"Aura leger med stavelser, med ord, med sætninger og med meninger". Sådan står der i pressemeddelelsen, der følger med Auras nye album, Before the Dinosaurs. Når jeg læser sådan en sætning, slår mit bullshit-meter ud, og med god grund. Men det vender vi tilbage til. For pladen starter nu egentlig meget godt ud med førstesinglen Geronimo, som allerede har fået rigtig meget spilletid. Aura har her været igennem Gaga-maskinen, men det er alligevel en sært fængende sang.

Den bliver fulgt op af Reconnect, som også er udmærket pop af den slags, som nemt ville kunne begå sig på hitlister, både herhjemme og i udlandet. Netop udlandet virker til at være ambitionen for Aura på Before the Dinosaurs. Der er i hvert fald en del sange om USA, at starte forfra og føre sine drømme ud i livet. Derudover har vi at gøre med den blanding af poppede, elektroniske beats og akustiske guitarer, som virker til at være stilen for tiden, hvis man skal have hits ud af sin plade.

Men tilbage til Auras leg med stavelser, ord og frem for alt meninger. Sådan et statement kan jeg simpelthen ikke lade stå. Især vil jeg gerne tage fat på meningerne. På Before the Dinosaurs er vi ude og flyve, både i bogstavelig og overført betydning, med sætninger som "Come with me into the sky. That's how the birds learn to fly". Ja, jo, det kan der være noget om. På Masterpiece synger hun: "Tell me all your dreams. Your brain is beautiful". Nu ved jeg ikke med dig, men hvis min kæreste sagde sådan til mig, ville jeg blive en anelse bekymret, og måske begynde at sove med et øje åbent. Og så er der min yndling fra Superhuman "She is always shining, but people think it's the sun". Man kan argumentere for at det er taget lidt ud af sammenhængen, men i mine ører er det altså noget vrøvl at sige.

Men vrøvleteksterne er ikke pladens største problem, og hører man ikke rigtig efter tekster, kan man godt se igennem fingre med det.
Det, der virkelig irriterer mig ved Before the Dinosaurs er, at den bliver markedsført som kreativ, legende oplevelse af de helt store. Og det er den ikke. Slet ikke. Pladens højdepunkter er de to første sange, og så varierer resten niveaumæssigt mellem fyld og decideret dårlige sange. Og når man skriver en pressemeddelelse, der får pladen til at fremstå som det bedste siden brød i skiver, skal der altså være noget at komme efter. Det er der ikke, og derfor kommer Before the Dinosaurs til sidst til at virke som et gevaldig spild af tid.