Dine første skridt i ethvert open world-rollespil skal være mindeværdige. The Elder Scrolls-serien har sin lille fange-gimmick, men et helt nyt navn som Kingdoms of Amalur: Reckoning er nødt til at starte med et brag - og det gør det ved at introducere spilleren for sin figur, mens han køres væk af to gnomer. Din figur er død. Gnomerne har forsøgt at genoplive ham med en maskine kaldet Well of Souls, men da det tilsyneladende ikke er lykkedes, slæber de dig hen til en bunke frasorterede lig.

Det sætter historien fint op. Du er den udvalgte, der er blevet bragt tilbage fra de døde for at redde en verden, hvori de dødelige racer er godt på vej til at blive udryddet af en forskruet ny styrke kaldet Tuatha Deohn. Amalur er en verden hvor hvert individ bærer på en skæbne, og de såkaldte skæbnevævere ved, at ingen levende person har som skæbne at redde verden - derfor er der behov for en helt, der bringes tilbage fra de døde uden forudbestemt skæbne. Og der kommer din figur ind i billedet.

I starten får man valget mellem fire spilbare racer - der alle har smarte navne, du næppe har hørt før. Der er Ljosalfar, de lyse elvere, et stolt folk der kan forme naturen omkring sig. Så er der Varani, en klan af menneskelige nomader, der måske ikke er politisk involverede i konflikten, men ofte kæmper som lejesoldater mod Tuatha. Der er også mørkelvere - Dokkalfar - der er mestre i manipulation, diplomati og magi. Endelig er der Almain, en klan af mennesker der sætter pris på orden og stærk militærtradition. Det er denne, jeg vælger som min første figur, og Eldrin the Almain vågner på en bunke af lig, uden nogen anelse om den store rolle, han skal spille i krigen, der truer hele verdenen.

På typisk rollespilsmaner introduceres man for kampsystemet, de forskellige spillestile og grundlæggende koncepter som loot og samtaler, efterhånden som man begiver sig ud af gnomernes grotter i et forsøg på at finde sin skæbne. Professor Hugues, gnomen der er ansvarlig for at vække dig til live, formodes at dø, da du undslipper de sammenstyrtende grotter netop som Tuatha angriber Well of Souls, tilsyneladende bekymrede ved tanken om en helt uden skæbne. Inden da når han ikke at fortælle dig meget om din fortid eller din rolle i verdenen, men han giver dig anvisninger til hvordan du finder ud af mere, og det er dette spor, du følger gennem hovedhistorien i Reckoning. Snart løber du ind i figurer, der kender dig fra dit forrige liv, og at interagere med dem er nøglen til at finde ud af mere om din fortid og bringe dig tættere på at befri verdenen fra Tuathas trussel.

Når først du er ude af grotten, står du over for et stort og farverigt skovområde, et af fem distinkte lande i spillet. Du vil støde ind i adskillige sidemissioner og ting at lave på vej til næste mål i hovedhistorien. Et eksempel på et sidequest er en mand, der påstår han er en fortryllet ulv og beder dig om at finde en magisk brønd, fylde en flaske med dens vand og give det til ham. Jeg vil ikke spolere questens slutning, men det var ganske morsomt og et eksempel på hvordan Reckonings sidemissioner ofte minder om de fetch-quests man finder i MMO-spil. I en lignende quest skulle jeg samle resterne af dræbte silkefarmere, der var blevet ofre for kæmpeedderkopper. En fin lille afveksling, men langt fra de ofte lange og tidsrøvende sidemissioner i et Elder Scrolls-spil.

Kamp er et område hvor Kingdoms of Amalur: Reckoning adskiller sig fra sine konkurrenter. Måske kan det bedst sammenlignes med Fable-seriens hack'n'slash. Comboer kædes sammen med primære og sekundære våben, såvel som let adgang til spells (hold højre aftrækker nede og tryk på en af frontknapperne), og et skjold på venstre aftrækker bruges til at blokere. Det er et meget flydende og visuelt tilfredsstillende system, der får et ekstra lag med Reckoning-mode - hvor tiden sløves og der gives ekstra skade. Når først din måler er fuld, trykker du begge aftrækkere i bund for at aktivere Reckoning-mode, og herfra kan du "manipulere skæbnens tråde". Vigtigst af alt får man ekstra erfaringspoint i denne tilstand, og angriber du flere fjender betyder det mere bonus-erfaring. Når Reckoning-mode er ved at løbe ud, kan man button-mashe sig til endnu mere erfaring, da det hele rundes af med en quick time event. At benytte denne funktion strategisk mod de mere hårdføre fjender, og så ofte som muligt for at høste ekstra erfaring, vil holde spillerne på tæerne gennem hele Reckoning.

Det er svært at vurdere størrelsen på Amalur efter kun et par timer, da jeg dårligt nok når at skrabe overfladen i den første by. Der lader til at være en del lag i historien, som man kan grave sig ned i, selvom det måske ikke føles som en levende verden på samme måde som Fable eller Elder Scrolls-spillene. Dog står det klart, at 38 Studios og Big Huge Games har fyldt deres verden med en varm sans for humor, og selvom det er en verden med mennesker, elvere og gnomer, har det stadig sine egne elementer og holder sig ikke altid til de etablerede fantasy-konventioner.

Efter at have brugt et par timer med Xbox 360-versionen, og set PC-versionen køre ved siden af, er det tydeligt at se hvordan sidstnævntes grafik er skarpere og mere sprød. Jeg vil ikke gå så langt som at sige at Reckoning er et grimt spil på Xbox 360, for designet er gennemgående nydeligt, men til tider ser det lidt grovkornet og udetaljeret ud. Det er dog svært at vurdere om spillet bedst egner sig til PC eller konsol, da kampsystemet føles mere naturligt med controlleren. På den anden side kan man jo bare sætte en controller til PC'en.

Et andet problem jeg havde var med kortet, og mere specifikt med den blå linje, der viser vejen til dit næste mål. Den blå linje hopper og bliver gentegnet for at tage højde for bevægelige genstande såvel som kløfter og barrierer, du ikke kan krydse. Det tog lidt tid at vænne sig til, og måske stammede mit problem også fra at jeg hele tiden forsøgte at centrere kameraet, hvilket fik kortet til at dreje.

Det er små ting, som der er rigeligt med tid til at pudse af inden Reckoning udkommer i februar. Jeg håber stadig at vi får en ny deltager i open world-rollespilsgenren med Kingdoms of Amalur: Reckoning, men jeg blev ikke blæst væk af mine første timer med spillet.