Efter Naughty Dogs præsentation af spillet under Sonys E3-pressekonference sagde en udvikler - hvis navn vi ikke nævner - "jeg troede det her skulle være en original titel, men det er bare endnu et Uncharted-spil". Fair nok, præsentationen var action-pakket og bød på mange af kvaliteterne fra Naughty Dogs hitserie. Men der er mere til The Last of Us, og det var ét af kun få spil, der virkelig imponerede os under dette års show.

Da vi først fik nys om The Last Of Us under sidste års Video Game Awards på Spike TV, lod det til at Naughty Dog havde taget den ret forudsigelige zombie-rute. Men The Last of Us er ikke et spil, der let kan plottes ind i en kategori, og de inficerede lader til kun at spille en mindre rolle i det, der virker til at være en rejse i personlig udvikling for hovedpersonerne Joel og Ellie.

Hvis Uncharted var Naughty Dogs bud på eventyrfilmen, har The Last of Us en langt mere ambitiøs filmgenre som inspiration. Spillet er dybt afhængig af langsommere passager i historien, når Joel udfylder hullerne i Ellies viden om den gamle verden. Den verden, der kom før det katastrofale virusudbrud, den verden nogle folk håber at genopbygge, mens andre har opgivet håbet om et samfund og lever livet dag for dag og kæmper om resterne.

Disse samlere eller jagere var fokus i den nylige Ambush-trailer såvel som E3-præsentationen. Joel og Ellie har fundet vej til Hunter City, hvor bander af samvittighedsfri mennesker lokker folk i fælder for at dræbe dem, tage deres ting og overleve endnu en dag.

Præsentationen til pressekonferencen var kort og voldelig. Action-pakket, om man vil. Den viste en måde at spille gennem banen på, men bag lukkede døre på messen viste Bruce Strahley noget helt andet. En langsommere og mere snigende gennemspilning, hvor vi så de nye scener, og hvor vi fik en sans for dualiteten i den spænding, historien bygger.

The Last of Us ser ud til kunne blive det bedste nye bud på survival horror-genren vi har set siden Resident Evil 4, mest fordi det kun gør brug af survival horror i små doser. Men der er noget overlagt og lettere kvalmende over mængden af vold, der bliver vist. Den er rå, og modsat de fleste spil er volden svær at ryste af sig.

Volden her bliver præsenteret som brutal og et nødvendigt onde. Spændingen dette skaber, og spillerens mulighed for enten at bruge stealth til at undgå konfrontation og ikke forbruge værdifulde resourcer, kontra muligheden for an frontalangribe modstanderne og potentielt vinde flere forsyninger, ser faktisk tilpas balanceret ud til at blive interessant.

I de fleste spil, hvor man kan benytte begge dele, er en taktisk fordel opnået gennem en blanding af stealth og drab den bedste medicin, men målet om at bevare noget af sin menneskelighed vil her gøre disse beslutninger noget sværere.

Som jægeren, der skrækslagent skriger "nej!" da Joel peger haglgeværet mod ham og trykker af. Eller et særdeles ækelt beatdown med et metalrør. Slagsmål ender med en kamp, der varer længere end det er behageligt, som om spillet vil have at vi svælger i det øjeblik, hvor livet slukkes. Hvad er den sande pris for overlevelse i The Last of Us? Vores menneskelighed?

Men al denne vold og hensynsløshed opvejes af Ellie. Hun er vokset op i karantænezonen, og har derfor aldrig set verdenen før udbruddet. I hendes verden bliver enhver forbrydelse straffet med døden, men der er stadig en nysgerrighed og uskyldighed over hende, der lader til at hjælpe Joel med at holde fast i de sidste rester af hans gamle jeg, af hans sjæl.

Men historien er Joel og Ellies rejse, men det er også historien om verdenen de rejser gennem. Et sted tidligt i demoen peger Ellie på en filmplakat, Dawn of the Wolf, og spørger med sin nyverden-uskyldighed hvordan ham ulvemanden sårede den unge kvinde, og Joel forklarer at det bare er en dum teenage-film. Der er andre tilfælde, som når de finder et par, der har brænd sig selv i et badekar frem for at blive omdannet til inficerede, da udbruddet kom, og det hjælper med at tegne et billede af hvad der skete, da menneskeheden blev ramt af den kataklysmiske sygdom.

Jægerne er ikke de eneste overlevende, Joel og Ellie møder på deres færd. Der vil også være folk, der klamrer sig til de gamle værdier og forsøger at genopbygge samfundet. Jægerne beskrives som ret simple individer med kun ét mål i tankerne: overlevelse for hver en pris. Selvom de præsenteres som en fjende, der skal frygtes, lader der ikke til at være en jægerkonge eller noget i den dur, som Joel og Ellie kan tage kampen op mod og dræbe.

Spillet føles bare ikke som et traditionelt spil, og jeg kun blive ved med at fortælle om stemningen, fortællingen og de vidunderlige animationer, selv uden at nævne gameplay-mekanikker. Men der er et spil her, og det er ganske avanceret.

Vi så simple miljø-puzzles hvor Joel og Ellie arbejder sammen, eksempler på crafting-systemet hvor Joel laver en molotovcocktail (med ingredienser, der bliver brugt som et health kit i stealth-gennemspilningen), og de forskellige måder som fjenderne kan elimineres på ved brug af våben, omgivelser og dødbringende kvælertag.

Det er et ambitiøst projekt at bygge et spil, der er fuldstændig afhængigt af at partner-AI'en (Ellie) fungerer perfekt til hver en tid, men i denne indrømmet korte demo så det ud til at fungere fejlfrit. Ellie er forholdsvis dynamisk, og træffer sine egne beslutninger om hvordan hun bedst hjælper dig. Kan du huske det øjeblik i demoen, hvor hun hopper op på ryggen af en jæger, der brydes med Joel, og dolker ham? Havde hun været længere væk, ville Joel stadig have klaret sig, men han ville have taget mere skade.

Måden Joel og Ellie kravlede fra dække til dække i løbet af den anden stealthede gennespilning af banen, mens fortællingen flød, var lidt af en åbenbaring, burde sætte en stopper for bekymringer om at dette spil blot er "Uncharted med et nyt lag maling". Naughty Dog kunne være på sporet af noget helt særligt her, og hvis de lader fortællingen stikke dybere end Joel, der fortæller Ellie om den gamle verden, kunne dette blive et af de sjældne spil, der faktisk lærer os noget om os selv.

Da der ikke er annonceret nogen dato for The Last of Us, bliver det næppe klar før næste år, men når det rammer PlayStation 3 kan det meget vel blive endnu en essentiel oplevelse i konsollens stadigt voksende katalog af eksklusive titler.