I løbet af 70'erne og 80'erne opfandt Alice Cooper, både som band og på egen hånd, shock rocken og siden har især folk som Marilyn Manson, Rob Zombie og Mötley Crüe erklæret deres kærlighed til den gamle teatralske ræv. En af de plader, der satte gang i tingene i sin tid var Welcome to my Nightmare, som nu får en opfølger med den kreative titel Welcome 2 my Nightmare. Get it? 2, fordi det er en toer? Jojo, humoren er ikke gået helt tabt i rockens verden.

Kvaliteten er sådan set heller ikke gået tabt for Alice Cooper, og det er imponerende at se at han, i en alder af 63 år stadig formår at blande genrer, uden at snuble. Særlig tit. Der er nemlig en pæn sjat sange på Welcome 2 my Nightmare, hvor Cooper viser, at han ikke har tænkt sig at gå på efterløn endnu, selvom han har alderen. Men først skal vi lige have de små irritationsmomenter af vejen. Omkvædet på Caffeine er røvirriterende, og ødelægger en ellers udmærket rocksang. The Nightmare Returns pisker en fantastisk stemning op, for så bare at slippe lige før klimakset. Og hvorfor - HVORFOR?! - Skal vi trækkes med autotune-generationens værste yngel, Ke$ha på den ellers fine What Baby Wants?! Ahhh, det lettede...

Nu til de positive ting, som der heldigvis er mange af. For Welcome 2 my Nightmare er et herligt sammenkog af humor, horror, gammeldags teatralsk stemning og en masse forskellige genrer. Der er åbneren, I am Made of You, der er en fin, omend lidt kedelig ballade. Last Man on Earth går i herligt sigøjner-selvsving og Disco Bloodbath Boogie Fever lyder som en parodi på Kiss' flirt med disco, som til sidst kammer over i et fedt heavy-riff.

Humoren går hånd i hånd med gyset på Bite Your Face Off, hvor Cooper snerrer I'll Bite Your Face Off, Little Man. Og så er der When Hell Comes Home, som efter min mening er det bedste nummer på pladen. Båret af en tung musikalsk baggrund, fortæller Alice Cooper historien om en voldsramt familie, set fra et barns synspunkt. "Mommy says that everything is fine. Mommy hides her bruises all the time". Det løber koldt ned ad ryggen på mig flere gange i løbet af den sang, den er et suverænt bevis på, hvad Alice Cooper kan, når han er bedst.

Niveauet svinger det meste af pladen igennem mellem genialt, forfærdeligt og gennemsnitligt. Derfor er det svært at give pladen en samlet karakter. Men det er nu engang helhedsindtrykket, jeg skal give karakter og det er altså hverken skidt eller kanel. Alice Cooper og co. skulle måske nok lige have skåret et nummer eller to fra, for ligeså ofte som jeg sidder og jubler over endnu en rockperle, sidder jeg og bliver irriteret over endnu et fyldnummer. Så vi ender på et trælst mellemniveau, der hverken er det ene eller det andet.