År 2000: Warren Spector og Harvey Smith var allerede på dette tidspunkt navne, der havde gjort sig bemærkede i spilbranchen, ikke mindst takket være deres tidligere samarbejde om System Shock fra 1994. I et årtusindeskifte præget af kaotiske konspirationsteorier om hvordan den digitaliserede og moderne verden ville falde sammen på grund af Y2K-problematikken, valgte gutterne fra Ion Storm Austin at lancere deres første spil, Deus Ex. Pludselig fik spilinteresserede verden over noget andet at tænke på end en dommedagsteori, der aldrig blev til noget. I stedet for kunne de slå sig ned foran PC-skærmen og give sig i kast med alle konspirationsteoriers moder (i spilform, i hvert fald).

I en dystopisk cyberpunk-version af New York anno 2052 skulle man gennem hovedpersonen JC Dentons øjne gradvist opdage en århundredelang konflikt, hvor samtlige konspiratoriske fraktioner og elementer, kan man komme i tanke om, var involveret. Illuminati, tempelridderne, de kinesiske triader, Majestic 12, MiB, Area 51... You name it! Konstante referencer til litteratur af Sun Tsu, C.K. Chesterton og Shakespeare, der omhandler samfundets kaotiske fald, bidrog til stemningen. Men man fik ikke bare et spil, der diskede op med en historie alá Umberto Eco på cybernetisk ecstacy. Man fik også nærmest fuldstændig frihed til at gå til opgaverne i spillet som man selv ønskede det. Deus Ex præsenterede genreblanding uden lige, og selv i dag har jeg store problemer med at finde ud af, om det skal klassificeres som FPS, RPG, snigespil eller noget helt andet. I spilåret 2000 var der ikke meget, der kunne konkurrere mod Deus Ex i skelsættende kvalitet.

År 2003: Warren Spector og Harvey Smith er atter på farten, og lancerer en længe ventet opfølger til Deus Ex. Med en handling, som foregik tyve år ude i fremtiden, skildrede Deus Ex: Invisible War den verden, som JC Denton efterlod i slutningen af Deus Ex. Det skulle dog vise sig at efterfølgeren langt fra formåede at leve op til forgængerens kvaliteter og standard. Ja, grafikken var blevet betragteligt bedre i løbet af de knap tre år, og dele af våbenbrug var blevet lidt lettere at håndtere. Men hvor var handlefriheden? Hvor var kvalitetshistorien som virkelig overbeviste dig om, at alting er løgn? Hvor var cyberpunk-stemningen bygget op af genial musik og gennemført brug af farver? Hvor var en slutning, man kunne leve med? Sorgen og skuffelsen var et faktum, og ærkefans ser som regel Invisible War som en fodnote, man springer over, eller omtaler det som et-spil-hvis-navn-ikke-må-nævnes.

År 2011: Ion Storm har for længst drejet nøglen om. Warren Spector har forladt Deus Ex-serien. Fans holder vejret, idet det tredje kapitel af Deus Ex nærmer sig lancering. Vil udviklerne fra Eidos formå at genskabe stemningen fra det første spil i serien? Vil de forkaste fodnoten fra 2003, og hellere satse på originalen fra 2000? Får vi serveret et betagende cyberpunk-eventyr som nok engang vil redefinere genregrænser, eller får vi en stereotyp scifi-historie? Og hvad med forholdet til de to første spil - skal man have spillet dem for at følge med i handlingen i Deus Ex: Human Revolution?

Lad mig starte med sidstnævnte. Forhåndsviden om Deus Ex er ikke nødvendig for at give sig i kast med Human Revolution. Historien finder sted i 2027, 25 år før det første spil. I Deus Ex lå fokus på nanoteknologiske modifikationer af menneskekroppen. I Human Revolution er det derimod biomekanik, som er på gennembrudets rand. Det sker selvfølgelig ikke uden modstand - såkaldte purister mener, at Sarif Industries roder med naturens orden, og de stadige problemer, som opstår med at få menneskekroppen til at acceptere biomekaniske proteser, underbygger deres argumenter.

Derfor kommer det ikke som noget chok, da Sarif Industries udsættes for et overraskelsesangreb. Som sikkerhedschef rykker du, Adam Jensen, ud for at standse terrorangrebet, men overmagten er for stor, og Jensen bliver dødeligt såret i angrebet. Det eneste, der kan redde hans liv, er Sarifs biomekanik, og seks måneder senere dukker Jensen op igen med et nærmest ugenkendeligt udseende. Biomekanikken kompenserer for de fysiske skader Jensen har lidt, men der findes sår som alverdens teknologi ikke kan læge.

I min første opgave som Sarifs sikkerhedschef får jeg mit første valg: ønsker jeg at tilnærme mig modstanderne på dødelig eller ikke-dødelig vis? Valget jeg tager resulterer i hvilke våben jeg får, og allerede her mærker man at valgfriheden fra Deus Ex er tilbage for alvor. Den manifesterer sig yderligere idet jeg vælger, om jeg vil infiltrere en besat fabrik gennem ventilationsanlægget snarere end at lege Rambo foran indgangsdørene, eller når jeg slår vagterne ned bagfra, i stedet for at trække to sexede knivblade frem og køre dem ind i intetanende vagtkød. Som en mand med visse moralske barrierer er jeg også fornøjet med at Human Revolution belønner dem, der kommer gennem missionen uden at blive opdaget, med ekstra erfaringspoint.

Som en prolog til Deus Ex har udviklerne på eksemplarisk vis skabt en historie, hvor nye og gamle spillere kan lade sig engagere lige meget. Når det er sagt, så kan en gennemspilning af Deus Ex stadig anbefales, da man så lettere lader sig gribe af stemningen. For Human Revolution er utrolig stemningsfuldt. Helt fra første stund mærker man at spillets elementer er sat sammen på en måde, så det bygger op under helhedsindtrykket. Farvebrugen er præget af en gyldenbrun nuance, som hurtigt giver associationer til farvebrugen i The Matrix eller Tron: Legacy (uden at sidstnævnte falder inden for cyberpunk-genren).

Adam Jensens hjem er nærmest en tro kopi af Deckards lejlighed i Blade Runner, og hans chef David Sarifs kontor kunne lige så godt være Tyrells kontor i samme film. Dem, der kigger efter, vil desuden finde referencer til alverdens slags popkultur: i min gennemgang fandt jeg en plakat for Final Fantasy XXVII, noget som tilsyneladende er en motorcykel fra en kommende Tron-efterfølger, og overhørte en samtale mellem to politifolk, der forsøgte at huske titlen fra en robot-politifilm fra 80'erne (læs: Robocop). På toppen af det hele lamslår musikken mig. Denne gang er det Michael McCanns stil, som er toneangivende (bogstaveligt talt) for spilserien, og fra første stund føles det som om Deus Ex møder Daft Punks toner fra Tron: Legacy ispædet Hans Zimmers basmønstre fra The Dark Knight. Hvad kan jeg sige? Jeg er forført.

Biomekanik tillader dig at udføre ellers umulige handlinger. Undervejs kan man aktivere flere muligheder, og din spillestil bør afspejle de valg, du tager. Sniger du dig meget er usynlighed selvfølgelig et oplagt valg, mens actionentusiaster nok vil foretrække at vælge udvidelser som letter kampsituationer.

Når det kommer til det spilmekaniske, er der sket meget siden 2003, og serier som blandt andet Metal Gear Solid har sat standarden for snigespil. Her mærker man at Human Revolution deler visse træk med Snakes eventyr, som det at kunne smyge sig op af vægge, mens andre, som at kunne banke i vægge for at distrahere vagter, desværre ikke er kopieret. Deus Ex var i sin tid standardiserende. Human Revolution bliver formodentlig et spil, der forsøger at perfektionere den standard.

Skulle du blive opdaget, må du forberede dig på lange skudvekslinger, hvor man veksler mellem første- og tredjepersonsperspektiv, og til tider kan det minde om både Gears of War og Uncharted. Her møder vi imidlertid spillets måske største problem - en svingende AI. Nogle gange kan dine modstandere give hinanden dække og rykke gradvist frem, hvilket vidner om organiseret samarbejde. Andre gange kan de derimod stille sig op på række og tømme hele magasiner mod dig, uden at ramme med et eneste skud, hvorefter du rejser dig op og nakker dem med et enkelt skud i hovedet. At bandemedlemmer fra gaden i Detroit ikke er taktisk anlagte kan jeg leve med. Men professionelle lejesoldater? God AI kendetegnede heller ikke Deus Ex, men der må være grænser.

Men alt dette kan regnes som bagateller sammenlignet med det, der tæller i Deus Ex-serien: stemning og historie. Stemningen er som sagt absolut til stede. En saftig konspirationsteori har jeg dog stadig til gode at finde i de første seks-otte timer af spillet. Men små dryp vidner om, at der ligger mere bag. Situationen er ikke helt så enkel, som den åbenbart virker. Spørgsmålet er bare, hvor dybt det hele stikker.

Svaret på det spørgsmål får vi 26. august. Indtil da er jeg overbevist om, at hvis Deus Ex: Human Revolution indfrier på det sidste punkt, kan vi stadig snakke om et topspil, der bestemt er Deus Ex-titlen værdig. Cyperpunken lever igen!