Rag Doll Kung Fu: Fists of Plastic

Det tog Capcom 18 år at perfektionere deres teknikker i en sådan grad, at de endelig følte sig i stand til at lave det fjerde spil i Street Fighter-serien. 18 år, hvor man igen og igen genopfandt persongalleriet i seriens forskellige underafsnit, for i sidste øjeblik at skifte dem ud, fordi man ikke følte de passede ind.

Med en sådan baggrund er der intet at sige til, at det i dag kun er et fåtal der tør røre kampspilsgenren, for hvordan skulle man på nogen måde kunne hamle op den erfaring og de resourcer, som Capcom har brugt?

Spørger man svenske Tarsier Studios er jeg ikke sikker på, at de nogensinde har gjort sig alle disse tanker, og måske derfor er Fists of Plastic et kampspil, der dog kun bevæger sig løst inden for genrens rammer.

Ragdoll Kung Fu var originalt Mark Healeys hjertebarn, mens han endnu var ansat hos Lionhead. Men da projektet lige pludselig fik stor opmærksomhed, dedikerede han sig fuldstændigt til det og grundlagde udvikleren Media Molecule. Hvis det navn ringer nogle klokker, er det måske fordi Media Molecule senere skulle udvikle det spektakulære Little Big Planet, som stadig er et af de stærkeste kort PlayStation 3 har at byde på.

Kung Fu-projektet blev dog modtaget knapt så favorabelt som Little Big Planet, og ikke mindst var den mystiske kontrol et stort problem. Når hver bevægelse skulle laves manuelt med brugen af musen, blev de i teorien voldsomme kampe hurtigt afløst af klageskrig og frustrationsbrøl fra brugere verden over.

Derfor er den svenske udvikler startet helt forfra, og har blot valgt at genbruge rammerne som allerede var grundlagt med det første spil. Platformen er skiftet fra PC til PlayStation 3, og eksklusiviteten skulle være garanteret med Media Molecules tætte samarbejde med Sony. Endnu bedre er dog at kontrollen har forladt musen og nu er blevet klistret ud over Sixaxis-controlleren, hvilket i et snuptag gør det hele uendeligt mere tilgængeligt end før.

Med den venstre analogpind styrer man derfor sin lille figur, der mest af alt ligner noget fra et gammeldags dukketeater, hvor hver dukke holdes oprejst af snore et eller andet sted over scenen. Den lille figur vakler rundt, og hvert led i kroppen reagerer konstant i overdrevet form, hvilket specielt gør sig godt når der skal angribes. Med lidt trykken på controlleren sparkes og slås der nemlig i vilden sky, naturligvis fulgt til dørs af "hu, ha" skrål, som var man tilskuer til en lavbudgets actionfilm.

Men Tarsier har gravet dybere end som så i controllerens muligheder, og derfor bliver Sixaxis'ens tilt-kontrol benyttet til fulde. Vender du derfor controlleren på hovedet, må du se din figur gå i skrædderstilling, begynde at meditere og langsomt stige til vejrs, mens Chi omdannes til livsstyrke. Chien kan bruges til adskillige specialangreb, og for eksempel kan du gøre dine slag eller spark ekstra potente ved at hive controlleren til den side du slår, i samme øjeblik du trykker på knappen. Synes du modstanderne er for tætte på, kan du i stedet løfte controlleren mod himlen, for derefter hurtigt at bevæge din mod gulvet, hvilket udlader en krafteksplosion der slynger alt i omkredsen ad pommern til.

Angrebene får du brug for, og er det ikke fordi du har inviteret tre venner til multiplayerkamp, er det med ganske stor sandsynlighed fordi du gør dig forhåbninger om at gennemføre nogle af spillets mange enspiller udfordringer. Disse rangerer fra simple slagsmål hvor flest mulige modstandere skal tæves, inden din livsenergi er sivet ud af dukken, til varianter som Capture the Fish og King of the Hill.

Capture the Fish lader dig og tre andre kombatanter kæmpe om en slibrig fisk der skal fanges og bringes tilbage til ens egen base, hvor den skal dumpes i en gryde for at score points. I King of the Hill handler det i stedet om at de øverste platforme giver flest points, og det derfor gælder om at indtage og forsvare disse, men modstanderne prøver at sparke én ned. Sådan er der adskillige varianter af multiplayer-favoritter, med det til fælles at de alle sies gennem det forunderlige dukkeunivers.

I spilregi er den bedste sammenligning med Fists of Plastic Nintendos utroligt populære Super Smash Bros, der ligeledes byder på knapt så seriøse slåskampe, hvor det er den hovedløse action der er i fokus frem for de komplekse strategier. En kæmpe stor forskel er dog at Tarsiers nyeste projekt eksklusivt vil blive solgt over PSN, og således vil være optimeret til at kunne spilles med vennerne online allerede fra dag et.

Vi forventer at dette bliver det spil som Mark Healey egentlig havde håbet på at lave, inden han og resten af Media Molecule fik den vidunderlige idé at gå i gang med dukkeuniverset, som senere skulle blive Little Big Planet. Der er intet der indikerer at Fists of Plastic skulle blive den endegyldige multiplayeroplevelse, men som uskyldig underholdning for spillere med hang til Kung Fu-film og originalitet i spil, kunne det meget vel blive ventetiden værd.