Musik-anmeldelse

Van Halen - A Different Kind of Truth

Tekst: Carsten Skov

Publiceret 2012-02-29

Nogle af rockens rigtig gamle drenge vender tilbage, men der er heldigvis ingen tegn på slidgigt.

Jeg må blankt indrømme, at min første reaktion var at sige: Åh nej, endnu en samling gamle, der mener, at de stadig ka' spille rock. Der er imidlertid ikke spillet mange takter af Van Halens nye album, før det genfundne samarbejde mellem Eddie van Halen og David Lee Roth i dén grad udstråler 'A Different Kind of Truth'.

Det er frygtløs guitarrock for fuld skrue, rundet fornemt af den særdeles kompetente Alex van Halen på trommer og Eddie van Halens søn Wolfgang på bas. Og så bliver vokalen igen leveret af en herligt veloplagt David Lee Roth.

Fra første øjeblik af åbningsnummeret 'Tattoo' fornemmer man klokkeklart, hvor meget Roth betyder for helheden og og for de vokalharmonier, der bidrager til lethed i arrangementerne og til det drive, der gør, at man ikke kan sidde stille, når først der er skruet op for albummet.

Lyden er mere kompakt på 'She's The Woman', men der er stadig et herligt mylder af breaks og detaljer. På 'China Town' får tempoet endnu en skrue opad - og det hænger sgu' stadig sammen, så man bliver helt forpustet af at prøve at følge med. Og stadig med Roths vokal, der tilsyneladende bevæger sig fuldstændigt ubesværet mellem de høje og lave toner. Og hvor han dog tydeligt nyder at folde 'Blood And Fire' ud fra den dæmpede indledning til omkvædets fuldbyrdede brøl.

På 'Honeybabysweetiedoll' bevæger Roth sig fornemt - og også hér ubesværet - i grænselandet mellem rock og rap, mens fokus på 'The Trouble With Never' og 'Outta Space' mere er lagt på det solide drive i Eddie Van Halens guitar. 'Stay Frosty' starter som et spøjst, nærmest jazzet mellemspil, inden der for alvor bliver skruet op for den klassiske tunge Van Halen-lyd. Når 'Beats Workin' klinger ud, er det med en smule vemod over, at albummet allerede er færdigspillet - men også med fødder, der stadig vipper og et nikkende hoved, der ikke helt ka' slippe skivens drive.

Der er diskrete tekstmæssige lån fra Bob Dylan, fra Rolling Stones. Det betyder dog mindre end ingenting, når det tekstmæssige spræl bliver flettet sammen med den musikalske legesyge. De enkelte bandmedlemmer gør i dén grad opmærksom på sig selv med stærke soli- men de kender bestemt også deres plads, når der skal holdes sammen på de umiddelbart uregerlige 'tropper'. Resultatet er i hvert fald 13 skoleeksempler på, hvordan den klassiske tunge rock skal skæres - når den er i hænderne på David Lee Roth, Eddie van Halen og co.