Banjo-Kazooie: Nuts & Bolts

Efter en god frokost til at fordøje dagens første spiloplevelse med, var turen kommet til det længe ventede Banjo-Kazooie 3, som fans har skreget på i evigheder. Den gakkede duo med bjørnen og fuglen har muligvis ikke været Rares mest succesfulde serie, men ikke desto mindre har den været vidt efterspurgt. Efter igen at have placeret numsen i sædet på de lavtsiddende stole, tager en tydeligt nervøs Salvatore Fileccia roret, da han som spillets hovedprogrammør, ikke er vant til at præsentere for en stor forsamling fremmødte journalister.

Maskinen tændes op og med det samme bliver det krystalklart, at dette så sandelig er Banjo-Kazooie genfødt. Grafikken er lys og farverig, og Banjo ser stadig lige så nuttet og klumpe-dumpe-agtig ud, som på Nintendo 64. Grafikken er stadig kantet, men ikke på den teknisk ringe og pinlige facon, men i stedet lavet i klassisk stil med samme ikoniske grafik. Midt i en kæmpestor verden, står Banjo og tramper lidt utålmodigt i jorden, som efterlader midlertidige fodspor, og omkring ham står den ene tårnhøje tegneseriebygning efter den anden.

Dette er Showndown Town, der fungerer som spillets samlingspunkt og hvorfra de seks forskellige spilverdener tilgås. Fileccia indleder præsentationen med at vise to af Banjos nye angreb og hvordan man kan indsamle musiknoder til at købe opgraderinger. Umiddelbart ligner det den samme omgang platform og puzzle, som vi også gik i kødet på i forrige årti, men præcis som denne tanke strejfer mig, begynder Salvatore Fileccia pludselig at åbne op for godteposen. Banjo-Kazooie 3 drejer sig nemlig i stor grad om en ny og fuldstændig integreret fysikmotor, der gør sig gældende på samtlige af verdens objekter. Vi ser først, hvordan fuglen Kazooie kan stikke ud af rygsækken og på magisk vis få objekter til at svæve omkring i bedste jedi-stil. Men det er først, da Fileccia hopper ind i den første af de seks spilverdener, Nutty Acres, at spillet for alvor åbner sig op.

Den palmeagtige ø er designet efter et gennemgående ønske om, at få verdenen til at se kunstig ud, så man kan se, hvordan græsset er syet sammen med store sting og en kæmpemæssig glaskuppel holder hele øen indespærret. Ved tryk på en knap hopper Fileccia dog pludseligt til et værksted af en slags, hvor han hiver et pudsigt udseende fartøj ind - og begynder at lave om på det. Legende let tager han komponenter, rykker rundt på dem, fjerner visse og sætter nye ind. På næsten ingen tid har han lavet en bil, der suser af sted over den grønne ø, og eftersom han ligeledes satte heliumfyldte balloner på, begynder bilen så småt at svæve. Altså lige indtil ballonerne springer og bilen dratter ned i vandet. En hurtig tur forbi værkstedet, som til enhver tid kan tilgås ved at trykke ned på D-pad'et, giver bilen et par oppustelige bolde på siden og en propel på fronten, og så er den svævende racer forvandlet til en båd.

Da jeg kigger mig omkring i rummet, kan jeg se, hvordan alle øjne er sprættet op. Hvad Rare rent faktisk har skabt her, er en fuldstændig fri og nærmest absurd fleksibel mulighed for at skabe ethvert fartøj, man kunne forestille sig. Være det bil, båd, fly, helikopter eller alt midt imellem, så er det tydeligvis kun fantasien, der sætter grænsen. I et værksted, hvor man kan samle sine fartøjer, som sad man og legede med LEGO-klodser, kan du bygge dit fartøj op med traditionelle grundblokke, bestående af forskellige slags metalkuber og stolper. Det sjove udfolder sig dog først rigtigt, når du skal udstyre bilen med motorer, benzinbeholdere, våben og dertilhørende ammunition, og ikke mindst en række sjove gadgets. Mit hoved er nærmest ved at sprænge, og mine fingre kribler efter at give mig i kast med legetøjet.

Fileccia vil dog først vise netop, hvor afgørende dette bliver for spillet og dets mange missioner. På toppen af øen får han en mission, hvor han skal indsamle femten kokosnødder i en plantage tæt på, inden tiden løber ud. Som hjælp får han en forudskabt bil, der kan suge kokosnødderne op, men da der ikke er nok plads til at suge dem alle op, må han flere gange tilbage for at tanke af. Indtil han til sidst hopper ud af bilen og i stedet hopper ind i en helikopter, der kan gribe fat i en stor tønde med en krog og på genial vis skovle alle kokosnødderne ind, ved at flyve hen til plantagen og samle nødderne ind, som var det vand.

Efter den fornemme præsentation, farer jeg ned til de opstillede konsoller, som et ivrigt barn. Jeg hopper hurtigt hen til værkstedet og begynder på at designe det ultimative fartøj. Jeg smider en selvdestruktions-mekanisme på, putter en fjeder under bilen, så den kan hoppe på kommando, og fylder den med jetmotorer og et par vinger, der kan bliver slået ind og ud. For slet ikke at glemme et par missiler. På øen prøver jeg at give det mærkværdige fartøj en omgang og lærer hurtigt, hvorfor bildesignere ikke bliver samlet op på gaden. Fartøjet er vakkelvornt og styringen er ikke meget bedre i luften, mens både benzin og ammunition hurtigt løber op. Tilbage til tegnebrættet.

Jeg prøver derfor at lege med et par af de forudskabte designs, der giver lidt bedre indsigt i nogle kløgtige opbygninger. Men det viser sig hurtigt, at alle komponenter har både fordele og ulemper. Eftersom alle brikker kan ødelægges, gælder det om at ruste sit fartøj med hårde stykker, men disse vejer langt mere og påvirker både fysikken, benzinforbruget og hastigheden. Det hele handler om prioriteringer, da en lille og let mini-helikopter sagtens kan gøre sig bedre end en massiv tankvogn med tonsvis af våben i mange missioner.

Dagens absolutte højdepunkt forekom, da Rare havde opsat en række dyste imellem de fremmødte journalister. Selvom Salvatore Fileccia stadig ikke var villig til at afsløre alt for meget om spillets online-muligheder, så fik vi alligevel mulighed for at konkurrere i fire forskellige dyste over det lokale netværk. De to første var en slags "king of the hill", hvor vi skulle holde os inden for en cirkel, der konstant bevægede sig, mens de to andre var henholdsvis et racerløb og noget sumobrydning, hvor vi skulle skubbe hinanden ud af en ring. Efter først at have spillet dem igennem, hvor vi alle skulle vælge samme forudskabte fartøj, fik vi frie tøjler og skulle skabe det ultimative våben til at vinde banerne.

Ikke overraskende konstruerede flere af os, inklusiv undertegnede, massive krigsmaskiner, der var proppet med våben, motorer og andre dingenoter, men her viste det sig hurtigt, at David bestemt kan have haft en chance mod Goliat. De mindre fartøjer kunne manøvre omkring langt bedre, og var nærmest et umuligt mål for mine missiler, der var placeret åndssvagt højt oppe på min monstertruck. Til gengæld fløj de små spirrevipper omkring som hoppebolde, når de først fik luft under vingerne, og her kunne jeg til gengæld få glæde af min massive vægt.

Selvom flere af våbnene, især de sjove fjedre, som også kan bruges til at skubbe modstandere væk, ikke fungerede fuldstændig efter hensigten og stadig mangler en del finpudsning, så var salen fyldt med latter, når den ene åndssvage konstruktion efter den anden prøvede at skubbe hinanden ud fra sumoringen. Her sad en samling fuldvoksne journalister og legede med LEGO i et virtuelt univers, der ligeledes gav os mulighed for at prøvekøre de skøre designs.

Dette element er nærmest ubeskriveligt morsomt, og ikke mindst innovativt og velfungerende, og hvis Rare formår at integrere det fornuftigt i missionerne, så kreativitet virkelig belønnes, så står vi foran en helt ny platformsoplevelse. Selvom der stadig er mange ubesvarede spørgsmål, ikke mindst omkring mere traditionelle platformselementer og muligheder på onlinefronten, så er Banjo-Kazooie 3, det hidtil største bevis på, at Rare atter har genfundet magien fra Nintendo 64 tiden. Personligt kan jeg slet ikke vente på, at returnere til værkstedet og slippe fantasien løs. Det er længe siden et spil har sat mit mest værdifulde eje, min fantasi, så meget i omdrejninger - og jeg elsker det!