Vores historie begynder, ligesom så mange andre historier før den, med en arrig krigers ansigt. Solens stråler får krigerens hud til at se gylden ud, og fremhæver den røde krigsmaling der er malet over hans fjæs. Hans tunge åndedræt afslører, at han er klar til kamp - og den er klar til ham. Et hæsligt, enøjet monster viser sig, og savlen flyver ud af munden på det, idet det skriger sin smerte ud til hele verden. Selv de modigste krigere burde for længst være flygtet, men vores kriger står alligevel tilbage. Han gør sit sværd klar og påfører sig en hjelm lavet af et tidligere dræbt monster. Måske venter der kyklopen foran ham den samme skæbne?

Men pludseligt sker der noget uventet - noget som aldrig har været del af de tidligere kapitler. Endnu en bevæbnet kriger gør sin entre, og sammen går de to til angreb. Blot et par sekunder senere er de nøgne stenfliser malet til med rødt blod fra det besejrede bæst. Ja, det er stadig God of War, og ja, det er stadig en af de mest voldsomme fortolkninger af græsk mytologi nogensinde, men noget er alligevel helt anderledes, for ingen af disse krigere er den forpinte gudedræber Kratos. I stedet er det to anonyme helte, to avatarer som styres af to medlemmer fra Santa Monica Studios. Spillet hedder God of War: Ascension.

Min første tanke var naturligvis, at co-op endelig havde fundet dets vej til God of War, men ak hvor tog jeg fejl. De to krigere fortsætter nemlig gennem enorme raviner og forfaldende korridorer, for til at slut at nå frem til en enorm slagmark, hvor yderligere to røde krigere slutter sig til selskabet. På den anden side venter fire blåmalede soldater, der alle er lige så tapre som de røde, og herfra indledes en intens kamp - en kamp mellem to grupper, hvor belønningen er gudernes opmærksomhed.

De tapre krigere er dog ikke de eneste i denne arena. I den forræderiske sandstorm venter et frygteligt monster, der er så stort, at det sagtens ville kunne tage kampen op med en titan. Det er ingen ringere en Polyphemus, kyklopernes hersker. Heldigvis er dette bæst blevet kædet fast af guderne, men der er intet, der forhindrer ham i at angribe de soldater, der måtte vove sig for tæt på.

Det er dog Polyphemus selv, der er målet, og guderne er klar med en belønning til de som kan dræbe ham. For at dette skal bliver muligt skal monstret dog tæmmes yderligere, og dette kan klares fra to forskellige steder i arenaen. En af de røde krigere begiver sig hurtigt mod et stort håndtag, der spænder kæderne om kyklopen og med det samme svækker den.

De blodige kampe fortsætter, og flere af krigerne benytter sig af sværd, som hurtigt kan skildes til to mindre dolke, og med et par kæder kan svinges som Kratos' legendariske våben. Andre soldater er bevæbnede med enorme hammere, der ryster jorden omkring dem, hver gang de bliver brugt. Enkelke grupper af soldater kombinerer endda deres våben for at gøre mest mulig skade, og det hele minder om en omgang kontrolleret kaos.

De blåmalede krigere giver sig ikke i første omgang, men desværre er det allerede for sent for dem. De rødmalede krigere kontrollerer begge punkter, og Zeus kvitterer ved at kaste sit mægtige våben ned til krigerne. En af de røde samler det gnistrende våben op, og truppen samles hurtigt for at drage mod Polyphemus. Manden med lynvåbnet hopper op på bæstet, mens de andre forsøger at holde fast i kæderne. Noget det minder om en simpel quick time-sekvens starter, og slutter kort tid senere med at kyklopens ansigt er badet i blod, mens kæmpen styrter mod jorden.

Med det afsluttes en helt almindelig "team execution" i God of War: Ascension. To hold med hver fire spillere kæmper om to punkter i en arena, for at sikre sig muligheden for at dræbe den kollosale kyklop i midten af banen. Dette er dog blot en lille smagsprøve på en vældig ambitiøs multiplayer-komponent ved navn Champion of the Gods.

Præcis som det var med Kratos i den oprindelige trilogi, handler det også denne gang om at avancere fra sølle fodsoldat til uovervindelig gud - dog denne gang ved at vise hvad man er værd i alskens forskellige dødskampe på nettet. Efter en kort introduktion skal man således vælge hvilken en af fire guder man vil følge, Zeus, Poseidon, Hades eller Ares. Afhængigt af ens valg, åbnes der for unikke muligheder, når det gælder rustninger, våben, besværgelser og specialangreb.

Som krigsgud tilbyder Ares for eksempel mange kraftige våben og angreb, mens Hades specialiserer sig i sort magi. Flere muligheder bliver tilgængelige, jo tættere man kommer på en plads på bjerget Olympus, og ved at skræddersy sin helt skulle man faktisk kunne ende med noget, der minder om en klasse fra et rollespil. Der findes tilmed en magi, som giver spillere i nærheden mere helbred, og pludseligt har man skabt en medic.

Multiplayer, mere specifikt den konkurrenceprægede slags, føles som den naturlige udvikling for serien, mener lead designer Mark Simon. I God of War III blev skalaen rekordstor med alle titanerne, og den eneste måde at gøre det spektakel endnu mere imponerende var, at lade flere spillere opleve disse fantastiske øjeblikke sammen. Polyphemus er et eksempel på disse øjeblikke. Arenaen, som vises frem, er designet med ham i tankerne, og der vil også være baner med helt andre farer. Nogle af disse varierer tilmed på baggrund af spiltypen, og selvfølgelig vil det være muligt at spille en kamp, hvor alle møder alle frem for at spille som to hold.

Men at tilpasse seriens kendetegnende kampe til multiplayer kræver stadig en del arbejde. Målet er, at alle spillere skal føle sig lige så grumme som Kratos, uden at det går ud over balancen. Selvfølgelig er det ikke alle våben, der er lige så kapable som Blades of Chaos, og i stedet har de specifikke anvendelsesmuligheder. Et sværd gør stor skade mod en enkelt fjende, mens en hammer gør svagere skade på flere modstandere samtidigt. Systemet har samme dybde, som vi forventer os af serien, og der skal tydeligvis være potentiale for talentfulde spillere til at kaste sig ud i overvældende situationer og vinde. Game director Todd Paby, som har været med siden seriens fødsel, mener at det absolut vigtigste er, at det stadig føles som God of War. Og skal man tro ham, så gør det netop det.

Det er forståeligt, at Sony har valgt kun at tale om multiplayer denne gang. De vil først og fremmest forsikre fansene om, at det ikke er noget, der kommer til at udvande spiloplevelsen. Tværtimod. Santa Monica Studio er vokset en del siden God of War III, og meget af den arbejdskraft er gået til multiplayer-delen. Man lader ganske enkelt alle gøre det, de er bedst til, og resultatet lover indtil videre godt.

For de, der stadig føler at det ikke er noget for dem, er der ikke grund til bekymring. Der kommer selvfølgelig også til at være en rigtig kampagne, der indeholder alt det som gjorde seriens tidligere spil så gode. Nemlig en rasende Kratos, et par brændende kædesværd og en hel mytologi af væsener, der skal slagtes i hævnens navn. Ganske vist er han ingen gud længere, men det betyder ikke, at han ikke kan sparke røv.

Dette nye God of War er ifølge Mark Simon kun starten på det, de har planlagt til seriens fremtid. Der er stadig masser at fortælle om Kratos. På samme måder føler jeg, at det vi får at vide i dag, kun er toppen af det isbjerg, som er God of War: Ascension. Et isbjerg, der har potentiale til at nå op til selveste Olympens Bjerg - men indtil vi selv spiller det (eller får set noget af kampagnen, i det mindste), må vi holde forventningerne på et realistisk niveau.