Første gang jeg hørte Surfact var det på deres debut-EP, TITEL, der bød på moderne grunge med klar linje tilbage til især Pearl Jam. Den stil holdte de på den efterfølgende "hele" plade, Terrific Downfall, men på Euphoria fra 2009 fik deres lyd en twist i retningen af den elektroniske rock.

Med deres nye plade, Feeding the Beast, tager de skridtet fuldt ud. Igen har de Carpark Norths Søren Balsner til at dreje på knapperne, og det kan faktisk godt høres. Surfact lyder nemlig lidt som Carpark North på deres tredje plade.

Storladne omkvæd og brede flader med synthesizer får selskab af pæne melodier, mens størstedelen af den gamle grungelyd er forsvundet. Umiddelbart var min første tanke, at det er en skam. Men efter et par gennemlytninger er Feeding the Beast begyndt at vokse. Det er langtfra en perfekt plade, men den har sine gode øjeblikke.

For eksempel det tunge, instrumentale stykke i Heartbeat. Eller åbneren, The Pace. Eller når bandet viser tænder på den larmende, næsten metal-agtige Leave and Survive. Surfact har kort sagt en masse gode ting kørende for sig på deres nye plade. Det er dog ikke lutter glade dage og dans på roser. Jeg er virkelig ikke pjattet med førstesinglen, Feeding the Beast. Derudover er der en del fyld, og der kunne nemt have været skåret tyve sekunder af et par numre. Sidst men ikke mindst er der ikke nok, der sidder helt fast i min hukommelse, når sidste nummer klinger ud. Men heldigvis er Feeding the Beast langt hen ad vejen en solid gang elektrorock, som nok skal hjælpe Surfact endnu længere frem på den danske rockscene.

Feeding the Beast er ikke en nyklassiker eller noget stort mesterværk. Men det er en fin rockplade, som gør rigtig mange ting godt. Surfact er blevet endnu bedre til at lave gode melodier, den elektroniske lyd passer bandet godt, hele pladen lyder meget professionel og de er blevet endnu mere radiovenlige, så der skal nok komme et par pæne hits ud af pladen. Jeg synes bare ikke, der er nok nyt under solen til at vi kommer helt op og ringe.