Ordet supergruppe er i løbet af de seneste 10 års tid blevet lidt en kliché, man kaster efter bands, der står af medlemmer af andre bands. I nogle tilfælde har det nok været at stramme den lige lovligt, men lige præcis i Superheavys tilfælde er det ret passende. Der er nemlig tale om Dave Stewart, der i sin tid startede 80'er popgruppen Eurythmics, Mick Jagger, Joss Stone, Damian Marley, søn af Bob, og sangskriveren A.R. Rahmann. Måske med undtagelse af Rahmann burde de navne få musikelskere på tværs af genrer til at høre efter.

Derfor er det heller ikke underligt, at der har været kæmpestore forventninger til Superheavys første album. Men kan de leve op til dem? Næh, ikke rigtig. For det første kan bandet ikke rigtig blive enige om, hvorvidt de skal spille reggae eller rock. For det andet bliver Mick Jagger ved med at snige sig ind på steder, hvor han ikke hører hjemme. For eksempel på den ellers udmærkede I Don't Mind, hvor Jagger konstant sniger sig ind bagved Joss Stones lækre stemme. Det er i øvrigt en af de få gange, hun får lov til at folde sig rigtig ud. For det tredje hænger sangene ikke rigtig ved, når pladens sidste nummer er færdigt.

Det starter ellers rigtig godt med titelnummeret, der er ret fed reggae. Også Unbelievable, der lyder lidt som Rolling Stones, og Miracle Worker, der igen trækker på reggaen, holder de gode takter. Så stikker det til gengæld af. Energy er irriterende dance i versene og alt for bombastisk rock i omkvædet. Satyameva Jayathe, som følger lige efter, lyder som noget, Disney har kasseret fra soundtracket til Løvernes Konge. Det er virkelig skidt.

Der er positive momenter på Superheavys debut. Som tidligere nævnt er åbnings- og titelnummeret fuldfed reggae, ligesom Unbelievable og Miracle Worker også gør det udmærket. Derudover er den dystre One Day One Night også god, bortset fra Bollywood-stykket. Men sange som Satyameva Jayathe og den afskyelige Jagger-ballade Never Gonna Change trækker det hele ned. Derudover er der meget fyld, som gør pladen meget langtrukken, og så synes jeg at det er synd, at vi ikke hører mere til Joss Stone.

Det virker mest af alt, som om Superheavy er en legeplads for de fem. Det lyder også til at de hygger sig, men de får kun indfriet forventningerne nogle enkelte steder, og der er vel ikke for meget at forlange mere fra en gruppe af Superheavys kaliber. Man fristes til at citere Villy og alle hans kumpaner i SF: Det ku' være så godt. Det bliver det bare ikke rigtig. Og når vi snakker om så store navne, som vi gør her, kan man godt tillade sig at forvente bedre.