Den sværd- og magikyndige Geralt vender tilbage, og hans fremmeste fjender er denne gang en elverspion ved navn Iorveth, og en mystisk morderisk figur kaldet Kingslayer. I sit selskab har Geralt den rødhårede elverbrud Triss Merrigoild fra det første spil, samt den hårdhudede soldat Vernon Roche. I den sekvens som Gamereactor får lov at se, undersøger trioen skovene omkring byen Flotsam. Turen under trækronerne byder på skøn dialog, men småsnakken afbrydes pludselig da den førnævnte skurke-elver Iorveths spidse ører dukker op bag en klippe. En strålende kampscene, hvor Triss bruger sine magiske kræfter til næseblodsniveau, tager sin begyndelse, og helheden der fremragende ud.

Førstehåndsindtrykket, der som oftest er meget visuelt, er altså rigtig godt. Omgivelserne i The Witcher 2 er knivskarpe, og det er rigtig behageligt bare at stå og kigge på den frodige skov. Ansigtsanimationerne er i verdensklasse, og et nyt system til at lave døgncyklusser, lys og skygger hjælper med at skape lækre så vel som realistiske verdener. Selv bider jeg mærke i småting, som når Geralt slår en trætønde til splinter, hvorefter byfolket samler sig omkring både rodet og mig i et herligt mylder.

Da Geralt og hans slæng nærmer sig byen Flotsams torv for at forhindre en hængning, får jeg lov at prøve The Witcher 2's nye dialogsystem. Vi kan nu lettere vælge retningen på vores svar og handlinger. Geralt kan trække sværet med det samme og forsøge at skære sine dinglende venner ned, eller starte et oprør blandt pøbelen, som afbryder henrettelsen. Når en af byspidserne dukker op, kan vi tale ham til rette, eller vælge en mere aggressiv tilgang. Ja, den slags valg har vi set i mange rollespil førhen, men i The Witcher 2 gøres det med en gennemarbejdet dybde og finesse. Kampene følger det samme blodige og intense spor som i etteren, og man har ikke sparet på blodsprøjtet denne gang.

Nå vi går rundt i byen Flotsam kan man se aktiviteter i alle bygninger, ved at kigge gennem vinduer og døre. Vil du se øl- eller hesteskosudbudet i værtshuset eller smedjen, er der ingen loading-tider til at forstyrre din udforskning. En detalje der gør rollespillet meget mere indlevende.

Henrettelsesmanøvrene er endnu mere udførlige, og sværdduellerne giver hurtigt sved på panden. Man har forenklet kampene, så de timede knaptryk fra forgængeren ikke længere er påkrævne. Vi kan altså svinge sværdet som vi vil, men også binde manøvrer som angreb og defensive rullefald sammen. Pumpede bosser byder også op til dødsdans, og en kamp mod en gigantisk, blækspruttelignende "tentadrake" imponerede særligt. At lægge fælder på strategiske steder og mose udyret tentakel for tentakel var en nydelse, og sammen med musikken og et elegant kameraarbejde blev bosskampen en rigtig blæret udfordring.

Den præsentation af The Witcher 2, som vi fik at se se, var kort som en dværg, og med den planlagte udgivelse i 2011 er der stadig masser af udviklingstid tilbage. Det forhindrer os dog ikke i allerede nu at længes efter eventyret, der med stor sikkerhed bliver et af de bedste rollespil næste år. The Witcher 2 ser ud til at blive omfattende, indbydende, voldsomt, flot og blodrødt. Præcis som vores yndlingselver Triss Merrigold, altså.