"Der er for mange efterfølgere"
Dishonored-designer om variation
Bethesdas kommende hvalpunk-magi-snigmorderspil Dishonored er flere gange blevet sammenlignet med Bioshock. Det er en sammenligning, der tilsyneladende frustrerer den visuelle designer Viktor Antonov, selvom han også sagtens kan forstå hvor den kommer fra.
Det skyldes ifølge Antonov, at der er for mange efterfølgere og etablerede IP'er på markedet.
"Mange af dem er krigsspil. Og det er gode projekter og god underholdning, men der er en mangel på variation nutildags", siger han ifølge CVG.
"Så når du træder uden for de etablerede genrer har folk svært ved at forstå det, eller pressen prøver at finde noget at matche det med. Vi laver et historisk værk, et retro-futuristisk værk, der stort set intet har at gøre med Bioshock, andet end at det ikke foregår i en fjern fremtid, men har referencer til fortiden. Og, desværre, er Bioshock og Dishonored de eneste to spil, der er gået i den retning i de sidste - hvor mange år?"
"Så det er en mangel på variation i markedet, der fører til sammenligninger som disse. Der burde være flere historisk realistiske verdener derude. Og det er en skam, at der ikke er. Jeg havde forventet at der ville være 20 spil som dette", siger Antonov.
Udover at stå bag det visuelle design i Dishonored, er Viktor Antonov også manden, der designede City 17 i Half-Life 2-spillene.


