Ubehageligt.

Det er ordet jeg har i tankerne efter at have brugt en time på et hotelværelse med Ubisoft Montreal. Det har ikke noget at gøre udviklerens medlemmer, som alle er hyggelig, passionerede folk. I stedet har det alt at gøre med deres skabning.

Uanset hvad Far Cry 3 er, er det væsentligt mere forskruet end nogen af os havde regnet med.

Udvikleren fortjener ros for deres markedsføring af FPS'et. Den originale teaser lovede en rejse tilbage til den tropiske åbne verden, som i den grad definerede det originale spil (Afrikas støvede savanne i efterfølgeren, var for mange alt for kedelig til sammenligning). Kort tid efter blev vi introduceret for den foruroligende og fængende introduktion af Vaas. Og nu dette.

"Dette" er en ti minutter lang "hands-off" demo, en ti minutter lang "hands-on" demo, et lige så langt GRTV-interview, og en meget længere diskussion med lead writer Jeffery Joyohalem om hvad holdet bag spillet har håbet på at skabe. Som sagt: ubehageligt og foruroligende.

Vi er på et hotelværelse 20 timer før resten af verden får den nyeste version af Far Cry 3 at se. Som med enhver demonstration der skal bruges til en medie-fremvisning samt fange opmærksomheden fra tusindvis af seere via video-streams, er den kort, slående og sidder fast i hovedet lang tid efter den er slut.

Den korte version: Den starter med et delvis nøgen, tatoveret kvinde som sidder hen over os, mens hun visker hendes tro til vores evner i kamp; sex, stammestemning og dybt berusende. I næste øjeblik ser vi vores L.A. backpacker Jason, som nu er blevet transformeret midtvejs gennem spillet, til en Rakyat: en tatoveret junglekriger, og et medlem af den stamme på øen, som forsøger at bekæmpe Vaas. Med buen og kniven i hånden slagter han sig vej gennem psykopatens personlige milits, hvilket alt sammen sker gennem en sammenhængende serie af nærkampsangreb.

En heftig ildkamp. En foruroligende fælde med ekkoer af Jokerns drillesyge i Arkham Asylum. Det hele konkluderes med en nærmest psykedelisk scene hvor man tager pistolen frem for at skyde hvad der ser ud til at være Vaas, for kun sekunder senere at transformere sig til Jason, mens du trykker på aftrækkeren.

Sådanne tricks er før blevet brugt i spilverdenen.

Men med den uhyggelige musik, en bas der er så tung at den på det nærmeste skærer sig igennem lytterens hoved, rige farveskemaer der på det nærmeste har en neon-glød over sig, og vigtigst af alt, fantastisk skuespil og stemmearbejde, er indtrykket slående. Det fastslår alt sammen er Jasons rejse - din rejse - er langt mere foruroligende end blot at trykke på aftrækkeren.

Det er alt sammen meget vigtig for udvikleren. Joyohalem fortalte om at vi som spillere måske ikke er blevet helt desensibiliseret i forhold til vold, men at vi som helhed har accepteret den som en del af normen i spil. Han fortalte ligeledes hvordan det er blevet normalt med gameplay-loops hvor man ikke bekymrer sig om beslutningerne, eller om at forstå konsekvenserne, og om hvor forfærdeligt noget skal være for at få os til at vågne op. Cronenbergs "History of Violence" bruges som reference, og sandsynligvis også inspiration. Stamme-aspektet, som her vises gennem Jason der opildner Rakyatternes blodtørst, er et godt eksempel.

Og alligevel er det delvist forkert. Eller det er i hvert fald vores opfattelse af scenen. Jeffery antyder at vores forudfattede meninger bærer skylden. Alt er ikke som det ser ud: selv skærmen der vises mens spillet indlæses, får sine normale tips blandet med blink af ord som "slikke", "tatovering" og "kæreste".

Vi finder ud af at den tatoverede kvinde fra starten er Vaas søster, Citra. Søskende-rivalisering der er blevet til stammekrig? Alt for simpelt. Illusionen af Vaas i slutningen af demoen snakker åbent om hvad hun gør ved dig, og beder dig om at "stå ansigt til ansigt med din sindssyge". Dualiteten som her bliver vist, får os til at tænke på Batman/Joker-forholdet i Nolans The Dark Knight. Vaas som vi har svært ved at fatte, og vi er på samme tid bange for hvad det vil sige om os selv, hvis vi ender med at forstå ham.

Joyohalem fortæller om slutningen, at de beslutninger som løbende er blevet taget vil resultere i konsekvenser. Den slags har vi hørt før, og alligevel er det svært at modstå hans entusiasme som sælger konceptet. Dette sammen med den kratfulde historie i demoen, gør at vi virkelig er overbeviste om at dette kan komme til at virke.

Ja, det er stadig Far Cry. En sandkasse-verden, skudvekslinger mellem faldefærdige skjulesteder, regnskov og død ved kniv, bue, projektil og klo.

Sidstnævnte skyldes et drab af en indespærret tiger i militsens base. I udviklerens gennemspilning ser man således hvordan de skyde lågen åben på buret, og hvordan et slør af gule og sorte striber efterfølgende flænser sig igennem fjenderne. Da det var min tur, faldt tigerens opmærsomhed på mig i stedet. Dyrelivet en et tilfældigt element i spillet, et potentiel "Game Over" når man udforsker uden for det de vante grænser på øen. Smid en sten over i busken for at sende en dræber i flæsket på en fjendtlig patrulje. Smid lidt blod på fjenderne og en kødæder vil måske fange deres færd.

Det er dog stadig den foruroligende fornemmelse der bliver ved med at fange vores opmærksomhed. Blå skyer og smukke, grønne omgivelser har været Far Cry's varemærke indtil videre, men alligevel ville vi have svært ved at fortælle jer hvad historierne handlede om i de to første spil. Nu falder vistaen i baggrunden i forhold til historien: selv lærte evner vises som tatoverede evner på din arm. Vaas forbliver fængende, og forbindelsen mellem ham og dig, indeholder nok spænding til at vi gladelig følger med indtil afsløringen af hvordan det hele hænger sammen. Udvikleren siger ingenting, men hvis deres markedsføring fortsætter som den har gjort indtil nu, har de mindst et trick mere i ærmet.