Preview

Awesomenauts

Publiceret 2012-04-17

Det er spil som vi husker det fra 80´ernes tegnefilm. Det er rendyrket sjov. Det er lige noget for Thomas. Han fortæller.

Det er på det nærmeste umuligt at kapere hvor mange beslutninger Romino Games må have været igennem under udviklingen af Awesomenauts, når man først har taget fat i controlleren og forsøger at sikre sit hold sejren. Det hele virker så simpelt, så naturligt og så velkendt for alle der på et elle andet tidspunkt har forsøgt sig med enten Dota, Heroes of Newerth eller League of Legends.

Beskrivelsen "Dota i 2D" er allerede blevet klistret på spillet så mange gange at det efterhånden er hvad de fleste forventer af oplevelsen, og alligevel er det under vores multiplayer-kampe tydeligt at der er tænkt langt mere over tingene.

Kampene finder ikke længere sted på grønne slagsmarker omgivet af mystiske skove, men i stedet på mineplaneter i det ydre rum, hvor hvert holds base udgøres af en enorm boreplatform der borer efter det værdifulde "Solar"-mineral. Det er med andre ord denne boreplatform hvert hold forsøger at tilintetgøre, hvilket dog er knapt så simpelt som man skulle tro.

Som i eksempelvis League of Legends er de fleste af banerne delt op i flere forskellige ruter, hvilket med lidt snilde kan udnyttes til et overraskelsesangreb. Hver rute er dog ligeledes stadig beskyttet af kanontårne der skal nedkæmpes, inden man kan få adgang til modstanderens boreplatform. Forskellige småkryb som enten giver ekstra penge til holdet eller helbred til den enkelte helt, er også at finde på banerne, og kan give en taktisk fordel til alle de som husker deres positioner.

Fra start er det kun tre ud af de seks inkluderede helte der er tilgængelige, mens de andre skal låses op for ved indtjening af erfaringspoints. Derfor har Romino lånt det efterhånden bredt accepterede system hvor man efter hver vunden eller tabt kamp belønnes med erfaringspoints, der ved hvert nyt niveau åbner op for nye evner, muligheder og helte. Belønningerne er alle holdt så interessante og brugbare, at man altid har lyst til at se hvad der gemmer sig som det næste og selvom vores testversion ikke indeholdte alle evnerne, var det allerede svært at give slip.

Det er dog de individuelle helte og deres specielle evner, der er spillets største stjerner, og selvom der kun er seks styks, har udvikleren sørget for at de alle kan benyttes på flere forskellige måder alt efter hvordan de skruer dem sammen.

Cowboyen Lonestar kan eksempelvis give enorm skade med sine dynamitstænger, men kan også fungere som et defensiv spil alt efter hvordan du vælger at opgradere ham. Kamæleonen Leon kan vælge at satse kræfterne på snigangreb eller i stedet benytte sin tunge til at hive modstanderne hen i nærheden af ham. Voltar virker umiddelbart som den simple healer, men kan via sine droner give enorm skade hvis man køber de rigtige dingenoter og ellers forstår at spille ham.

Figurernes forskellighed skinner også tydeligt igennem grundet udviklerens originale grafiske udtryk. Noget af det første vi hørte om spillet var at Romino Games havde ladet sig inspirere af 80'ernes største morgen-tegnefilm, og det har resulteret i figurer der emmer af personlighed både grafisk og lydmæssigt. Voltar en flyvende hjerne med enorme telepatiske kræfter, virkelig morsom tysk accent og hyggelige udsagn som "Don't do anyzing stupeed wizzout me!" blev således hurtig min favorit.

Det er imponerende hvor problemløst Romino Games har overført fundamentet fra MOBA-genren til konsol, filet de groveste kanter af og fået det hele klemt ned på en controller.

Under min snak med udvikleren fortalte de at der allerede var planer om nye figurer, baner og meget mere, men at de først ville se om den tre år lange udviklingstid havde resulteret i et spil som gjorde genren mere tilgængelig og interessant for et større publikum end hidtil. Hvorvidt det er lykkes tillod vores prøveversion ikke helt at finde svaret på, men efter denne prøvesmag glæder vi os stort til at finde ud af det når det færdige spil lander i starten af næste måned.