Inversion vil det hele. Det er i hvert fald indtrykket jeg sidder med efter de første par timers spil med den anmelder-kode som snurrer i konsollen. Her er enorme eksplosioner, science-fiction historie, masser af våben, specielle tyngdekrafts-gadgets og en smag af Gears of War der er så kraftig, at man ved udvikleren har kommet mere end en Locust-boullionterning i suppen.

Som den aldeles intetsigende politibetjent Davis Russel ligner det hele ellers endnu en dag på jobbet. Sammen med partneren Leo Delgado kører han de samme gader igennem som han har gjort så mange gange før, og det er først efter jordskælvs-lignende tilstande og et møde med den paniske befolkning, at duoen begynder at ane at noget er galt.

Inden længe finder man sig rodet ind i en historie der prøver at blande lige dele mysterium, invasions-rædsel og menneskesavn. Det er rodet, fyldt med dialog der ofte er pinlig dårlig skrevet og dårligt skuespil - alligevel er det lige præcist godt nok til at jeg får lyst til at spille videre. For alle os der engang i mellem godt kan nøjes med en medium god science-fiction fortælling, indeholder Inversion nemlig alle komponenterne, og så er det i spil-regi overraskende at opleve at det hele faktisk er pacet fornuftigt.

Resten af pakken virker dog lige omtrent så ordinær som du forestiller dig når jeg siger "tredjepersons-skydespil". Her er naturligvis dække at søge, samt et arsenal der dækker over ynglinge som maskingeværet (med monteret sværd/bayonet), snigskytteriflen og granaterne. Eventyrets mest unikke aspekt tilføjes dog i form af lysende blå sele som både Davis og Leo bliver udstyret med inden for de første ti minutters spil.

Selen har fået navnet Gravlink og fungerer faktisk som mere end en modebevist tilføjelse til vores helte-duo. Med den er det nemlig muligt er lave små bobler hvor enhver form for tyngdekraft bliver opløst, hvilket naturligvis giver et par sjove taktiske muligheder. Eksempelvis kan man kaste en tyngdekrafts-bobel efter en fjender der sidder i skjul, hvilket resulterer i et styks fritflyvende fjende. Andetsteds kan man også opløse tyngdekraften rundt om flere af de elementer der står rundt omkring, og efterfølgende bruge dem som kasteskyts - tyngdekrafts-geværet fra Half-Life 2 siger hej.

Manipulation af tyngdekraften virker i det hele taget til at være spillets store omdrejningspunkt indtil videre, og flere gange har jeg således oplevet hvordan banen pludseligt foregår horisontalt eller endda på hovedet. Desværre har der ikke været nogle situationer endnu hvor det har tilføjet noget unikt til oplevelsen, men den slags kommer forhåbentlig senere.

Sjovest har det indtil videre været at kæmpe de steder, hvor manipulationen af tyngdekraften helt har opløst den. Her svæver man fra dække til dække, og selvom det er en smule forvirrende, er det på samme tid også forfriskende og et af de få steder hvor det ikke virker som om spillet har planket teknikken fra et andet spil.

Der skal en del timer mere med Inversion til før jeg er klar med en dom, men på trods af størstedelen af spillet indtil videre er set mange mange før, er jeg alligevel en lille smule interesseret i at se hvad der sker i den næste bane og banen efter den.

En genre-revolution er det indtil videre ikke, men blot i stedet lidt tanketomt skyderi, pakket ind i acceptabel science-fiction.