Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
previews
The Last Guardian

The Last Guardian

Magnus har spillet den færdige udgave af The Last Guardian - et spil der har været 10 år undervejs.


Når noget har været under udvikling i lang tid, så er der en række fejlscenarier man skal holde udkig efter. Den først er, og det er selvfølgelig ganske naturligt, at et givent produkt kan føles overproduceret, at det kan et sted i processen have mistet den kreative gnist, som hviler i hjertet af ethvert kunstnerisk udtryk, og det inkluderer også spil. Det andet scenarie er lidt mere obskurt, og det er noget der løbende er sket for The Last Guardian - historien om selve udviklingen er gået og er blevet mere interessant end spillet selv.

Netop på grund af disse fejlscenarier står The Last Guardian for foden af en massiv udfordring. Hvordan kan spillet transcenderer fortællingen om den problemfyldte udvikling, og levere en oplevelse der lever op til fans' gigantiske forventninger?

Dette er en annonce:

Jeg fik for nylig muligheden for at spille et par timer af spillet helt fra starten af, og oplevelsen efterlod et besværligt indtryk, et indtryk der stadig rumsterer rundt dybt nede i min bevidstheds pulterkammer. Det var en utrolig dyb interessant oplevelse at spillet, som har været så lang tid undervejs, noget der har været genstand for kritik og kærlighed selvom det på sin ikke eksisterer før nu, noget som har haft universets samlede vægt hvilende på sine skuldre.

The Last Guardian
The Last GuardianThe Last GuardianThe Last Guardian

Da jeg forlod begivenheden var jeg ganske forvirret, og det var svært at samle tankerne om spillet. På én måde tror jeg stærkt på, at spillet faktisk vil levere den oplevelse som fans verden over har gået og ventet på, og på den anden side tror jeg samtidig at spillet vil ankomme på en syndflod af skuffelse.

Lad os få det negative af vejen først, så vi kan bruge denne triste energi til at bane vejen for spillets bedre kvaliteter - vi skal nemlig starte med teknikaliteterne. Spillet har jo som bekendt skiftet platform, for det blev originalt planlagt til PlayStation 3 og er nu på PlayStation 4, men stadig, 10 års udvikling burde have sikret, at spillet både mekanisk og i forhold til hvor poleret teknikken er, fungerer uden problemer. Ja, du kan godt forberede dig på at blive skuffet. Allerførst er der selve styringen. Hvoraf Team ICO ikke er synderligt kendt for at designe stram styring og manøvrerbare karakterer i det hele taget, så ændrer The Last Guardian i hvert fald ikke på den del af udviklerens arv. Hovedkarakteren har flere evner, såsom at bære objekter, kaste dem, hoppe og klatre, og at benytte disse evner giver i det mindste spilleren en form for mobilitet, men at sammenkæde dem til dynamisk bevægelse og interaktion er langt fra ideel. Det føles, rent mekanisk, faktisk meget som Shadow of the Colossus, hvor du aldrig helt havde en ide om hvordan din karakter fysisk ville reagere i en given situation. Du kan aldrig helt forudse hvor langt du vil hoppe, i hvilken retning du kaster et givent objekt, eller hvorhenne du kan gribe fat i miljøerne.

The Last GuardianThe Last GuardianThe Last Guardian

Det er forvirrende for at sige det mildt, og læg dette sammen med et ret så trodsigt kamera, og så har du et spil der håndtere sig selv som om vi stadig befinder os i PlayStation 2-æraen, og det er ikke på en god, nostalgisk måde.

Dog gør spillet også noget ganske andet, noget der er sværere at beskrive, svært at forstå endda når du som jeg har de kyniske anmelderbriller på - der er noget magi til stede her, den samme magi som befinder sig omkring alt hvad Team ICO laver - det er en følelse, en atmosfære.

Det filmiske udtryk, og alle de forskellige indtryk som ligger implicit i dette, er ret så unikt i The Last Guardian, og det bliver meget hurtigt tydeligt når din karakter vågner i den lyse grotte, hvor sommerfugle sværmer rundt om det gigantisk dyr foran dig, at til trods for at det har taget 10 år at udvikle, så har intet andet studie formået at efterligne den måde udvikleren kan præsentere en verden for spilleren. Selv de meste detaljer føles raffinerede og meningsfulde, og noget så trivielt som at fjerne spyd fra dyret, Tricos, ryg bliver et ganske ikonisk øjeblik, til trods for at interaktionen i sig selv er simpel.

Der er en tilstedeværelse i The Last Guardian, en konstant følelse af kærlighed som udvikleren har lagt i projektet, og det er det der gør spillet behageligt at spille, og vigtigst af alt, det er det der gør det lettere at tilgive de forskellige tekniske irritationsmomenter - spillet transcenderer dem, drukner dem i personlighed.

The Last Guardian
The Last GuardianThe Last GuardianThe Last Guardian

Det er en kombination af forholdet imellem drengen og Trico, den fantastiske musik og de mystiske miljøer som du udforsker. På en måde, ligesom det er sket med moderne indie-klassikere, bliver dårlige mekanikker og skidt teknik på en måde bare baggrundsstøj, imens du simpelthen bare nyder at eksistere i denne verden, og tager aktiv del i forholdet imellem dig og det gigantiske væsen foran dig.

Jeg spenderede tre timer med The Last Guardian, og jeg forlod spillet med en bekymret mine. Jeg er bekymret fordi selvom spillet tydeligvis fremviser den magi som har givet studiet et positivt ry i spilbranchen, så kan det meget vel være at spillere verden over ikke kan tilgive de tekniske fejl efter ti års udvikling. Historien om den besværligt lange udviklingsperiode er konstant til stede, som en mørk kappe der hænger ned over oplevelsen, og det har, desværre, en effekt på den måde du oplever spillet på.

Jeg håber at spillere verden over vil kunne tilgive The Last Guardian for sine tekniske fejl når det udkommer d. 6 december. Belønningen er nemlig ganske særligt.

Dette er en annonce: