Min stedfar mente den skulle hedde Bergmand eller Bergstrøm. Hunden altså. Selv mente jeg det var forbandet synd hvis et sagesløst dyr skulle belemres med sådan et navn, og jeg skulle ihvertfald ikke bryde mig om at gå og råbe Bergmand når hunden skulle ind fra haven. Vi havde snakket om at få hund i et stykke tid nu. Jeg var vel egentlig ikke selv så entusiastisk. Jeg havde allerede en hund hos min far, og han hed Bastian, hunden altså, og var super dejlig, så hvad skulle jeg med en Bergmand? Men min stedfar insisterede, og sagde at det var en af hans to betingelser. Den anden var at det skulle være en lille hund, som for eksempel en terrier. Eller en puddel.

Der gik lidt tid. Jeg tror ikke mine forældre var helt alvorlige om at de skulle have hund, for sådan en koster jo, især hvis man skal have stamtavle og seletøj, og de spiser jo også nogen, og skal til lægen. Men det gik hverken værre eller bedre end at min stedfar havde kollegaer og en af dekollegaer havde hunde, og flere end han selv kunne huse. Så ind i familiebilen og afsted mod... Silkeborg, tror jeg. Min bror og jeg udvekslede blikke på bagsædet. Pudler. PUDLER. Små arrige hårtotte der hørte til hos kvinder med perfektfilede negle. Og for at gøre det endnu værrere, DVÆRGpudler. Katastrofen var total. Der var langt fra sankt bernhards hunden Bastian, eller min vens golde retriever Magnus, til en lille, snoldet, sur dværgpuddel. Øv.

Men virkeligheden lever jo sjældent op til forventningerne, og dværgpuddelen Pingo levede slet ikke op til nogen af dem. Han viste sig nemlig at være en helt igennem fantastisk hund. Min stedfars kollegaer havde en hunpuddel, som de for nogen tid siden havde avlet på. Af det var der kommet minimum tre hvalpe, hvoraf den ene, en han, var blevet solgt til en ældre dame der savnede noget selskab. Desværre savnede hun også en hel del andet, deriblandt hendes fulde fem, så puddelen, som hun med royal kærlighed navngav Pingo, fik lov at gå rundt på møblerne som det passede ham, og istedet for gåture klaredes skideriet på spisebordet. Heldigvis for både dame og hund erkendte damens datter snart at det altså ikke gik mere, og damen kom på et hjem hvor hun kunne få den omsorg og hjælp hun skulle have, og Pingo røg tilbage til familien og fik en ordentlig omgang genoptræning. Og så kom vi altså, 4 mand i en Obel Ascona, eller hvad bil vi nu havde dengang. Og alle mine bange anelser forsvandt som dug for solen da vi, da døren blev åbnet, ikke bare blev mødt af to glade mennesker, men også 4 enormt glade hunde.

Pingo var en lille uldtot, og selvom han nogengange var lidt sær, så var han så uendelig dejlig. Folk har mange forkerte forestillinger om pudler, at de er arrige små pyntedukker. Det passer ikke. De er intelligente, omsorgsrige familiehunde. Jeg var omkring de 13 da vi fik ham, og der gik ikke lang tid før det faste morgen ritual var at min mor åbnede døren til mit værelse, og så gik Pingo glad ind og vækkede mig. Og hvis det var weekend, så lagde han sig sammen med mig, og puttede sig ind under dynen. Vores gåture var ikke så voldsomt lange, men det passede en ung teenager fint. Og når vi legede i haven kunne han køre sig selv helt vanvittigt op, så til sidst var der ikke noget behov for rent faktisk at lege med ham, han halsede rundt i ottetaler på græsplanen og var helt ustyrlig.

Da jeg var 14 skulle jeg på klassetur til Amsterdam. Og Pingo var med og sige farvel ved bussen. Hvor jeg engang havde bævet ved tanken om at skulle vise pudlen Bergmand frem for klassekammeraterne, var der ingen bekymringer, og det scorede da også nogen billige point at kunne introducere det søde lille kræ for pigerne. I den uge jeg var væk savnede jeg Pingo mere end mine forældre.

Pingo havde en fantastisk fornemmelse for ens humør. Når jeg var glad var han glad, og vi legede og han drillede og hev mine sokker af, eller rykkede forsigtigt i mine bukseben. Og når jeg var ked af det, så var han stille og rolig, og nussede med tunge og næse, og modtog selv nus og kærlighed. Da min tredje kæreste slog op med mig for anden gang, brugte Pingo hele formiddagen i sengen med mig, ingen pjat eller balade eller leg, bare trøstehygge.

Pingo var ærlig, for hunde kan ikke rigtig være andet. Hvor venner og klassekammerater kunne forråde og svigte, når den sociale status var i fare, eller sende et falskt smil for syns skyld, så var Pingo kun interesseret i at flokken havde det godt, og så var der sådan set ikke mere at tænke over for ham. At være sammen med ham var simpelt, for der var kun følelser og kropssprog, og ingen ord til at forvirre og fordreje. En ven, en anderledes ven, som trods fire ben og krøllet pels var en del af familien. Der er noget ganske ubeskriveligt over at være modtager for ubetinget kærlighed. Til tider trængte han dog til enrum, og når enrum ikke engang er et rum, men en kasse uden låg, så forstår man godt han forsvarede den med næb og kløer. Han kunne blive så fantastisk arrig hvis man forsøgte at komme til ham i hans kasse, nogengange. Men bortset fra de, få, knurrende momenter, så var han en glad hund, med et gladt liv, der gjorde en glad familie.

Og sådan gik årene. Pingo vækkede mig hver dag, var enormt begejstret hver dag når jeg kom hjem, luftede mig, legede når vi var glade og nussede når vi var trætte eller ked. Altid loyal, altid kærlig.

Jeg holdt LAN til tider, i gymnasietiden. Men fars kone havde et lager med et stort arbejdsbord, og det var perfekt når en 6-7 drenge skulle bruge en nat på uforstyrret at skyde hinanden i småstumper, eller rejse imperier sammen. En dag efter sådan et LAN skulle jeg tilbage for at hente min stol. Lageret var i gåafstand, og derfor spurgte min mor mig om jeg ikke kunne tage Pingo med i snor, og ligesom slå to fluer med et smæk. Men jeg var træt, og en kontorstol er bøvlet at slæbe, og måske var jeg i det hele taget ldit irritabel og doven, så jeg svarede at det vidste jeg ikke liiiige om jeg kunne, for stolen er jo tung og sådan. Så jeg suste ud uden snor og hund, og hentede stol. Jeg havde det egentlig lidt skidt med det, da Pingo godt havde opfanget hvad vej vinden blæste, så han stod klar ved døren, glad og logrende, indtil jeg var på vej ud af døren uden ham, og halen langsomt lagde sig.

Og så kom jeg tilbage. For at nå bagdøren, som var den indgang vi brugte, der passerede jeg min lillebrors vindue, og jeg kunne se min mor og min lille bror holde om hinanden. Og det blev ikke bedre da jeg kom indenfor og min mor var for grådkvalt til at fortælle mig hvad der foregik. Og der var ingen hund der logrende tog imod mig. Pangforvirret tog jeg stolen ind på mit værelse, og jeg kunne mærke at der var noget meget, meget galt. Da jeg kom ud i køkkenet igen, kom min stedfar ind. Hans hænder var dækkede af blod.

Pingo var død.

Da min mor var gået med ham istedet var han pludselig suset ud forbi en stikvej, fordi han fik fært af noget. I samme øjeblik kom en bil kørende alt, alt for stærkt ud, og han kunne ikke nå at stoppe. Pingo, en glad, kærlig hund, MIN hund, min lillebror, døde øjeblikkeligt. Min stedfar havde renset den lille krop så godt han kunne, så vi kunne sige farvel til ham ude i værkstedet. Jeg lagde hånden på hans mave, men selvom den var varm og blød som altid, var der ikke noget liv, ikke nogen bevægelse, ikke nogen glæde og kærlighed. Der var bare en livløs krop.

Vi begravede ham under et hjertetræ i haven. Han fik sit elskede tov med, og et par andre ting. Og så forlod Pingo, en dværgpuddel der skulle have hedet Bergstrøm, vores liv, men ikke vores hjerter.

Senere kom Charlie til. Charlie var også en dværgpuddel, og han var en hvalp, men selvom han var et herligt væsen, selvom han også blev en del af familien, og stadig er det, så fylder det ikke Pingos hul. Det kan man aldrig, med tab. Man kan få sig en ny ven, men man kan ikke slette mindet om den gamle.

Efter Guiness rekordbogs ganske forfærdelige liste og BumZen's ganske fortræffelige(som du kan læse her) liste over de bedste spilslutninger nogensinde, så vil jeg også lige give mit bud på 3 spilsutninger der udgør mine favoritter. En lille disclaimer, dog: Listen ville ganske givet være rangeret anderledes på en anden dag, og måske ville der være helt andre titler derpå. Så har jeg glemt et mesterværk, eller er du uenig i hvilke jeg vægter højest, så råb endelig op, for det kan være jeg giver dig ret :) SPOILERS forekommer, iøvrigt, så ser du en titel du har planlagt at spille, så skynd dig væk i en allerhelvedes fart.

3. Silent Hill: Shattered Memories Genfortolkningen af det første Silent Hill kan klandres for mange ting: den ellers puzzleglade serie hyldedes gennem wii-motion gimmicks, det ellers så ikoniske rådne og rustne jernlandskab blev erstattet af is og frost, og uhyggen blev erstattet med andrenalin pumpende flugtsekvenser der gav mere frustration end frygt. Den ellers højt reklamerede "The Game Plays You" funktion, hvor pauser med "psykolog samtaler" skulle afdække din person så spillet kunne spille direkte på dine fobier, virkede flad og ligegyldig. Der var, et langt stykke af vejen, ikke meget at råbe hurra for, selvom spillet trods alt holdt et niveau der i det mindste var interressant nok til at man ikke gav op. Og jesus det betalte sig at man hang ved. Da Harry Mason nærmede sig sit mål, fyrtårnet hvor hans datter er taget til fange, bliver psykologindslagene mere og mere aggressive, og det bliver klart at der ligger mere under overfladen end først antaget. Harry stormer ind i fyrtårnet, i genkendelige omgivelser: Kontoret hvor psykologsamtalerne har fundet sted. Datteren Cheryl er voksen, og det er hende der er i samtale, hende vi har spillet i psykologsamtalerne hele tiden. Psykologen ignorerer totalt Harry. Han findes ikke. Alt vi har oplevet har været Cheryls fantasi, hendes forsøg på at konstruere en virkelighed hvor hendes far ikke var en skuffelse. Og pludselig giver det hele mening. Psykolog samtalerne som ellers kun gav overfladiske forandringer giver mening fordi det er delvist igennem dem Cheryl konstruerer hendes fantasi - det var ikke en gameplay mekanik, men en narrativ mekanik. At i det hele taget kalde det for en "re-imagining" af det første Silent Hill legede med vores forventninger om hvad spillet handlede om, og gjorde at vi var totalt vildledte.

Spillet havde forskellige slutsekvenser, og de er allesammen lige nævneværdige. Alt efter hvad man har gjort og svaret gennem spillet, kan Cheryl enten forene sig med sandheden om at hends far aldrig var den helt hun har bygget op i hans fantasi, men en skuffelse der enten var fuld, utro, eller skiltes med hans kone, og tilgive ham. Eller hun kan indse Harrys sande jeg, og fordømme ham for det. Eller, og det var her det blev rigtig hjerteskærende for mig, hun kan ende med ikke at magte at se sandheden i øjnene, og istedet for at gøre sig fri af den drømmeverden hun har levet sig ind i, trækker hun sig mere ind i hendes fantasi, og psykologen må derfor give op og sende hende på en lukket institution. Da vi derefter ser optagelser fra Harrys Camcorder, det ene øjeblik lykkelige øjeblikke med hans datter, det næste den grimme sandhed om Harrys laster, er det svært ikke at knibe et tåre.

Det var hjerteskærende og selvom det var en variation af et twist vi har set alt for mange gange før, var det så veludført og indarbejdet i spillet og dets gameplay, at det, ihvertfald for undertegnede, virkede perfekt, og tog et middelmådigt spil og placerede det mellem mine absolutte favoritter.

http://www.youtube.com/watch?v=2aeTV3CVL6Y

2. Silent Hill 2 Det er næsten umuligt ikke at have fået slutningen spoilet for sig endnu, men da jeg gennemførte det første gang var mine forældre heldigvis ikke trådt ind i teknologiens tidsalder endnu, og internettet havde endnu ikke haft mulighed for at afsløre hvad det egentlig var der foregik i den groteske helvedesby, da James Sunderland bevægede sig igennem den i jagten på hans afdøde kone. Silent Hill 2 havde flere slutninger, og det er egentlig ikke så meget en bestemt slutsekvens som gjorde det hele så episk, men snarere den sidste del af spillet på Havenbrook Hotel hvor alle brikkerne endelig faldt på plads. Og jeg mener ALLE. Det er svært at genfortælle slutningen på en måde der giver mening, men du kender den forhåbentlig allerede. James har løjet for os og sig selv hele tiden, flygtet fra den forfærdentlige forbrydelse han har begået. Hans kone blev ikke taget af sygdommen, men af James selv, ude af stand til at kunne håndtere hende og hendes sygdom længere, ude af stand til at kunne lægge låg på de seksuelle frustrationer og af at være bundet til en døende kvinde der ikke gav ham andet end smerte. Den mystiske Maria og væsnerne i Silent Hill var alle facetter af hans chauvanisme og seksuelle syn på kvinder, mens det grusomme Pyramid Head der jagtede ham og truede med at udslette ham var hans egen skyldfølelse og ønske om at blive straffet. James var ikke en sørgende enkemand der måneder efter et stort tab satte ud for at finde sin kone, men en ynkelig kujon der flygter fra drabet på hans egen kone. Og da alting pludselig klikkede, og vi pludselig kunne se symbolikken i omgivelserne og deres indbyggere, der vidste vi at vi lige havde oplevet en af de bedste spilhistorier nogensinde skruet sammen.

De sidste sekvenser har alle deres stærke sider. "In Water" slutningen, hvor James drukner sig selv, eller måske Maria endingen, hvor James tager den seksede Maria med sig fra byen, med et lille host der afslører at det hele er ved at gentage sig. 6 er der i alt, alle gode sløjfer på James historie og lidelse.

http://www.youtube.com/watch?v=vA6rAU5DAoo

1. Final Fantasy IX Åh gud... Jeg har aldrig lagt skjult på at der ikke skal ret meget til før tårekanalerne lukker op på fuld drøn hos mig, ihvertfald når jeg fordyber mig i en anden virkelighed, og Final Fantasy IX gav fuld knald på sluserne. Efter et voldsomt eventyr med Zidane og kompagni, hvor de helt store mørke spørgsmål blev rejst og behandlet i det ellers farverige og småfjollede univers, ramte slutningen som en forhammer lige i følelsescenteret. Efter en desperat kamp mod den disillusionerede Kuja, der er på kanten til at destruere hele planeten, befinder vores heltes sig tilbage på fast jord, ved Lifa træet hvor alt begyndte. Det gigantiske træ og dets kilometerlange rødder vrider sig i dødskramper, og alt håb synes ude, indtil Cid dukker op i hans luftskib, og strækker en frelsende hånd ud. Men Zidanne tøver. Han kan mærke Kuja stadig er i live, helt inde i kernen af Lifa træet.

"I can't just leave him."

Med et sidste farvel til Vivi, Steiner, Amarant, Eiko, Freya, Quina og ikke mindst Dagger/Garnet, der alle takker ham for at have hjulpet dem med at overkomme deres personlige problemer, går Zidanne tilbage ind i Lifa træet, for at hjælpe den dødeligt sårede Kuja ud. Og så kollapser træet.

Flashforward. Det er forår i Alexandria, og Garnet er kronet som dronning. Teaterkompagniet Tantalus vender tilbage for at give deres årlige opførsel af "I Want to be Your Canary", ganske som da spillet startede. En efter en ser vi Zidannes kammerater gøre klar til at rejse mod Alexandria og genforenes. Vivi er desværre ingen steder at spore, men ser alligevel ud til at have overvundet hans forestående død på den eneste mulige måde: Ved at skabe nyt liv, i form af sønner.

En sørgmodig Garnet/Dagger overværer teaterstykket som minder hende om hendes første møde med Zidanne. Netop som teaterstykket, en Romeo og Julie agtig fortælling, når sit klimaks, smider hovedpersonen den kutte der har skjult hans ansigt: Zidanne, stirende direkte op på dronningelogen, råber højt den sidste linie i monologen: "Bring my beloved Dagger to me!"

Overrasket og ude af sig selv springer Garnet op, og spæner straks ned blandt publikum. Omringet af menneskemængden mister hun retningssansen, og et tilfældigt stød fra en fremmed river hendes halskæde, mementoet om hendes rigtige mor, af hende. Et kort sekund overvejer hun at prøve at få fat på den igen, men istedet vender hun sig straks mod scenen og fortsætter mod Zidanne der straks tager hende i sine arme. Med tårer i øjnene kigger hun på den mand hun elsker, og slår ham gentagne gange på brystet, vrede blandet med glæde og gråd, og endelig forenes vores elskende hovedpersoner.

Og så hyler Belial.

En endelig sejr over døden i et spil der om noget havde handlet om livet, døden, og hvordan vi forholder os til de to ting.

(i tre dele, og LANG) http://www.youtube.com/watch?v=47BCkNWg5bQ&feature=related http://www.youtube.com/watch?v=eL5m0U57dXY&feature=related http://www.youtube.com/watch?v=UEWSmD0VYf8&feature=related

20 minutter efter jeg storsvedende kaster mig ind i et tog der kan smække dørene i hvert sekund, er vreden lige ved at boble over. Heldigvis er jeg aldrig blevet gamma-bestrålet, og hvad der hurtigt kunne have udviklet sig til en katastrofe med et skadetal i millionstørrelse, forbliver et intenst had der simrer dybt i mit fedtbelagte bryst. For det var en god fest i går, og hold kæft hvor Arne drak igennem mand. Og jeg er på vej, men jeg har ikke fået noderne med, kan du ikke lige synge min del så jeg kan forberede mig lidt? Og faaaaaaaaark jeg er ikke fuld...

Jeg har gjort det til en fast del af min togrejse at den foregår i stillekupéen. Ikke fordi jeg skal sove, for jeg har en panisk angst for at hvis jeg lukker øjnene i blot et sekund, så er jeg i Padborg når jeg åbner dem igen. Men fordi togrejsen ligesom er et frirum, X antal timer hvor man er bundet til et bestemt sted, med et begrænset antal tilgængelige aktiviteter, så jeg kan ligesom koble af på en måde jeg er ret dårlig til i hverdagen. Forstå mig ret; ingen kunne påstå jeg har en voldsomt travl hverdag, med mindre man mener sofaligning er en beskæftigelse der kræver fuld opmærksomhed, men man er altid online, og man er altid ved pc'en, og man har vennerne på skype, MSN, facebook og videre, mens tv'et bræger i baggrunden, 8. omgang i DR Update karrusellen, og de forumindlæg skriver jo ikke sig selv, og værst af alt: Burde jeg ikke lave noget ansvarligt, finde et job, løbe en tur, gøre rent? Men når jeg sidder i toget, så er det ude af mine hænder. Der er intet tv, internet er dyrt så IM programmerne skal lukkes, og uanset hvad man burde lave, så kan man ikke nu alligevel, så man er lovligt undskyldt.

Jeg elsker togrejser.

Så for at koble helt af, så rejser jeg i stillekupé. Jeg får set lidt af den der anime jeg har villet se længe, læst et godt stykke i knaldromanen, eller simpelthen bare lænet mig tilbage, og lyttet til musik, rigtig LYTTET uden at fokusere på andet.

Så stillekupé.

Desværre er den det ikke altid, stille. Og i dag er en af de dage. Og jeg bliver sur og vred, og bliver nød til at spørge om de er klar over at det er en stillekupé, og det kigger mærkeligt på mig, og minuttet efter stiger decibellene igen.

Selv Dante Allighieri syntes den del af helvede der er reserveret til telefon-entusiaster og tømmerteenagere var for voldsom til mediebelysning, men den er der, og pladserne er reserveret, ganske som min er det her i kupéen, mod en forventning om ro.

Standard

Stillezone

Fat det.

Det var altsammen meget trist.

Jeg voksede op i et gammelt palæ, sammen med min far og min søster. Min mor var død før jeg nåede at kunne huske hende, men vi lagde stadig sten på hendes grav i den sjælehave der lå på vores grund. Min kæreste var flyttet ind hos os, ikke fordi vi vores forhold var så langt at vi var noget til det stade, men fordi hun ikke havde andre steder at bo, på grund af problemer med hendes egen familie.

Livet var ikke så tosset, selvom far blev meget syg og brugte en del tid på hospitalet. Men det var på hospitalet at det begyndte.

Hvorfor hun vendte tilbage ved jeg ikke. Jeg ved egentlig ikke engang præcis hvad hun er. En halvgud, en dæmon, en ond troldkvinde, genopstået. Men hendes genfødsel var tæt forbundet med vores sjælehave. Et sted mellem de 13 træer lå en del af hendes magt begravet, og vores familie var, med vores blotte eksistens, det der forhindrede hende i at nå den, og genoplive. Hvad der fulgte var et år med frygt. Hun var ikke en stor fysisk trussel, kun en ånd uden alle hendes kræfter, men hun kunne hjemsøge os, et spøgelse der kunne tage form som hvem som helst, og hviske løgne og bedrag i vores ører. Min fars helbred forværedes under den psykiske terror, men stadig holdt vi stand.

Og så kom invasionen. Vores land havde nydt en tusindår lang fred, siden troldkvindens nederlag. Men pludselig kom de, kæmperne, troldende, orkerne... og det der var værre, døde, kolde ting, der kun kendte had. Fra nord, kom de, på kæmpe skibe byggede af knoglerne fra længst uddøde havgiganter. Vores hær rejste sig, men og holdt stand for en tid.

Vores far, på hans dødsleje, fortalte os hvorfor vi havde lidt så meget. Vi nedstammede fra en linie af shamaner, og 1000 år siden var det en gruppe af vores forfædre der besejrede troldkvinden, og forseglede en del af hende i sjælehaven, så hun ikke kunne vende tilbage. Ankeret der hold seglet lukket var vores blod, vores bånd. Gennem årene og en række uheld var linien blevet nøsten udryddet. De høje rate af dødfødte børn, selvmord og dødbringende sygdom skabte hvisken blandt de der kendte til vores historie, hvisken om en forbandelse, troldkvindens sidste hævn.

Min fars sidste dåd var at overdrage hans kræfter til min kæreste. Et stort offer. Normalt bliver man født til shamanisme, og i vores familie var det altid en nedarvet kraft, men over de sidste 1000 år havde hver generation set færre født med potentialet. Hverken min søster eller jeg havde evnen.

Det var et enormt offer. Shamanisme var en arv man modtog hvis man var af blodet, ikke en evne der frit kunne gives væk. Min far måtte bøje naturen og elementerne på en måde de ikke skulle. Det kostede ham hans sjæl, hvilket betød han ved sin død ikke kunne slutte sig til resten af vores forfædre i sjæletræerne, men istedet blev kastet ud i det store intet.

Invasionen kom tættere og tættere på. Generalen for forsvaret kom til os og placerede en deling til vores forsvar. Hans magikere arbejdede på en måde at udslette troldkvindens essens, sagde han. Det ville ikke fjerne hende for evigt, men det ville udsætte hendes tilbagevenden. Besværgelsen krævede megen forberedelse, dog, og han var ikke sikker på vi havde tid nok. Hvis troldkvinden fik sin magt tilbage, ville besværgelsen være ubrugelig. Han ville købe os al den tid han kunne.

Med de ord red han ud, hans griffe eskadrilie bag sig. 2 måneder senere fik vi nyhederne - hans hær var slået, de overlevende havde trukket sig tilbage til deres fæstning for at prøve at samle styrker igen, men indtil da stod der intet imellem invasionen og os. Krigen rykkede sydpå, til vores hjem.

Vores forsvarere holdt stand. Imens, i huset der engang havde virket så varmt og hjemligt, herskede frygt i vores hjerter. Troldkvinden var en konstant trussel. Hendes lig, bevaret af invasionen og båret med dem i krig, var nu så tæt på hendes magt i sjælehaven at hun fik lidt af sin styrke tilbage. Det eneste der holdt hende fra at slå os ihjel, var at vi var alle tre segl så tæt på hinanden. Jeg holdt min søster i mine arme når hun græd af frygt, og trøstede min kæreste når hun var ved at knækkes under det ansvar og den arv min far havde placeret på hende. Altid stod hun der, troldkvinden, observerede os, hånede os.

Hvornår hun fik styrke nok til den besværgelse ved jeg ikke. Vi opholdte os i kælderen, hvor vores respektive værelser befandt os. Pludselig fløj hun mod mig, et frygteligt smil på hendes læber. Hun greb mig, hviskede "Kan du nå det?"... og pludselig befandt jeg mig på en ødelagt havn, et halvt kontinent derfra.

Uden mig i nærheden, var seglet ikke komplet. Inden længe ville troldkvinden være stærk nok til at skade min familie. En gruppe overlevende soldater fra det første stade af invasionen fik mig på en grif, og overbevist om at jeg kunne nå det, hvis bare jeg ville det nok, satte jeg fugleflugt mod hjemmet.

Delingen der lå mellem os og invasionen var næsten slagen, men jeg havde ikke tid til at stoppe da jeg fløj over dem. Huset var stille og mørkt. Jeg skyndte mig direkte mod kælderen.

Jeg nåede at se lyset forlade min lillesøsters øjne, den mørke skikkelses hænder om hendes hals. Jeg kunne knap genkende min egen stemme da jeg, grådkvalt og knækket, sagde hendes navn. Troldkvindens ånd vendte sig mod mig, smilende. "For sent." Så forsvandt hun.

Min kæreste.

Jeg fløj ind i hendes rum, men åndede lettet op da jeg fandt hende bevidstløs, men i live. Troldkvinden, fortalte hun, havde slået hende ud, men var gået efter min søster først. Jeg kunne ikke engang få ordene frem, men hun vidste det. Hun vidste at jeg var kommet for sent. Jeg havde fejlet dem, sagde hun, det var min skyld hun var død. Hendes blod var på mine hænder, sagde hun, og hun kunne aldrig tilgive mig for at have ladt dem i stikken.

Hendes ansigt mistede alt kulør, mens et tydeligt aftryk af to hænder formedes på hendes hals. Så forsvandt hun.

Hånlatter. Hun var den første der døde, fortalte troldkvinden mig. Hun ville ikke påstå at det var det sidste hun tænkte mens luften blev presset ud af hende, eller om hun istedet tænkte på hvordan hun havde fejlet i at manifestere de shamankræfter min far ofrede sit efterliv på at give hende, det ville hun lade mig selv fortvivle over. Og nu var det min tur.

Blindt raseri. Et råb, et skrig, frustration mod en verden der havde taget alt fra mig, ødelagt alt jeg holdt af, blot fordi jeg var blevet født i en bestemt familie, blot fordi der kunne eksistere sådan en ondskab som troldkvinden. Troldkvinden langede ud efter mig, men det var som blev hendes hånd slået væk. Opslugt af vrede, stadig med skriget på mine læber, gik jeg imod hende. Elektricitet gnistrede i luften omkring mig, flammer brændte ud som bobler, mens gulvet under mig slog revner. Shamanismen var blevet vækket i mig, og den blev fodret af en tørst efter hævn, blev fodret af en uendelig vrede, blev fodret af fortvivlelse og sorg. Skridt efter skridt tvang jeg troldkvinden tilbage, mens rent instinkt, vrede, langede ud efter hende med elementerne. Så rakte jeg ud, ikke med min hånd, men med min sjæl, med min ånd og mine forfædres ånder fra den nærliggende sjælehave, og tog et fast greb om troldkvinden. Vi sprængte gennem kældervæggen, op til overfladen. Til sjælehaven.

Let glødende linier forbandt de 13 træer. I midten af linierne formedes en brønd af skygger, et åbning til et nedre der lå uden for tid og sted. Med et sidste brøl, kastede jeg troldkvindens ånd ned i fængslet, og lukkede det over hende. Drænet, faldt jeg til jorden, sejrherre. Men prisen havde været mit liv. Ikke mit eget åndedræt, men min far, min søster og min kærestes. Min søster kunne i det mindste slutte sig til vores forfædre i sjæletræerne, men min far var dømt til en evighed i ren intethed, og min kæreste kunne meget vel lide samme straf, død med en arv der ikke tilhørte hende.

Og så vågnede jeg, overbevist om at jeg lige havde haft den mest awesomme drøm længe.

Hvad drømte du i nat?

Det sner udenfor. Sådan, lige et lille hint til dem der endnu ikke har haft snuden udenfor i fimbul landskabet. Jeg hader sne. Sne er en våd, sjappet affære, der udelukkende eksisterer så man fryser og sveder samtidig i sin vinterfrakke, mens de slidte skosåler danser en febrilsk balance tango henover den glatte asfalt. Døden, og faren for snebolde, synes at lure om ethvert hjørne. Og alligevel kan jeg ikke komme udenom charmen...

For i dag er det frisk sne. Sne er lidt ligesom kvinder. I starten er den smuk og blød, og uanset hvor meget man ved bedre, så kan man ikke andet end lade sig gribe, og man må ud, ud, ud og nyde den, lade sig omgive af den, ånde og føle den, være i den. Senere hen bliver den træls og sjasket, og man kan godt se på den at der ligesom har været en del andre før en selv, og den er hverken køn længere eller særlig behagelig at være i nærheden af. Men lige nu er den frisk, frisk og hvid, blød og blid, og selvom jeg bandede indvendigt da jeg trak uldfrakken på, så begyndte jeg at smile uhæmmet da jeg, sort plasticsæk i hånd, begav mig mod Brugsen.

Jeg bor på en bakke. Ikke en voldsomt høj en af slagsen, men høj nok til at når jeg bevæger mig uden for kollegiets mure, så kan jeg skue over det grå, industrielle Aalborg. Bortset fra i dag. I dag var Aalborg hvid, hvis og lys, og træerne var hvide og lyse, og vejen var hvid og lys, og alting emmede af kælketure og sneboldskampe, gåture med en pige i hånden, en hund i snoren, eller begge dele. Frisk sne gør både Aalborg og jeg glad.

For enden af vejen holder der en gul bil, model gammel spand, med kølerhjelmen åben. Et kun let lag sne afslører at den ikke har holdt der længe, men alligevel længe nok til at man er rimelig sikker på at ejeren burde være irriteret. Han er dog ingen steder at se, så istedet bidrager det bare til smilet, at se en velholdt gammel spand holde der, med åben kølerhjelm, minus frustrationer. Gaden jeg drejer ind i er normal et skummelt sted. Her er jeg stødt på råbende kvinder, dansende grønlænder, harmonikamusik fra altaner og skumle mørke mænd der holder lige lovligt længe i deres biler. Ølflasker er en fast bestanddel i gadebillede normalt, men i dag er det sne, og det føles rent. Og jeg smiler.

Trafikken er let i dag, og folk holder pænt tilbage ved fodgængerovergangen. Da jeg når Brugsen slår det mig - det er søndag. Der er ikke åbent. Det har Rema tilgengæld... men har de nu også en flaskeautomat? Jeg stiller mig uden for skydedørene, op påtæerne, og til højre og venstre for at prøve at spotte en flaskeautomat.

"Undskyld?"

Jeg tager headsettet af. Der står en dame, håret i fletninger, let lænt hen over hendes cykel.

"Skal du af med flasker?"

"Hvis jeg kan komme til det," siger jeg med et smil.

"Altså, den over i Brugsen er åben, skydedøren åbner automatisk."

"Ja, men Brugsen har ikke åben i dag, har den?"

"Jojo, det er den sidste søndag i måneden. Alt har åbent."

Jeg takker hende med et smil, og afleverer mine flasker. 113,50 kroner. Spaghetti(grovkornet), parmesan(revet), yogghurt(pære/banan), rugbrød(billigt), leverpostej(Tulip), og ja, jeg vil godt have min bon med, selvom jeg smider den ud når jeg kommer hjem. Og så skal jeg hjem igen. Turen er den samme. Den er hvid. Og jeg smiler. Over hele ansigtet. Går nær ind i en forvirret pizzamand der sætter et skilt ud, for vi går begge i vores egne tanker og smiler over sneen, men vi får sagt undskyld, griner til hinanden, ønsker fortsat god dag, og så fortsætter jeg med at nyde sneen og lyset. Men så kigger jeg til højre.

Jeg ved ikke rigtig hvad det er for nogen lejligheder der er derinde, bag glasdøren. Der står dog altid et gangstativ der. Og der står altid en gammel mand. Han står helt op af glasset, og kigger ud, kigger mig direkte i øjnene. Jeg stopper ikke op, og er forbi i samme øjeblik, men tiden føles lige lang, et enkelt sekund. Jeg ser hans blik, misbilligende. Som om min blotte eksistens går ham på. Helt op af glasset, dug fra hans ånde, og med et misbilligende blik. Men samtidig er det et trist blik. Og så er jeg forbi.

Og så holder jeg op med at smile. Han står der hver gang jeg kommer forbi, manden. Og jeg har ikke faste indkøbs rutiner, jeg går friskt i alle døgnets timer, alt efter hvornår jeg kan tage mig sammen. Han står der altid, på nær en enkelt gang hvor jeg undrede mig om han måske var død.

Og han ser trist ud. Og nu er jeg trist. Vi kommer allesammen i livets efterår engang, når det er tid til at slå fødderne op, tænde for Charlie og nyde kaffen. Men jeg håber aldrig jeg kommer i livets vinter, hvor verden er en hovedgade der kun betragtes gennem en glasrude. Jeg ved ikke om han misunder mig, min ungdom, mit liv, livet på gaden, og længes. Men han står der, hver gang.

Jeg sætter mig ned og åbner notepad.