Kender du det, når du sidder og lytter til en plade, og så starter der noget musik et andet sted i nærheden, så du kan høre to ting samtidig? Så ved du præcis, hvordan det er at lytte til første del af Lulu, som samarbejdet mellem Lou Reed og Metallica er kommet til at hedde. Du ved nok også, at man næsten ikke kan få slukket for den ene af delene hurtigt nok.

Det gælder også i Lulus tilfælde, her bliver man bare nødt til at slukke for begge dele. Ikke at det gør noget, Lulu er nemlig ikke blevet nogen særlig heldig plade. I hvert fald ikke første halvdel. Musikken er Metallica, som Metallica har lydt på de seneste par plader. Højlydt, buldrende metal uden så mange dikkedarer. Og ikke decideret dårligt. Lou Reed synger også ganske glimrende, men det lyder som om, han har lidt svært ved at følge med, når Metallica skruer op for lyden og tempoet. På åbneren, Brandenburg Gate, starter en akustisk guitar som underlægning, indtil kæden hopper af for første gang, hvor James Hetfield og resten af metal-slænget kommer buldrende ind. Det bliver ikke meget bedre på The View, hvor tempoet dog bliver sat lidt ned, hvilket hjælper lidt. Det virker bare stadig ikke til, at de to helt finder hinanden. Hele første disk er et stort rod, hvor Metallica spiller alt for hurtigt, og Lou Reed halser efter.

Det hele lyder mest af alt som det, jeg skrev før. At man hører en plade med Metallica i det ene øre, og en med Lou Reed i det andet. Og Lou Reed er altså ikke god sammen med Lars Ulrichs dobbelttrommer. De forsøger, og det skal de have credit for.

Bevares, der findes da også steder, hvor det fungerer. Men det er et halvt minut her og tyve sekunder der. Langt det meste af tiden lyder det bare tilfældigt og ikke særlig godt. Ikke fordi, de hver især spiller eller synger dårligt, men fordi det slet ikke hænger sammen. Prøv at høre Mistress Dread, så ved du, hvad jeg mener.

På anden disk vender niveauet, og de to rammer hinanden. Måske er det fordi det kun er Lou Reed, der synger. Måske er det fordi tempoet bliver sat gevaldigt ned. Men det begynder i hvert fald at fungere. Frustration har stadig lidt af problemerne fra første disk, men Dragon og Junior Dad er, på trods af at de samlet varer lige på den anden side af en halv time, pladens suverænt bedste numre. Det er svært at tro, at anden disk er blevet lavet i samme omgang som første disk. For det er som at høre to meget forskellige plader. På første disk løber Metallica totalt fra Lou Reed, på den anden disk virker det til, at han har fået lov at sætte tempoet, og det gør meget for lytteoplevelsen. Jeg sidder stadig med følelsen af, at Lou Reed nogle gange bare snakker henover noget, Metallica har indspillet, men nu virker det til at være meningen.

Hvis du beslutter dig for at anskaffe Lulu, er mit råd: lad være med at høre disk et. Smid den ud, spil frisbee med den, eller brug den som bordskåner. Bare du ikke lytter til den. Nyd i stedet disk to, især Dragon og Junior Dad, som er lange, tunge, og episke. Som hvis Lou Reed havde været med på Metallicas S&M-plade, uden helt så mange strygere. Men det er bare ikke godt nok. 2-3, hvis man strammer den 4, gode numre ud af 10 er altså ikke nok, når vi snakker om to så store navne. Måske er de simpelthen for forskellige til at det kan fungere. Det fungerer i hvert fald sjældent.