Da jeg atter træder gennem dørene til Treyarchs hovedkvarter i solfyldte Santa Monica, er det med lidt andre forventninger end for to år siden. Forrige indspark i successerien Call of Duty, det navnkundige Black Ops, endte nemlig med at blive den størst omsættende spilpremiere nogensinde (det solgte for 1 milliard kroner), og satte for alvor det Californien-baserede selskab på verdenskortet.

Jovist, de har længe puslet med serien i form af Call of Duty 3, World at War og Big Red One, men med Black Ops tog de på flere måder større chancer end tidligere. Den største var uden tvivl historien, som i modsætning til tidligere krigsoperarer drejede sig om en fiktiv virkelighed med udspring i Cuba-krisen.

Dette fortællemæssige kneb tages ikke overraskende videre med til Black Ops 2, der bliver en direkte efterfølger til forgængeren.

Besøgets mest positive overraskelse kommer i form af den grundige og omhyggelige indføring i konteksten for handlingsforløbet. Tidligere Call of Duty-spil har måske ikke været storstilede dramaer i spilbar form, men det betyder ikke, at de er nødt til at fortsætte sådan. I starten af præsentationen bliver vi pænt gelejdet ind i det, der mest af alt minder om en højteknologisk bunker, men som i realiteten er et flot dekoreret mødelokale. Studiechef Mark Lamia slæntrer afslappet ind, før han introducerer sig selv og sine kolleger, og høfligt spørger: "Nå. Har nogen af jer hørt om Rare Earth Minerals?"

Ingen i den lille gruppe af spændte spiljournalister nikker ja. Mark Lamia smiler vidende og forklarer: Rare Earth Minerals er en gruppe mineraler, der benyttes i produktionen af næsten al teknologi, vi bruger i hverdagen - smartphones, brødristere, computere, højtalere. Militært udstyr er særligt afhængigt af disse mineraler, og kunne ikke udvikles uden de vigtigste mineralbaserede komponenter.

Hvorfor bliver det aldrig nævnt i den offentlige debat? Det har ikke været særlig aktuelt. Indtil nu. Faktum er nemlig, at Kina sidder på 95% af verdens Rare Earth Minerals-beholdning, en omfattende milliardindustri med eksport til hele verden. USA's præsident Barack Obama udtalte for nyligt, at der ville blive iværksat tiltag, hvis Kina satte begrænsninger og betingelser for eksporten - og voila, vi begynder at kunne ane, hvad konflikten i Black Ops 2 vil dreje sig om.

Treyarch-toppen fortsætter med at uddybe al den research, der danner grundlag for historien, og nærmest banker vigtigheden af "plausible authenticity" ind i os. Et udtryk, der dækker over hvordan udviklerne skal udforme både plot og spildesign. På dansk ville vi sige noget i stil med "troværdig autencitet", det vil sige noget, der drejer sig om en fiktiv konflikt eller hændelse, men som har dybe rødder i virkeligheden.

I Black Ops 2 er valget faldet på år 2025, året hvor krigen om denne industri er brudt ud for alvor, og ærkeskurken Menendez har udnyttet fremtidig krigsførelses største svaghed: overstyring. Hacking. I en fremtid bemandet af autonome robotter og droner er det alfa og omega at have kontrol over disse, noget Treyarch-chef Mark Lamia havde sat tre timer af til at forklare nærmere. Vævet ind i denne præsentation supplerede han også med indspark om selve manuskriptet, hvor meget fokus der var lagt på menneskeligheden ved den "perfekte" ærkeskurk, i samme liga som Heath Ledgers Joker i The Dark Knight, og hvem der har skrevet manuset: David S. Goyer, der også var forfatter på Batman Begins. Lovende.

Det næste punkt på dagsordenen var at få et kig på, hvordan fremtidens Black Ops udfolder sig i aktion. Gameplay-filmen viste en opgave sat i Los Angeles - et Los Angeles under angreb, tilmed - hvor man som soldat anno 2025 kæmper sig frem på slagmarken med effektivt legetøj ved hånden. En af disse er en finskytteriffel som både kan se og skyde tværs gennem vægge, en anden er en "fleksibel skærm" eller et kontrolpanel, der rulles omkring håndleddet, så spilleren kan beordre kampdroner til at angribe eller trække sig tilbage.

Selve spildesignet og flowet i skudvekslingerne efterlader ingen tvivl om, at dette er Call of Duty, men det er alligevel tydeligt at omgivelserne og figurerne har fået sig en grafisk overhaling. Detaljearbejdet er taget skridtet videre, og jeg kan dårligt forestille mig at nogen bliver utilfredse med den indsats, Treyarch her har lagt.

Lamia bryder op og snakker ivrigt videre. Efter en kort forklaring om, hvorfor det er for tidligt at røbe mere om multiplayer, tæt efterfulgt af en bemærkning om "dobbelt så mange zombier" og "dobbelt så mange spillere" vil være blandt nyhederne i zombie-spiltypen, løfter han sløret for et nyt tilskud i Black Ops-pakken: spiltypen Strikeforce. I min stræben efter at forklare hvad Strikeforce minder om, er Commander-rollen i Battlefield 2 og Modern Combat-iterationen af samme spil på PlayStation 2, det tætteste jeg kommer.

Fra fugleperspektiv tager du kontrollen over et segment af slagmarken, og kan her give dine enheder forskellige kommandoer. Ved at vælge en af soldattyperne (en med sprængstof, en med rifle, en mech, en support, osv.) fra dette perspektiv, kan spilleren overtage soldaten og spille rollen i førstepersonsperspektiv. Ved at skifte mellem roller og kontrollere slagmarken skal forskellige delmål opfyldes - som for eksempel at plante fire bomber på bestemte steder, eller ganske enkelt bare holde fortet.

Hverken gameplay-demonstrationen fra Los Angeles eller smugkigget på Strikeforce gav mig nok at gå efter, når det kommer til en forhåndsdom, men begge viser definitivt vinderpotentiale. Den hektiske følelse af at befinde sig midt i en verdenskrig på dens mest afgørende stadier, at være en del af de største vendepunkter, er fortsat intakt, men er nu endnu mere "Black Ops-styled", som Treyarch kalder det.

Det, som mange måske overså, når det gjaldt Black Ops, var netop historien og stilen, den største forandring i serien siden Call of Duty 4, og det er den, jeg sidder tilbage med det største indtryk af. Hvor man har Call of Duty-fanatikere på den ene side og svorne modstandere på den anden, så er der nok også mange, der befinder sig midt i mellem, og de vil nok være mere åbne når jeg hævder, at den mest spændende del af Black Ops 2 er historien.

Det skyldes ikke nødvendigvis nyheder som at spilleren vil kunne påvirke krigens undfald og må træffe vigtige valg undervejs, men snarere selve konflikten: uvurderlige mineraler. Singapore, Kina, Yemen, Los Angeles. En visionær sociopat/ærkeskurk. År 2025, krig i en tid, hvor måden vi fører krig på har ændret sig drastisk, men ikke ude af trit med dagens samfund. Konspirationsteorier. Et alternativt syn på Den Kolde Krig.

Alt dette danner grundlag for, at Black Ops 2 kan blive en værdig efterfølger... Nu er det kun udførslen, det kommer an på.