Eat Lead: The Return of Matt Hazard

Nu undrer du dig måske over, hvorfor du ikke lige kan komme på, hvilke titler du har set Matt i før, og sandheden er ganske simpel: Matt Hazard er ren fantasi, og et skævt nik til en branche, der ofte suger kendte spilkarakterer tør for al charme, i et forsøg på at malke guldkoen.

Således har Matt Hazard spillet med i gamle sidescrollende 2D platformspil i 80´erne, da maskinerne var 8-bit, og fjenderne nynazistiske semirussere med planer om verdensherredømme. Hurtigt gik det dog ned ad bakke, og inden han så sig om var han stjerne i Marathon Softwares linie af go-kart spil, for derefter at befinde sig i arbejdsløshedskøen.

Marathon Software, nu Marathon Megasoft, lægger op til et stort comeback for Matt i deres nyeste titel Eat Lead: The return of Matt Hazard. Hvad Matt dog ikke ved er, at Megasoft planlægger at slippe af med deres gamle bagage, og dermed Matt.

Will Arnett fra blandt andet Arrested Development ligger stemme til Matt Hazard i denne tredjepersons-shooter, der låner styringen fra Gears of War og heltetypen fra Duke Nukem. Selvom der tydeligvis ikke er skudt samme antal millioner i udviklingen af spillet, ser resultatet dog ret hæderligt ud, og det første der slår mig er at grafikken mest af alt minder om den klassiske Time Crisis i farvevalg og skydeteltsstemning.

Matt spørger hans guide, om "det her er level 6 varehusbanen?", inden han stormer ind og begynder at skyde på de meget klassiske bad guys. Skærmen bugger kort og udvikleren forklarer mig, at dette er Megasoft, der synes det går lidt for godt for Matt og derfor henter fjender fra andre af deres klassiske spil til at nedlægge ham. Pludselig dukker 2D pixelerede Wolfenstein-agtige soldater op; disse har ingen fornuftig form for AI, kan ikke headshottes, og er papirtynde når de vender sig. Med andre ord; fjenderne der blive hentet fra klassiske spil opfører sig nøjagtigt som de ville i de spil, de stammer fra. Således når jeg i den første halve time af bane seks at bekæmpe børnevenlige karakterer med vandpistoler, 2D pixelfigurer, massive space marine-typer, zombier og andre groteske karakterer.

Endelig møder jeg Captain Carpenter, en lille kraftig fyr, klædt i kedeldragt og omgivet af svampe, som byder mig velkommen, for derefter at ramme en kasse med hovedet, åbne et rør i gulvet og sende mig videre. End of level-bossen er nøjagtig ligeså underlig som resten af slænget, og er tydeligvis hentet fra et japansk RPG, så selvfølgelig taler han i tekstboks, har spiky hår, ligner en gothtøs på 15 og svinger et tre meter langt sværd. Smukt.

Under den lille time jeg fik med spillet, må jeg sige, at jeg blev positivt overrasket og var ganske godt underholdt. Spillet er fyldt med sjove referencer, skæve indfald og nostalgiske øjeblikke. Desværre er der ingen multiplayer, men D3 Publisher lover at genspilningsværdien er garanteret igennem masser af kreative trofæer og achievements. Ingen tvivl om at Matt Hazard prøver at gøre med spilverdenen, hvad Scary Movie gjorde for gysergenren. Om det ender med et godt resultat får vi at se til marts.