Wolfenstein

Nej, det virker ikke som om Anden Verdenskrig nogensinde ender. I spilverdenen har vi slagtet flere nazister end der er peanuts på hylderne i en mellemstor amerikansk butikskæde, så når id Software og Raven vender tilbage til den velkendte serie Wolfenstein, så skal der en frisk vinkel på det hele, for at holde interessen oppe. Kan okkult forskning og alternative dimensioner måske være en spændende drejning? Det mener i hvert fald Eric Biessman fra Raven, der er den kreative chef på Wolfenstein. I et varmt fremvisnings rum i det ellers bidende kolde Wisconsin, fortæller Biessman mig om udfordringerne i at udvikle et helt nyt kapitel i serien:

"Dengang Wolfenstein 3D blev lanceret, blev førstepersons skyde-genren defineret. I det seneste Wolfenstein vil vi naturligvis glæde vores oprindelige fans, men vi er også nødt til at skele til de spillere der vokser op i dag og som måske aldrig har hørt om Wolfenstein. Det er en svær balancegang", siger Eric Beissman.

Hovedpersonen i Wolfenstein er dog et af de klassiske indslag, da vi endnu engang får lov til at stifte bekendtskab med BJ Blaskowicz, der også denne gang skal sparke eftertrykkelig røv på de uniformerede soldater med en ideologi helt ude på højrefløjen. Wolfenstein foregår under den mest intensive periode af Anden Verdenskrig, hvor nazisterne og SS' paranormale afdeling forsker intensivt i det okkulte. De har opdaget en energikilde, der har fået tilnavnet Black Sun, hvilket naturligvis skal bruges til at skabe et hav af nye våben. BJ er naturligvis nødt til at stoppe dette fra at ske, og vanen tro så sker det ved uendelige mængder action, masser af vold og så naturligvis dig.

Handlingen i Wolfenstein er naturligvis overgearet og tilspidset, men til dette seneste kapitel i serien, har Raven alligevel lænet sig op ad virkelighedens sære fortællinger om Thule-selskabet, modstandsgruppen Kreisau Circle og Black Sun-symbolet. Dog har de i spilsammenhænge fået en drejning, så de nu passer ind i denne kontekst.

"Black Sun-symbolet blev brugt af flere af nazisternes divisioner, blandt andet var SS-symbolet baseret på det. For os virkede det en lille smule kedeligt, hvis vi bare brugte det symbol i Wolfenstein og vi har derfor brugt det til noget mere virkeligt, nemlig som navnet på en energikilde", siger Eric Beissman

Da jeg får lov til at teste en bane fra det kommende Wolfenstein og er med til at hjælpe modstandsbevægelsen Kreisau Circle, kæmper jeg mig gennem en togvogn, dybt inde bag fjendens linier, nærmere betegnet på den fiktive tyske by Eisenstadts centrale togstation. Kreisau-drengene smider et MP40 i hænderne på mig, jeg sniger mig afsted, så godt som jeg nu magter det og ender alligevel i en hektisk skudveksling med nazisterne. Og dem er der mange af. Mange sure og nasalt skrigende. Og præcis som jeg forventer at Game Over-skærmen toner frem, kommer der en uventet redning.

Over togstationen hænger der nemlig et sælsomt, grønt skær og før jeg overhovedet fatter, hvad det er der sker, svæver alle nazisterne i luften og skriger chokeret "vat iz hepenink?" Heldigvis er jeg helt upåvirket af hændelsen og kan i ro og mag plukke nazisterne ned fra himlen, som var de uniformerede heliumballoner. Et slag med geværkolben i mellemgulvet på en af dem, får ham til at snurre rundt vægtløs før han rammer en betonpille og bander på tysk. Det er herlig humor, intet mindre.

Jeg opdager senere at det grønne skær skyldes noget der kaldes The Veil, en slags alternativ, okkult dimension som nazisterne har opdaget. Dette skær kan jeg trække ned over mine egne øjne og bruge i kampene. Præcis som med stofferne i Haze-spillet, giver det BJ specielle fordele, når han bruger skæret; han bliver hurtigere og fjenderne fremstår med et særligt lys omkring dem. The Veil fungerer endvidere også som et slags scannings-visir a la Metroid Prime, noget der kan bruges til at vise hemmelige genveje gennem banerne. Når jeg ser Black Sun-symbolet malet på en væg aktiverer jeg blot The Veil og så kan jeg gå lige igennem væggen og overraske en intetanende nationalsocialist, der ikke aner at jeg kommer. Mægtigt!

Fjenderne i Wolfenstein er både menneskelige og knap så menneskelige. I takt med at nazisterne forskede i The Veil, har de produceret væsner, der er blevet manipuleret og forvandlet af den fremmede dimension, og som desuden selv kan bruge The Veil mod BJ. Under mit besøg fik jeg ikke fremvist alle fjenderne, men det står helt klart, at der desværre ikke kommer til at være en Mecha-Hitler i denne omgang - dog har Raven og id Software fremvist nogle nye fjender kaldet Despoil.

"Despoil-fjenderne er i bund og grund SS-ledere, der er blevet slået i hjel og som senere er blevet genoplivet i en muteret, forvreden skelet-form. Der findes to forskellige typer af dem og de bruger The Veil-kræfterne til at skyde irriterende energikugler efter BJ", fortæller Eric Beissman mig og siger samtidig, at han nødig ville støde på en Despoil-general i hans egen stue.

Raven beskriver Wolfenstein som både lineært og ikke-lineært, da jeg besøger dem. Alt vi som spillere skal gøre er at videreføre handlingen, men der er et antal forskellige måder at tackle banerne på. Den mere rolige spiller kan snige sig gennem krigsskuepladsen, mens en noget vildere måske kaster med granater og skyder på alt og alle. Jeg får mulighed for at prøve begge ting, da jeg i den version som Raven har stillet til rådighed på dagen, har uendeligt liv og derfor ikke behøver at bekymre mig om at dø. Havde det været en almindelig spilsession, havde jeg været nødsaget til at passe bedre på min ammunition og søge dækning, når det gik vildest for sig. Eller måske bare valgt en lidt mindre konfrontationsmæssig tilgang til banen.

Det er otte år, og en masse fremragende førstepersonsspil, siden at Return to Castle Wofenstein blev lanceret - for ikke at snakke om det pixelerede originale spil - og det er derfor en stor udfordring for Raven og id Software at finde frem til at publikum, der ikke kun udgøres af den oprindelige kerne. Der er dog visse elementer der kan sikre spillet en større skare af interesserede, her i blandt The Veil og de medfølgende superkræfter, og ikke mindst de varierede fjender. Vi er dog nødt til at se flere baner og flere vanvittige bosser for at blive rigtig fascinerede over resultatet. Men blot det at kunne smide en vægtløs soldat mod en betonpille, er et godt skridt på vejen.