Lynkig: Might & Magic Heroes Online
Vi fik chancen for at se nærmere på Ubisofts kommende Might & Magic Heroes-titel på Gamescom.
Hvad er Might & Magic Heroes Online?
Might & Magic Heroes Online er resultatet af Bluebytes arbejde på at lave et nyt spil i den berømte Heroes of Might & Magic-serie. Der er naturligvis fokus på strategi og rollespilselementer også i denne udgave.
Er det endnu et spin-off eller har det noget at gøre med den klassiske serie?
Doro Apreotesei, Creative Supervisor på Might & Magic Heroes Online forsikrer om at dette er en ægte Might & Magic-oplevelse. Det er et komplet eventyr som foregår i Ashan-verdenen mellem det femte og sjette kapitel i serien.
Hvordan er mekanikkerne?
Da spillet skal kunne spilles i din browser er der nogle ændringer i den velkendte formular, dog ikke så mange som man umiddelbart kunne frygte. Might & Magic Heroes Online er for det første med real-time-movement, det foregår ved velkendte click-to-move-mekanikker. Kampene er til gengæld af den gamle skole. Det vil sige turbaserede slag, hvor vores helte står på sidelinjen og giver deres tropper ordrer, med de sædvanlige begrænsinger på hvor langt disse kan gå og hvilken retning de vender ved turens afslutning. Landskaberne spiller en større rolle end sædvanligt og virker efter vores korte demonstration også til at være mere varierede end tidligere dele af serien. Vi fik blandt andet et indblik i frodige skove, støvede ørkener og snefyldte landskaber.
Hvad dækker Online-tilføjelsen over?
Ubisofts kommende titel er en del af deres nye Free-to-play-satsning, som Silent Hunter Online, Anno Online, Ghost Recon: Online og Might & Magic Heroes Online er en del af. Når dine helte kommer dybere ind i spillet, vil de ikke alene møde NPC-figurer men også andre spillere. Her vil det kunne betale sig at slå pjalterne sammen, for at kunne overvinde nogle af de største fjender med et minimum af tab. Der er endnu ingen tal på hvor mange spillere der kan være i samme verden, og der er desværre endnu ingen planer om at give spillerne mulighed for at lave og dele baner, selvom udvikleren ikke er afvisende omkring tanken.
Er det gratis at spille?
Da Might & Magic Heroes Online er en del af Ubisofts F2P-satsning er det gratis at spille i din browser. Vi har endnu ingen detaljer om hvad gratis-delen dækker over.
Hvad er jeres forventninger?
Med den smule vi endnu har set af Might & Magic Heroes Online tillader vi os at forholde os skeptiske. Til gengæld finder vi tanken om co-op med andre spillere besnærende, ligesom spillet virker til at være tro mod Might & Magic-ånden. Om det er nok vil tiden vise.
Husk du kan altid sende et spørgsmål vedrørende en ny titel til vores Brevkasse. Marker emnefeltet med "Lynkig + titel". Så er der en chance for, at vi besvarer det i en kommende Lynkigs-artikel
Skrevet af: Wupti2012-08-16 08:30@jskjoett
Giver dig helt ret. Havde været mere interesseret i et rigtigt Might and Magic spil som 6'eren og 7'eren.. Det her er jo Heroes.. Og et F2P spil. Hopper let og elegant over
- Skrevet af: jskjoett2012-08-16 07:19Hvor er det trist og skuffende at se de store RPG serier i tiden bliver lavet om til online versioner (Det her, Elder scrolls, Neverwinter etc.).
De er indbegrebet af singleplayer som nok mange af os har nydt godt af, og online versioner kan sjældent leve op til forventningerne, men lad os nu se hvor det bærer hen..















































