PC-Skyrim kan nu bruge 4 GB ram
Lad ingen ram gå til spilde
Bethesda har udsendt en lille opdatering til PC-versionen af Skyrim, der tilføjer en funktion, mange spillere længe har efterspurgt. Med den nye 1.3.10-patch kan spillet nu gøre brug af 4 gigabyte ram, hvor det førhen kun kunne benytte 2.
Det fremgår af patch-noterne på Bethesdas blog. Opdateringen retter også en fejl omkring bogstaver med accent-tegn.
En fan-lavet opdatering til spillet har tidligere gjort det muligt for Skyrim at benytte 4 GB ram, men en senere officiel patch fjernede muligheden igen. Nu har Bethesda så selv tilføjet funktionen.
Forklaringen om hvorfor nogle programmer kun kan udnytte 2 GB ram, selvom ens PC måske har meget mere installeret, er kringlet og teknisk, og involverer begreber som 32-bit adresserum.


