STAR WARS: THE OLD REPUBLIC
Fjender er blevet besejret, krydsere erobret og verdener ødelagt. Nu er tiden kommet til at vende sig mod hinanden, når krigen mellem Republikken og Imperiet bliver personlig. Velkommen til PvP.
Læs vores indtryk af The Old Republics hovedkampagne lige her.
Som pause i åbningstimerne af The Old Republics hovedkampagne (den du kunne læse om i første del) fik vi et hurtigt og fængslende skud PvP-action.
Første dag fik vi allerede et glimt af spillerinteraktion i den episke Flashpoint-sekvens, hvor vi stormede et af Republikkens krydserskibe - en af mange der vil være spredt ud over spillet som skudhuller fra Stormtroppers laser-rifler. På anden dagen blev vi sendt tilbage til figurvalgsskærmen, og fik besked på at vælge en, vi ikke måtte vælge tidligere: en level 20 Vanguard. Herefter blev vi kastet ud i en PvP-krigszone.
Zonerne er nøjagtigt konstruerede arenaer der, i stil med Flashpoints, byder på interaktive cinematiske øjeblikke, der minder om de to trilogier, med vægt på det storladne og blastere. Hver klasse, om det er Bounty Huntere eller Sith Bodyguards, har en rolle at spille på slagmarken. Vanguards, får vi at vide, er Star Wars MMO-universets tanks, der giver beskyttelse til allierede med evner som et 50% defensivt buff, mens de suger skade til sig, så de andre kan klare deres opgaver som, du ved, at vinde krigen og stjæle al hæderen.
Eller badges'ne, i dette tilfælde. Udviklerne byder på et fint nik til de populære samlinger af udmærkelser vi ser i spil som Call of Duty på multiplayer-fronten, og det kan være endnu en indrømmelse til det bredere publikum, de håber at trække ind i MMO-galaksen med spillets brand. Udmærkelser bliver gemt og tælles med i kommende kampe, så du belønnes med privilegier og arbejder dig gennem PvP-progressionssystemet.
Indsamlede Valor Tokens giver dig unikt udstyr og våben - for ikke at nævne chancen for at blære dig over for både venner og fjender - mens den, der har den største samling, får æren af at blive udpeget til gruppeleder. Efter kampene kan du stemme på en allieret, du mener, fortjener en udmærkelse for sin indsats i kampen. En detaljeret gennemgang af disse belønninger må dog vente, da vi kastes direkte ud i vores første krigszone.
Dagens slagsmål mellem Sith og Alliance foregår på Alderaan og i skyggen af tre enorme defensive kanontårne. Og selvom de er store, er det ingenting sammenlignet med de rumskibe, der svæver i udkanten og både tjener som base og mål. Ideen er simpel: tag kontrol over tårnene og skyd på det andet holds skib, indtil det blæses til atomer. Lange energibjælker ved hver af dem betyder, at sejren ender med at gå til det hold, der kan holde flertallet af tårnene i længst tid.
Når kampen starter, eller når du dør, er det i landgangsrummene på disse titaner, at du begynder. Slagmarken er kun en flyvetur på en speeder bike væk, og dens automatpilot tager dig på en panoramatur rundt i landskabet. Det er hvad man forventer af spillet og dets setup, store åbne områder spækket med dækning, og hvis strukturer savner detaljer, med undtagelse af de smukke kurvede kanoner på hvert tårn. Men bortset fra indflyvingen, vil dine øjne næppe søge mod himlen, og i stedet holde sig til den trussel fjenden udgør i et givent øjeblik.
Tårnene er placeret i en lige linje, i venstre, midten og højre side af banen. Adgang til det centrale tårns kontrolpult opnås i et rundt rum uden meget dække, og med vidt åbne indgange mod nord og syd. To små trapper i venstre og højre side af rummet fører til trange korridorer, der munder ud i det åbne terræn foran de to andre tårne.
Vi har før talt om hvordan spillet øjeblikkeligt bliver mere tiltalende grundet licensen, og man oplever bestemt et sug i maven, når man hører det ikoniske hvæs fra et lyssværd, der tændes, og en hel gruppe af dem viser sig i horisonten - med kurs direkte mod dig.
Sith og Jedi er åbenlyst de hurtigste figurer i spillet, og Imperiets bedste får ekstra point på respektkontoen for deres vidtrækkende Force Lightning, der lemlæster enhver, der bliver ramt, og lader andre i gruppen glide ind med stormende nærkampsangreb. De andre klassers længere rækkevidde og defensive taktikker sørger for balancen. Den lille gruppe af Siths viser sig dog stadig at være det farligste element i den række af kampe, vi spiller i løbet af morgenen.
Med så voldsomme kampe, udkæmpet i så kort et tidsrum og begrænset til kun én bane, er det svært at danne sig et konkret indtryk af hvordan PvP-indholdet påvirker The Old Republic som helhed. Man kan ikke komme uden om det korte sus af stolthed der opstår, når vidt forskellige allierede finder sammen om særlige angrebstaktikker og tager en gruppe desperate forsvarere ud ved foden af et kanontårn, eller når man gennemser statistikkerne efter kampen i håb om at have gjort en god indsats for at hjælpe holdet.
Selvom de forståeligt nok er seperate fra hovedkampagnen, kan krigszonerne (Warzones) give spillerne en chance for at opnå succes som dele af grupper i Star Wars-universet, uden at det går ud over oplevelsen eller historievalg i den fortællerige hovedkampagne.
Om dette er sidebeskæftigelser eller endgamet i sig selv, det kan vi ikke sige endnu, men vi vil selvfølgelig have meget mere om spillet efterhånden som lanceringen nærmer sig.








