Lost Planet

Kilometer efter kilometer af isende kolde snelandskaber, en piskende vind og ikke et øje i nærheden, kan drive selv den bedste mand til vanvid. Bare se hvad der skete i John Carpenters mesterlige The Thing. Nok var et formskiftende væsen fra det ydre rum en stor mundfuld, men det var også visheden om, at ingen udenfor den lille forskerstation nogensinde ville vide, hvad der forgik deroppe. Det var visheden om at de ikke kunne flygte derfra, men at de heller ikke kunne blive, uden at blive forvandlet til en uformelig kødklump.

Tag selv samme snelandskab, en god portion fremmede væsner med et hidsigt temperament og Wayne, en ung mand med en fæl omgang hukommelsestab. Smid en bunke snepirater op i gryden, krydr af med enormt store og larmende våben og send det så ud på Xbox 360, komplet med imponerende effekter og en dødlækker grafik, så skulle du gerne få noget i retning af Lost Planet: Extreme Condition. Det er endnu et af Keiji Inafunes stort anlagte actionspil, og som det var tilfældet med Onimusha-serien, så har den japanske producer igen forelsket sig i et filmidol, nemlig den koreanskfødte Lee Byung-Hun, der er fuldstændig ukendt på disse breddegrader, men noget nær guds gave til de hvinende japanske og koreanske teenagepiger.

Hvor Lost Planet foregår, er til gengæld et enigma. De sneklædte, stejle bjergsider og åbne vidder skriger på et Antarktis-scenarium, men følelsen af at dette lige så godt kunne være New York eller Paris efter en atomkrig eller en invasion, er lige så presserende. At Inafune også i en trailer for spillet, viser noget der minder om triumfbuen i Paris, cementerer blot denne følelse. Keiji vil naturligvis ikke hverken be- eller afkræfte dette, da historien tilsyneladende er et vigtigt omdrejningspunkt - sådan lidt a la da Charlton Heston i Abernes Planet, kommer ridende på stranden og opdager Frihedsgudinden, liggende halvt begravet i vandet - men noget kunne tyde på, at der er visse overraskelser i vente.

Hvad Keiji dog ikke har nogle problemer ved at afsløre, er det intense og konstant høje actionniveau, der præger Lost Planet. I den tidlige kode, jeg har set nærmere på, laver Wayne stort set ikke andet end at holde aftrækkeren inde. De såkaldte Akrids, spillets krybende fjender, der kommer i et utal af størrelser og angrebsmønstre, pløjes på smukkeste vis ned, mens Wayne vader gennem knædyb puddersne, kun iført en gammeldags bomberjakke, en beklædning han reelt kan have lånt fra Resident Evil-seriens Leon S. Kennedy. Styringen er uhyre enkel, fjenderne uden den store intelligens eller taktiske snilde, mens infernoet af røg, ild og eksplosioner er imponerende. Dette er et spil, der river baglommerne af dine denimbukser med sin grafiske elegance, ikke med et særligt berigende eller dybt gameplay.

Helt uden taktik er Lost Planet dog ikke. Den bidende kulde er for meget for Wayne i længere tid, og som du traver gennem sneen daler dit T-Eng-meter drastisk. Eneste redning fra livet som ispind, er de livgivende, ravlignende klumper som Akrid-racen efterlader, når de dør. Disse giver dig varmen tilbage i kroppen og muligheden for at fortsætte. Samler du dem ikke op, æder kulden grådigt af dit livmeter indtil du stiller de forede støvler. Sammen med muligheden for kun at bære to våben og de enorme mechs (her kaldet Vital Suit), så er der visse muligheder for at skræddersy din egen spillestil. Store Gatlin-geværer kan findes liggende i sneen og monteret på en Vital Suit, har du pludselig en omvandrende tank, der kan tage sig af spillets store fjender. Udskift Gatlin-geværet med en bazooka og du er nærmest usårlig, i hvert fald så længe der er raketter i den.

I demoen der er udsendt over Xbox Live Marketplace, er der kun gående Vital Suit, men i den færdige udgave, som stadig er en del måneder fra at være færdig, vil der også være udgaver, der kan svæve i et vist antal sekunder. Desuden har Lost Planet en ret omfattende multiplayerdel. I øjeblikket er der kun plads til 16 spillere, delt op i forskellige snepirat-faktioner, men Inafune håber på at kunne presse 32 spillere ind på samme bane. Her vil der være mulighed for Deathmacth-kampe, kampe om territorium og en masse andet. Desuden vil der i multiplayerdelen være mulighed for at tildække både våben og Vital Suits med sne, for så at hente dem senere, når der er brug for dem. Ingen af disse ting har jeg kunnet afprøve, men udsigten til et spil, der både har en central historie men som samtidig fungerer i multiplayer-form, er uden tvivl interessant.

Der er også en del spekulationer og rygter i omløb, når det kommer til Lost Planet. Med et spil udviklet af Production Studio 4 (holdet bag Resident Evil 4), er det nærmest utænkeligt, at der ikke skulle komme en form for Quick Time-events i spillet. Væsentlige bosser, centrale øjeblikke i historien eller blot spilmæssige overraskelser, bør introducere disse ting endnu engang. Det samme gælder opgraderingen af våben og udstyr. Efter en serie som Onimusha, der gav dig mulighed for at opgradere våben med bedre magi eller helt nye angreb, har ikke levet forgæves, og det lader til at netop denne ting skal sikre, at Lost Planet ikke går hen og bliver en monoton rejse gennem tusindvis af ens landskaber, befolket af hundredvis af væsner, der så bare skal skydes ned.

Om Lost Planet: Extreme Condition bliver en afrundet cocktail af action, strategi og historie, er nok for tidligt at sige, men Keiji Inafune har bevist sine kvaliteter mere end én gang før, så det er yderst usandsynligt, at spillet ender som en decideret maveplasker.