SINEAD O'CONNOR - HOW ABOUT I BE ME (AND YOU BE YOU)
Carsten har spidset ører og lyttet til Sinead O'Connors seneste, der er en forholdsvis krævende affære.
Der er noget både smukt og skræmmende over sange, der tydeligt er personlige, og hvor teksten kommer så langt, at man næsten kan mærke, hvor ondt det gør. Sinead O'Connors nye album er 10 sange, der ikke bare køre i baggrunden, mens man foretager sig noget andet. De kalder helt automatisk på, at man stopper op, lytter og reflekterer over indholdet.
Indledningen signalerer umiddelbart lethed i den skiffle-inspirerede 'Fourth And Vine', men stemningen er drilsk. Nok handler sangen på overfladen om at maje sig ud for at gøre sig lækker for sin tilkomne, men der er bliver i lige så høj grad signaleret, at der nok er udsigt - måske i mere end én forstand - til en 'buggy ride'. Straks efter bliver stemningen med 'Reason With Me' kastet ud på de helt store dybder, en sang om en junkies afhængighed og om håbet om, at der er én derude, som rækker en hånd. Sangen har faktisk den positive slutning, at personen i det bekendtskab, der ligger til grund for teksten, her er godt på vej ud af afhængigheden.
I 'Take Off Your Shoes' træder Sinead O'Connor op imod selve den katolske kirke i forlængelse af Murphy-rapporten fra 2009. Efter hendes opfattelse et helt utilstrækkeligt svar på institutionaliseret misbrug af børn i Irlands katolske skolesystem - og den katolske kirke forsøg på at dække over det. Skarpe synspunkter, der følger med over i 'V.I.P.', der går i kødet på de internationalt berømmede irske kunstnere, der har givet køb på deres ellers så sædvanlige tilslutning til kamp for retfærdighed. Det giver skrammer at træde så klart og kategorisk frem.
Nok er ordene stærke, men der fornemmes bestemt også en skrøbelighed, en følsomhed, som på én gang kan være en svaghed og udgøre den egentlige styrke og drivkraft. Dertil kommer den smertefulde frustration for kvinden i 'I Had A Baby', der med tiden skal fortælle sit barn, at den gifte mand, som hun fik barnet med, ikke vil vide af sit afkom.
Læg desuden mærke til, hvor fornemt melodier og arrangementer på 'How About I Be Me (And You Be You)' er lagt i hænderne på det lille tætte band, som Sinead O'Connor har med sig. Fra åbningsnummerets lethed bevæger musikken sig fra frygtindsgydende trøstesløshed over de drømmende, dragende keyboards i 'Reason With Me' til det seje drive i 'The Wolf Is Getting Married' til afklaringen i 'Old Lady' om at se tilbage, men samtidig at kunne rumme stærke følelser, eller tragedien i 'Back Where You Belong' fra en far, dræbt i krig, der synger til sin søn. Arrangementerne ligger med andre ord langt fra behagesyg og hitlistevenlig mainstream-pop.
Sinead O'Connor er ingen nem kunstner at gi' sig i lag med. Hun stiller ultimative krav til den derude, som lytter til hendes sange. Gevinsten er imidlertid 10 stærke sange og oplevelser fra en kunstner, der endnu en gang viser, hvad det er for et stof, der skiller hende ud fra hoben.
Gamereactor Danmark


