Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
preview

What Remains of Edith Finch

Udvikleren af The Unfinished Swan, Giant Sparrow, er tilbage med deres næste spil. Ambitionerne er højere men DNA'et er stadig det samme.

Dette er en annonce:

Hvis jeg skulle bruge ét ord til at beskrive The Unfinished Swan, ville det være "opdagelse". Rendyrket opdagelse. Fanget i en helt hvid verden, må du male dig til dine opgivelser og dermed afsløre, hvilke hemmeligheder der gemmer sig. What remains of Edith Finch er anderledes og mere modent end studiets første spil, men følelsen af opdagelse ligger stadig dybt i dens DNA. Jeg fik lov til at opleve de første 20 minutter af spillet, og efterlod demoen med flere spørgsmål end svar. Og det er præcis, hvad jeg havde håbet på.

What Remains of Edith Finch
What Remains of Edith FinchWhat Remains of Edith FinchWhat Remains of Edith Finch

Jeg står midt skoven, og bevæger mig langsomt mod mit barndomshjem. Når hjemmet endelig kommer til syne mellem træerne, slår det mig, hvor mærkværdigt et hus det er. Nærmest som det indre billede man skabte, første gang man læste om Harry Potters besøg af Ron's hjem, Vindelhuset, for mange år siden. Det ene rum er bygget ovenpå det andet, hvilket har skabt et højt hus, der ikke virker til at være intentionen, da fundamentet blev lavet. Man frygter næsten, at det hele vil falde sammen om hovedet på en, mens man vandrer rundt derinde. Undervejs snakker Edith Finch til sig selv, med sætninger som: "I feel like a child getting home from school again" hvilket giver hentydninger til, hvad hendes forhold til huset er, men heller ikke mere end det. Ønsker man at få historien leveret på et sølvfad, vil man blive skuffet. Spil som Gone Home har allerede vist, hvordan man fortæller historier igennem miljøet, og Giant Sparrow tager tydelig inspiration, og prøver at fortælle spilleren meget uden at sige en lyd. At gå igennem huset fortæller om et liv levet. Generationer af Finch-familien der alle har sat deres præg på huset. Litteraturen på hylderne der fortæller om, hvilke interesser de afdøde beboere havde. Billederne på kommoden, hvor mange af dem er i sort/hvid, der fortæller om en familie, hvis grene rækker mange år tilbage. Det generelle rod i huset, der fortæller om, hvordan hjemmet er blevet efterladt, uden en sjæl til at tage sig af det. Som spiller suger man det hele til sig, og får lyst til at gå på opdagelse i huset og synke ned i den tragiske Finch-historie.

Jeg vælger at bevæge mig op af trappen, og ser en dør på klem. Jeg går ind, og befinder mig i et rum, hvis vægge er malet blå med fisk og hajer, som befandt man sig på havets bundt. Det er tydeligvis et barneværelse, hvilket giver et lille stik i brystet da Edith visker: "Molly was the first one to die". Sengen er lille, tegningerne på gulvet primitive og bøgerne på hylderne er eventyr, vi alle kender. Jeg ser en dagbog ved vinduet og samler den op, i håb om den kan skinne et lys på, hvad der er sket lille Molly Finch. Jeg læser første sætning: "today mum sendt me to my room without dinner" og straks dykker kameraet ned i bogen, og jeg befinder mig i sengen, nu fra Mollys synspunkt. Jeg er sulten, så jeg går ud på badeværelset og kan lige akkurat nå tandpastaen, som jeg vælger at tømme i munden. Min sult er lang fra stillet, så jeg går tilbage på mit værelse, og hører et pip fra vinduet. En lille fugl sidder i vindueskarmen og ser dejligt indbydende ud. Jeg lister over, åbner vinduet på klem og tager et umenneskeligt hob ud efter fuglen, der lige når at hoppe væk, inden jeg sætter tænderne i den. Jeg er nu en kat, der smidigt kan bevæge sig fra gren til gren, på jagt efter fuglen der konstant hopper højere op. Jeg får endelig fat i den og indtager den med stor tilfredshed, men min sult nager mig stadig. Jeg beslutter mig for at tage til luften, søge over trætoppene på jagt efter kaninerne der hopper i græsset. Jeg er nu en ugle.

What Remains of Edith Finch
What Remains of Edith FinchWhat Remains of Edith FinchWhat Remains of Edith Finch

Efter nogle kaniner dykker jeg i havet, og bliver en haj, der jagter de små fisk længere nede i fødekæden. Efter byttet er indtaget, springer jeg om bord på en båd, nu som et monster der langsomt dræber, og spiser mandskabet én efter én. Til slut drager jeg som monsteret tilbage mod huset, op gennem kloakken og ind under lille Mollys seng, der godt ved, hvad der kommer til at ske nu. Jeg vender tilbage til Ediths krop, lukker dagbogen, åbner vinduet inden skærmen bliver hvid og demoen slutter.

Hvad jeg lige har oplevet er en surrealistisk oplevelse, der er blevet siddende hos mig i timerne efterfølgende. Finch-familien har den makabre tradition med at lukke et rum af, når personen der levede der, stiller træskoene. Så når du vender tilbage til familiens originale hjem, vil det være fyldt med aflukkede rum, der alle fortæller historien om familiemedlemmet, der levede og døde der. Min mistanke fortæller mig, at mit indblik i Molly's liv - og død - var et barnligt blik på nogle uhyrligheder, der er foregået, som hun forklæder som katte, ugler, hajer og monstre. Det er måske foregået noget ondt i det hjem, som hendes lille sind ikke har været i stand til at kapere. Kun ved brug af store menneskeædende monstre, kan hun beskrive, hvad der skete hende. Denne fortolkning kan være helt forkert, men jeg kan ikke vente til at få det fulde spil i hænderne, så jeg kan gå på opdagelse i de andre historier, og finde ud af hvad der virkelig er sket. Alle historierne skulle skille sig ud fra den forrige, hvor én er afgrænset til et badekar, mens en anden er fra da personen var ude og flyve med drage. Én ting har alle historierne dog til fælles. De slutter altid af med personens død.

Virker Edith Finch så som endnu en sikker vinder for Giant Sparrow? Næsten, men der var nogle kontrolproblemer, der holdte oplevelse tilbage. Som ugle over træerne, følte man sig aldrig fri til at flyve, hvor man ville, men snarere låst til at flyve i en relativt lige linje. Det bryder med indlevelsen, at man føler sig begrænset, når man flyver rundt over skoven. Som haj under vandet havde jeg svært ved at få fat i mit bytte, og flere gange slap det fra mig, hvilket tvang mig til at lede efter det. Det er svært at føle sig som en dræber under vandet, når mekanikkerne gør det vanskeligt for mig at jage. Og som monster fik jeg tre gange bevæget mig op i en krog og havde store problemer med at vende rundt. Mine lange tentakler nægtede at bevæge sig baglens, så jeg stod uden anden mulighed end at tvinge mig rundt i kluntede bevægelser. Det er alt sammen ting, de kan nå at glatte ud inden spillet udgives, og det er vigtigt de gør det, for den mindste frustrerende modstand kan være dræbende for et indledende spil som What remains of Edith Finch.

What Remains of Edith Finch
What Remains of Edith FinchWhat Remains of Edith FinchWhat Remains of Edith Finch

Jeg gik ind til Edith Finch med store forhåbninger, og de er alle blevet indfriet. Udgivelsen kan ikke komme hurtigt nok, så jeg endnu engang kan gå på opdagelse i det mystiske hus og dens sære familie. Armbevægelserne er blevet større for studiet, men det klæder dem at tage nogle chancer. Det betyder dog også, at de skal arbejde hårdt for at få glattet de sidste mekaniske problemer ud inden udgivelsen. Giant Sparrow er et af de mest interessante indie-udviklere at holde øje med og Edith Finch understreger blot den påstand.

What Remains of Edith Finch
Dette er en annonce: