Skyward Swords verden vil blive vidunderlig. Det er det indtryk, vi sidder tilbage med, efter at have set de første tre timers gameplay fra spillet i Nintendos showroom i hjertet af Madrid.

Med en mere kunstnerisk og narrativ vinkel, hvor puzzle- og kampmekanikker er sat til side (da de allerede er blevet testet grundigt til både dette og sidste års E3), bliver vi revet med af spillets åbning, der er fyldt med smukke og sjove sekvenser.

Det nye Zelda er samtidig det ældste, kronologisk set, da Nintendo endelig har valgt at give fans et større indblik i universet og dets tidslinje. Det er et Zelda-jubilæumsspil, der skal repræsentere mere end blot sig selv. En ide, som spillet tager ganske seriøst.

Først og fremmest lægges der vægt på, at Zelda-serien fejrer sit 25 års jubilæum - det understreges af et logo på hovedmenuen, og det faktum at folkene i Skyloft, landsbyen som spillet begynder i, fejrer den 25. "Bird Riders Tournament".

Sekundært fokuserer Skyward Sword på at følge seriens kronologi, og det hædrer seriens oprindelse. Det betyder at der er lagt vægt på plottet, samt at det kunstneriske design antyder hvad der foregår i Zelda-universet. Det er en klar respons til fans, som har hungret efter konkrete svar på historiens baggrund. Så dette bliver det hidtil mest logiske og repræsentative indslag i Zelda-universet, hvilket fans vil elske.

I stil med Wind Waker, Ocarina of Time og diverse DS-Zelda-spil starter Skyward Sword med semistatiske billeder, der tegner historien op som var den en legende.

Pludselig høres dog et kraftfuldt orkesteret tema (som vi kommer yderligere ind på senere), der sætter startskuddet til den dynamiske og dragende lydside, som venter dig i spillet.

Trommer og et kor fortæller om "den mest voldsomme og blodige krig nogensinde", hvor roden til al ondskab rejste sig fra jorden og spredte død og ødelæggelse. Hvem og hvad er denne ondskab? Hvem er Gudinden af Lyre og Sværd, som har den fuldstændige magt til at opfylde alle ønsker? Vi ved kun at hun vandt krigen, hvilket førte til, at det gode folk kunne indtage himmelen i sikkerhed for den gys og gru, de måtte leve med på jorden.

Vi skriver disse ord 11.000 meter over jordens overflade, hvor vi flyver gennem skyerne. Man indser hurtigt, at Nintendo på fornem vis har formået at fange følelsen af at svæve igennem luften. Når du vandrer omkring i Skyloft og flyver vidt omkring på spillets fugle, kaldet Loftwings, får du straks den følelse af frihed, som et samfund i luften kan give dig.

Alle indbyggerne i Skyloft har deres egen Loftwing, og de er fuldstændigt vante til at kaste sig af fuglen midt i luften, for senere hen blot med et enkelt pift at blive grebet af den igen. Før en lystig melodier blæses i gang er vinden den eneste lyd, man hører i Skyloft. Vindmotiver og vind-gadgets er at finde overalt på tøj og bygninger.

Hvis du for nyligt har spillet Ocarina of Time, genkender du nok de mange specielle ting ved Link, der tydeligt fremvises som "Den Udvalgte". I starten af Ocarina of Time havde Link ingen fe og var plaget af mareridt om en kommende ondskab. Forvent noget lignede her, og tænk på filmen Avatar, hvis du vil forestille dig Links majestatiske røde Loftwing, eller tænk på det røde talende skib i Wind Waker...

Selvom de første 2 timer af spillet er mere dialog end eventyr, så kommer Skyward Sword langt hurtigere i gang end Twilight Princess gjorde. Dialogen præges i højere grad af, at man kan give forskellige svar, som har betydning for de enkelte quests og det samlede plot. Næsten alle samtaler i Skyloft indeholder humor. Jokes om "love birds" der flirter og lignende kommer både spilleren og helten helt sikkert til at savne senere i spillet, når man forlader Skyloft. Men ikke kun dialogen er underholdende. Link regenererer for eksempel ved at gå på toilettet, og du løber konstant på unikke, spøjse og bizarre folk i Skyward Sword. Humoren, som man finder overalt, nærmer sig lidt den lettere semi-kiksede stil man finder i nogle anime. Det ser i hvert fald ud til at spillet i højere grad end forgængerne ønsker at gøre grin med sig selv: og det er da også på tide, at nogen siger noget til Link om hans sædvanlige og til tider upassende triumferende poseringer.

Spillets tutorial, der foregår i Skyloft, minder om den fra Wind Waker med en munter og farverig stemning. På grund af spillets svævende øer føles Skyward Sword opdelt i to planer: øer man kan navigere og udforske foroven, og det enorme, ukendte land forneden. Det leder tankerne hen på de tidligere spil, der også var opdelt i verdener. Sammenspillet mellem de to planer i Skyward Sword har Nintendo endnu ikke offentliggjort noget om. Men citatet i starten af denne tekst, taget fra en sang som Zelda synger tidligt i spillet, skal måske tolkes bogstaveligt...

Prinsessen og hendes helt er mere udtryksfulde og troværdige end nogensinde. Animationerne er fantastiske: de giver Zeldas pjuskede hår liv, kropssproget og tøjet viser Link som en ægte helt, og åbningssekvensen er mere filmisk end før set i serien. Filmstilen, der først blev brugt i Ocarina of Time, overrasker ved at være endnu flottere: Fra et frøperspektiv på Link, når opmærksomheden er på ham, zoomes der ud til et fantastisk billede af Link og Zelda, med hver deres spektakulære Loftwings, for foden af den store "The Goddess".

Det "realistiske" udseende fra Twilight Princess er skiftet ud med et farverigt eventyr, som dels lover en lysere og 'gladere' Zelda-fortælling, men samtidigt lover en kraftig mørk kontrast i spillets dunklere scener.

Alt dette vidner om, at Skyward Sword er blevet til af godt håndværk og nænsom kærlighed.

Under demonstrationen ærgrede vi os faktisk kun over to ting: at Nintendo ikke havde installeret et lækkert surround sound system - vi måtte nøjes med de indbyggede tv-højtalere - og at vi ikke kan tage til The Legend of Zelda 25 års Jubilæums Symfoni lige nu.

Vi hørte dusiner af forskellige melodier under den korte demo. Alle scener i landsbyen pirrede vores ører, det løftede fornøjelsen, og musikken var prikken over i'et. Når du flyver er rytmerne intense og spændende, mens musikken i pressede situationer får dig til at gyse og skære tænder.

Vores forventninger blev under fremvisningen løftet til nye højder. Hvis symfoniens optræden i London, som Gamereactor vil dække, indeholder nogle af de nye numre, så vil showet kun forbløffe sit publikum endnu mere.

Vi har ikke meget nyt om styringen. Men det betyder ikke, at den ikke er interessant. Den bliver uden tvivl innovativ, så vi fuldstændigt kan lade os opsluge og indtage rollen som Link, takket være Wii MotionPlus.

Kontrollen over Link bliver mere logisk end nogensinde. Bevægelser og valg af knapper falder naturligt. Forvent at det bliver ganske simpelt: Peger du op mod en stige, så kravler Link opad, svinger du Wii-moten, svinger Link sværdet.

Siden E3 2010 er der i øvrigt sket store forbedringer. Præcision i forhold til Wii-moten er forbedret. At slå i alle mulige retninger er nu mere præcist, og derfor er det sjovere. Efter at have spillet The Legend of Zelda: Skyward Sword et stykke tid, får man næsten lyst til at lave sig et træsværd og løbe omkring i nabolagets park for at lege ridder for en dag.

Denne demonstration viste ikke så meget af de avancerede fjender og det forbedrede kampsystem, men fokuserede mere på Links bevægelser og smidighed. Link er en helt, men ikke en maskine. Derfor bliver han udmattet og sårbar, hvis hans stamina er lav. Ikke kun ved løb bliver stamina opbrugt, også når du hænger fra en afsats eller angriber fjender med de mest kraftfulde angreb fra dit sværd, taber Link pusten.

Spørgsmålet er ikke om The Legend of Zelda Skyward Sword vil vinde nogen titler som Årets Spil. Efter at have set spillets åbningsscene, hvordan mekanikkerne fungerer og den bredere struktur og sammenhæng mellem verden og dens indbyggere, så er spørgsmålet af en meget større dimension:

Er Skyward Sword det mest innovative og bedst udviklede Zelda-spil til dato? Bliver dette seriens absolutte højdepunkt?

Vi har på fornemmelsen, at vi allerede kender svaret, men næste måned er vi helt sikre.