Jeg forestiller mig at den præcist har den distance til skærmen, som Microsoft har tænkt er ideel i forhold til at benytte sig af Kinect. Jeg bliver verdens første journalist der får Fable: The Journey at se.

Det siger i al fald Gary Carr, executive producer hos Lionhead, som er i London for at vise spillet frem for en lille håndfuld folk. Og det vil ikke være en præsentation, siger han smilende, men en demo - en demo som vi vil demonstrere for udvikleren.

Stolen repræsenterer konceptet bag Fable: The Journey, og ikke et sekund vil det blive nødvendigt at forlade sædet, for dette bliver det første Kinect-spil der uden problemer kan gennemspilles siddende.

Det er en stor lettelse.

På den anden side ville det at skulle forsøge at nyde et mange timers langt eventyr stående, være komplet galimatias. Lionhead har yderligere højnet udfordringen for dem selv: "Hvis spilleren en eneste gang rækker ud efter controlleren, har jeg fejlet" siger Gary Carr.

Fable: The Journey er et eventyr med stor fokus på historien, noget vi i første omgang forventede var nødvendigt, fordi andet ikke lod sig gøre med Kinect. Men det er ikke sandt og i stedet er det blot anderledes. Kinect tvang holdet til at tænke anderledes fortæller Carr. Man bliver nødt til at tænke anderledes for at lave et godt Kinect-spil, for at lave en god oplevelse. Briten har sikkert ret, men at forene en stærk historie med et eventyr, der kun styres med bevægelser og stemmekontrol, lyder ikke som nogen let opgave.

Vores helt er Gabriel, en 18 årig ukendt og nærmest ligegyldig mandsperson. Hans hest er blevet skadet, og da han møder den mystiske Theresa lover hun ham magiske evner, der kan hjælpe ham med at helbrede hans dyr. Hun gør det dog ikke kun af sit eget gode hjerte. Theresa er nemlig selv syg og er i gang med at finde en måde hvorpå hun kan nå The Spire for at heale sig selv. Gabriel er løsningen.

Foran os befinder sig et eventyr på skinner. Dette skal dog ikke forstås som en fornærmelse, blot at vi her følger en forudplanlagt vej, samt en intens historie der bliver fortalt for os mens vi bevæger os igennem et større Albion, hvor vi igen og igen kan lade vores indflydelse blive en del af verdenen. Selvfølgelig betyder ingen controller, at nogle ting ikke kan implementeres, hvilket vi er vant til fra tredjepersons-skydespil eller action-eventyr.

Journey bliver altså linært. Vi befinder os om bord på en hestevogn hvor personlighederne løbende udskiftes, og rejser fra sted til sted mens vi engang i mellem støder på kampsekvenser og skal holde styr på hesten. Hvordan lader det sig gøre? Vi rider i førsteperson med vores hænder på den venstre og højre side der holder godt fast i tøjlerne. Med logiske bevægelser og brug af tøjlerne lader vi hesten forstå, at der skal lidt fart over feltet. Gøres det hurtigt løber hesten hurtigere, mens der bliver bremset hvis du hiver tøjlerne til dig selv. Det virker fint. Bevægelse af hovedet opfattes også af Kinect, som efterfølgende får kameraet til at vende sig mod de respektive sider.

Så er det tid til en mellemsekvens. To dværge med underlige buske på hovedet angriber os. Et øjeblik senere sidder to pile fast i flanken af hesten. De tidligere blide strøg med tøjlerne bliver voldsommere, og vi kommanderer hesten til at løbe direkte gennem en hytte, hvorefter det er tid til et pitstop.

Da vi endelig har fået tid til at hvilke lidt, forsøger vi roligt og præcist at fjerne pilene fra hesten, hvorefter vi med et par magiske healende håndbevægelser helbreder den igen. At se såret blive mindre og helt forsvinde føles godt, men det skal dog gøres med forsigtighed da alt andet vil resultere i ar. I de 12 til 16 timers spilletid vil både hesten og heltens personlighed og ydre forandres, ganske som vi normalvis kender det fra Fable-serien. Hvis du har pisket hesten for hårdt vil grimme ar formes med tiden, og dem der ikke tager sig ordentlig af deres hest vil inden længe miste dens tillid. Hesten er på det nærmeste det modsatte af hunden fra Fable 3. Den er vigtig, og så inderholder den en masse af den viden udvikleren lærte under udviklingen af Milo, drengen fra en af de første Kinect-demoer.

Milo og den teknologi der lå bag ham, er grundlaget bag nogle af de reaktioner vi ser fra hesten. Ganske vist kan hesten ikke fodres med et æble fra ens eget stuebord, men med in-game snak og frugt er det alligevel ikke det store problem.

Rejsen foretages fra fronten af hestevognen hvor valgene helt er vores egne - om du vil til venstre eller højre er ofte op til dig selv. Men Carr definerer det hele anderledes i konteksten til Fable: The Journey. For ham handler det om at han har befriet spilleren for controlleren. Det nye Fable vil kunne spilles eksklusivt med Kinect. Faktisk bør det spilles sådan, for det er den eneste måde at garantere, at man som udvikler sørger for at få det meste ud af teknologien, mener Carr.

Kampene i det nye spil er stærkt fokuseret omkring magi og trylleformularer, og foregår oftest i aflukkede områder. Således prøvede vi at dræbe alt fra hvepse med lynild, til dværge og trolde med ildkugler. At bruge lyn kræver ikke meget mere end at løfte den højre arm og vinke med hænderne mod skærmen, mens en kastebevægelse lader dig slynge en ildkugle. I en senere sekvens styrer vi også med venstre arm en slags tentakel-kugle. Med tentaklerne kan vi tage fat i modstanderne, slynge dem op i luften og efterfølgende plaffe dem med magi. Man bør også variere sine angreb da modstanderne inden længe vil begynde at aflure ofte brugte tricks.

Den bevægelsesfølsomme kontrol fungerer fint og uden nogen former for forsinkelse. Jeg kan dog ikke undlade at bemærke at Kinect-kameraet ikke er kalibreret til mine bevægelser. Igen og igen lander mine angreb lidt ved siden af modstanderen, hvilket dog kan rettes ind ved at jeg kan bestemme over ildkuglen, selv efter jeg har kastet den. Derfor kan jeg eksempelvis slynge den afsted og få den til at ramme i ryggen på en modstander, uden at han har den fjerneste anelse om hvad der lige skete. Systemet skulle være lavet så mulighederne er mange og tillader forskellige spilmetoder.

Besværgelser af forskellige slags vil løbende blive lært gennem spillet, og Gabriel og hans hest kan naturligvis begge stige i erfaringsniveau. Der er også hemmelige skatte at finde, men det vil ikke være muligt at drage fordel af tidligere gemte spil fra Fable-trilogien.

Grafikken ser lækker ud og er bygget med Unreal-teknologien som fundament. Specielt hesten ser naturlig ud med dens pels og smukke animation. Ligeledes er troldene, dværgene og endda et menneskeligt træ smukt animeret. Omgivelserne ser også mere magiske ud end nogensinde før i serien, og bades i et dejligt dagslys og fortryllende aftenmørke - det her er ganske langt fra det til sammenligning markant dårligere udseende Fable 3.

Det er svært at komme på nogen egentlig konklusion efter de glimt vi har set af spillet. Dog er der ingen tvivl om af Fable: The Journey er et af de mest interessante Kinect-spil til dato, og det er et spil som reelt forsøger noget nyt. Jeg ser allerede frem til at spille det.

Ligeledes er det tydeligt at Lionhead er den perfekte udvikler for et projekt, der kræver denne slags vanvid. Fans og hardcore-spillere vil sikkert lige skulle vende sig til hele ideen, men det er sådan det oftest går med nye ideer.

Eller som Carr siger det med sine 27 års erfaring som spiludvikler: "Jeg startede med tastaturet, joysticket var nemt at lære, men så fik vi denne her mus og jeg tænkte: Ad, hvad er det, det er dog afskyeligt, den har jeg ikke lyst til at bruge". Resten er historie.