Jeg står foran den ret så store Massive Entertainment-bygning i hjertet af Malmø med vores kameramand Nick ved min side. Det er første gang, jeg besøger Massives hovedkvarter, så jeg ved ikke, hvad der venter. Nick fortæller, at sidst han var her, havde de afspærret en stor del af bygningen, hvilket vi senere fandt ud af var for at skjule den enorme mængde mennesker, der lige nu arbejder på Far Cry 3's multiplayer-del.

Et kæmpe hold af programmører, grafikere, musikere og andre kreative mennesker arbejder på det, der ifølge Massive skal blive en førsteklasses oplevelse for alle med hang til fede våben, innovative spiltyper og lækker grafik. Vi skulle i løbet af dagen få rig mulighed for at teste, om dette nu også var tilfældet.

Eftersom både Nick og jeg selv er svært begejstrede for at hamre projektiler efter vores online-modstandere i diverse skydespil, var det da også med en vis spænding, at vi til at starte med satte os i konferencerummet. Her blev der naturligvis fortalt højt og flot om det tætte samarbejde med Ubisoft Montreal (afdelingen der står for singleplayer-delen), men den slags er ikke nødvendigvis en garanti for kvalitet, så undertegnede tillod sig at være en anelse skeptisk. Ikke mindst fordi Far Cry 2 aldrig fangede mig, hverken i singleplayer eller multiplayer.

Seancen i konferencerummet går i gang, og vi får fortalt lidt om de forskellige tanker bag projektet. Det første og vigtigste mantra, der bliver smidt op på storskærmen, er "Why do Friends Matter?". Dette har været i centrum under hele udviklingen af projektet, og næsten samtlige funktioner i multiplayer-delen af Far Cry 3 er udtænkt med denne ene sætning i tankerne. Der bliver blandt andet fremvist et tiltag, hvor man med sin smartphone kan afkode diverse våben. Disse våben kan afkodes hurtigere, hvis man får hjælp af sine venner. Man kan sågar sende et våben til en ven, hvis man har et i overskud efter at have afkodet eksempelvis en shotgun, som man har i forvejen. Det er en ret fed idé, hvis man nu forestiller sig, at man står og skal afkode et våben, som har beskrivelsen "Very powerful sniper rifle".

Det vil tage langt over et døgn at afkode den alene, og man vil bare spille NU. Så skriver man lige til en ven, som straks går i gang med at afkode, men inden dette er fuldført, skriver en anden ven, at han da ligger inde med et ekstra eksemplar af riflen, som han gerne går af med. "Cross device gaming" er en smart måde hvorpå man kan flytte spillet væk fra den oprindelige platform, og dermed få folk til også at spille, når de ikke er i nærheden af deres PC eller konsol. Såfremt denne funktion bliver fremlagt godt nok for brugerne, kunne jeg sagtens forestille mig, at det bliver et hit for dem, der vil have det optimale ud af multiplayer-delen.

Vi bliver også overhældt med informationer om, hvordan det vil give bonusser at hjælpe holdet i de enkelte baner. Der bliver gjort brug af en valuta ved navn Team Support Points. Disse point kan optjenes ved blandt andet at skyde modstandere, vinde et "domination"-punkt eller ved at genoplive en falden kammerat. Og netop genoplivning af ens holdkammerater er endnu en af de funktioner, hvor holdspillet for alvor er i fokus. Og måske også ens moral. Hvis man bliver skudt af en fjende, kan man vælge at "klamre sig til livet", hvilket giver en mulighed for at blive genoplivet af en fra holdet, inden der er gået et vist antal sekunder. Hvis jeg vælger at løbe hen til min faldne kammerat, vil jeg sandsynligvis stå ret godt placeret, hvis en modstander ønsker at sende mig til de evige jagtmarker. Man skal derfor vurdere, om det er risikoen værd at genoplive en medspiller og dermed tjene Team Support Points. En lille lækker funktion i disse situationer er, at man kan "tagge" sin medspiller, når han ligger og venter på en genoplivning. På den måde gør man ham opmærksom på, at man har set ham, og at man kommer ham til hjælp, så snart muligheden byder sig. Dermed vil man som spilleren på jorden fortsætte med at trykke på den knap, der holder en i live, så længe som muligt. Det er også muligt at tagge fjender, og dermed afsløre deres positioner for resten af ens hold.

Team Support Points kan bruges til at låse op for nogle forskellige bonusser, der kan bruges i spillet. Vi vil få tre forskellige bonusser at se i vores omgang med spillet, men der vil kunne låses op for en lang række, når spillet er færdigt. De tre vi vil få at se, er radaren, der viser fjendernes placering, psyched gas, hvis effekt jeg vil komme ind på senere, og sidst men ikke mindst en "barrel bomb", der bliver smidt ud fra en helikopter og spreder død og ødelæggelse, hvor den lander.

Den sidste tilføjelse til spillet, som vi bliver præsenteret for i konferencerummet, er "Battle Cry". Her er tale om et AOE-boost, der giver forskellige bonusser til en selv og de omkringstående holdkammerater. Jo flere holdkammerater, der står omkring en, desto større mængde XP og Team Support Points modtager man.

Herefter er det tid til selv at spille - wuhu! Vi bliver ført hen i et lokale fyldt med computere, og samtlige skribenter og kameramænd fra de forskellige medier kaster sig ned foran skærmene i selskab med tre-fire stykker fra udviklerholdet.

Den første spiltype, vi får lov at spille, er Domination. Det er en spiltype, de fleste af os kender fra andre skydespil, men en kort beskrivelse er alligevel på sin plads. Der er tre punkter i banen, som bliver "captured", hvis man står i nærheden længe nok. Jo længere tid man har kontrol med et punkt, desto flere point får ens hold. Kampen varer 10 minutter og det hold med flest point vinder. Så simpelt er det. Nå ja, og så bliver der selvfølgelig sendt en absurd mængde kugler af sted mellem de to hold, når der kæmpes om de enkelte punkter.

Den tilgængelige bane indeholder følgende: en stor betonbygning med en masse labyrintiske gange, en rusten ubåd, et fiskemarked, en samling container og et ammodepot. Det første der slår mig, da jeg spawner første gang, er grafikken. Det ser virkeligt godt ud. I sær med tanke på, at spillet ikke er færdigudviklet. Jeg tøver dog ikke længe, for nu skal mit hold da vinde en omgang domination.

Allerede efter min første skududveksling kan jeg mærke, at det her spil er noget for mig. Tempoet er højt, våbnene føles tilpas tunge (hvilket nok skyldes udviklerens samling af våben, der skal give en idé om vægt, proportioner og lignende), og der er mange forskellige veje at tage gennem banen. Jeg får tilkæmpet mig det første "domination"-punkt, og dræbt 3 modstandere i processen. Jeg kan i højre side af skærmen se, at jeg på nuværende tidspunkt har optjent nok point til at udløse den anden Team Support-bonus - Psyched Gas.

Nu skal vi have lidt sjov i gaden. Et kort over banen viser mig, at en god del af modstanderholdet befinder sig omkring ammodepotet, så det er selvfølgelig dér, mit gasangreb skal falde. Psyched Gas er en gul gas, der bliver smidt på det valgte område, og bliver der i et vist antal sekunder (umiddelbart omkring tyve). Gassens effekt er intet mindre end genial i et spil som dette, hvor tempoet er højt og kaos i forvejen hersker. Befinder jeg mig i gassen sammen med en flok bestående af både venner og fjender, så vil de i mine øjne alle være ens. Hvis jeg derfor ikke har orienteret mig ordentligt, før gassen spredes, så vil jeg ikke ane, hvem jeg skyder på. I min iver har jeg ikke tænkt over, at jeg også selv befinder mig i det område, men jeg skal åbenbart lære det på den hårde måde. Det er herligt! Der hersker totalt kaos og samtlige spillere skyder til højre og venstre inde i gassen.

Efter at have spillet et par runder får vi en kort briefing angående den næste spiltype. "Firestorm" er navnet, og som navnet antyder, så er ild en væsentlig faktor.

Hvert hold har to depoter i deres ende af banen. Holdets mission er at få antændt modstanderens depoter, og undgå, at der bliver sat ild til deres egne.

Får man antændt det ene depot, spreder der sig et flammehav omkring det. Dette medvirker, at vejen til det andet depot bliver længere, fordi ilden har afspærret en vej, der før var åben. Derfor er den bedste fremgangsmåde, at man samarbejder med en eller flere holdkammerater og får antændt depoterne simultant, hvis det er muligt. Får man antændt dem begge, starter den berygtede "Firestorm". Ilden har nu spredt sig til flere områder, og spillet går ind i sin næste og sidste fase. Et radiotårn kommer til syne i midten af banen, og efter 30 sekunder er tårnet tilgængeligt. Nu gælder det om at tilkæmpe sig adgang til tårnet, som man skal "capture" på samme måde som et punkt i en omgang "domination" - ved at stå tæt på det i et vist antal sekunder. Hvis holdet, der har antændt de to depoter, får kontrol med radiotårnet, kalder de et fly ind over banen.

Dette fly smider derefter en kæmpe ladning benzin ud over den allerede hærgende ild, som naturligvis eksploderer i et kæmpe inferno. Dermed har holdet vundet runden. Hvis det derimod er det andet hold, der får kontrol med radiotårnet, så kalder de et fly ind, der smider vand ud over ildebranden. Dermed bliver ilden slukket, og spillet går tilbage til den første fase, hvor man skal sætte ild til hinandens depoter.

Denne spiltype er for mit vedkommende den største positive overraskelse. Det er en spiltype, der for alvor opfordrer til samarbejde, da man nærmest ikke har nogen chance, hvis man bare stormer af sted mod fjendens depoter. Man skal koordinere, hvem der løber til hvilken base, og hvem der bliver tilbage og forsvarer holdets egne depoter. Derefter skal man finde ud af, hvordan man tackler situationen omkring radiotårnet. Går man 100 % efter at komme ind omkring radiotårnet hurtigst muligt, eller afventer man og finder nogle gode positioner, hvorfra man kan lade projektilerne regne ned over modstanderen? Eller hvad med at løbe først ind til tårnet, smide en bunke C4, og lade det eksplodere, når fjenden stormer ind omkring tårnet? Mulighederne er mange, og det er det, der virkelig tiltaler mig ved denne spiltype.

En fed detalje omkring grafikken er, at da jeg runder et hjørne og ud af øjenkrogen fornemmer en fjende oppe på en platform, hæver jeg geværet mod hans position. Hvad jeg ikke har set er, at han har solen i ryggen. Jeg bliver blændet af solen, og er nødt til at gå et par skridt til siden for at kunne se ham ordentligt, men da er det allerede for sent. Ti sekunder senere respawner jeg igen omkring vores depoter.

Banen vi spiller på, et ældgammelt tempelområde, er rent grafisk ikke helt færdig, så der er visse mangler, men det ændrer stadig ikke på, at det ser godt ud, og med tanke på, at spillet står til udgivelse i september, så er jeg rimelig fortrøstningsfuld.

Det gælder for samtlige spiltyper, at når man har vundet, vil den bedste spiller fra det vindende hold kunne hovere over for den bedste spiller på det tabende hold. Den tabende spiller sidder bagbundet på knæ på jorden, og nu kan den vindende spiller vælge, om han vil skære rebene over, eller om han vil slå ham i gulvet. Man vil løbende låse op for flere af disse ydmygende finishing-moves.

I de senere år har jeg primært spillet Call of Duty-serien, når jeg skulle udradere andre spillere online. Grunden er, at jeg er vild med det høje tempo, de godt konstruerede baner, og ikke mindst muligheden for at tilpasse klasserne i det uendelige. Sommetider kan jeg dog savne muligheden for at skulle samarbejde lidt mere i de enkelte baner og spiltyper. Det bliver ofte bare noget med at storme af sted og skyde til højre og venstre, og så håbe på, at det er nok til få fat i flaget og komme helskindet tilbage til basen. I Far Cry 3's multiplayer-del lader det til, at der er lidt med af det hele. Tempoet er højt, banerne giver mulighed for at vælge forskellige veje, klasserne vil kunne tilpasses til den enkelte spiltype og våbnene har den rigtige tyngde, når man skyder og lader.

Jeg havde ikke forventet det store af denne del af spillet, men fortsætter udviklingen i denne retning, kan jeg godt se mig selv udløse firestorms gennem hele efteråret. Multiplayer-delen i Far Cry 3 lader bestemt til at blive en hæsblæsende oplevelse.