Da jeg i sommeren 2012 købte min PS Vita var der en begrænset mængde spil til konsollen. Mit køb blev besluttet sammen med annonceringer af et Bioshock, Ghost Recon, Killzone og Call of Duty til konsollen, mens der allerede var udkommet Lumines. Af ovenstående lader de 2 første til at være gået i vasken, og CoD var en skuffelse af dimensioner. Det er generelt historier som disse der har plaget konsollen og den lader til stadighed at mangle opbakning hos gamerfolket hvilket jeg mener er en kæmpe skam, for konsollen har MASSER at byde på. Hvis du blot vil have korte spil anbefalinger, så gå ned i bunden.

Ikke nok med der er crossplay i flere spil, men dens remoteplay funktion er yderst velfungerende. Jeg har flere gange spillet et spil som Resogun på min Vita i stedet for på PS4'eren f.eks.

Vitaen fungerer i mit hjem også som min lille tablet. Jeg surfer på nettet, dens youtube app er den mest suveræne af alle jeg har prøvet, hvilket måske især skyldes dets lækre layout men også Vita skærmens enormt høje kvalitet.

Self køber man dog mest en Vita for at spille på den separat fra andre, og tillad mig at bruge denne blog til at fortælle om hvorfor jeg synes man skal investere i en Vita.

Shooters: Vitaen er ikke det håndholdte shooterbæst jeg havde håbet på. Uncharted: Golden Abyss var en så ujævn og kedelig oplevelse at jeg på trods af at begynde på det 3 gange, begyndte at kede mig enormt efter de første par timer, og som nævnt ser det ikke ud til der kommer noget Bioshock eller Ghost Recon mens både CoD og Resistance ikke var gode titler.

Killzone: Mercenary derimod er en fantastisk shooter. Styringen er ikke så stram som på de store konsoller, men helt klart mange gange bedre end nogen anden på konsollen. Singleplayerdelen er den suverænt bedste i franchiset og giver mulighed for adskillige genspilninger grundet de mange tilgange til hver mission og den enorme mængde class setups du kan opsætte der også virker i singleplayer. Multiplayerdelen har også seriens bedste class setup, hvilket jeg skuffende måtte erkende Shadows Fall på ingen måde levede op til.

Unit 13 var en titel jeg ikke var begejstret for da jeg først købte det med min konsol og solgte det igen. Men da det kom gratis på PSplus, der i øvrigt giver MASSER af spil til konsollen, prøvede jeg det igen, og jeg blev omvendt. Tilgangen er missionsbaseret på en sådan måde at dette er shooteren når man er på farten. Personligt synes jeg bedre om dette end de sidste par Splinter Cell, hvis agent tilgang Unit 13 har lånt fra. Absolut et godt spil.

Sidst kan jeg anbefale hjernedød splatter spas i Earth Defence Force 2017 Portable. Billigt, sjovt og lettere vanedannende.

Stickshooters og scrollshooters er også til stede i rigt omfang på konsollen. Super Stardust er altid et hit, og dets mange gamemodes bruger Vitaens kontrolmuligheder til sjov udnyttelse. Men Sine Mora, Velocity og flere andre er også at finde på konsollen. En genre der klart gør sig bedst på en håndholdt i det hele taget imo.

Hvad angår sportsspil er jeg lidt skuffet over udvalget, og har faktisk kun spillet FIFA på den. FIFA er yderst mangelfuldt i forhold til den fulde konsolversion, men er samtidigt lidt billigere, så hvis man ligesom mig bare vil spille en sæson en gang imellem og helst spille kampene mens man har 10 minutter, så er denne platform det rigtige valg. Jeg har aldrig spillet så meget Fifa som jeg har gjort på min Vita. Måske fordi jeg ikke er så stor fan af genren... et NHL eller NBA spil kunne potentielt ændre det, og det er sportsgrene jeg synes mangler på konsollen. Tæller man til gengæld kampsport som Streetfighter med, så er udvalget rigt. Dette er ikke min genre, men jeg har hygget mig gevaldigt med Playstation Allstars. Ikke desto mindre er Tekken, Streetfighter, Dead or Alive og Mortal Kombat alle på konsollen.

Platformers/adventure: Indrømmet, jeg er ikke så stor fan af Rayman som mange andre er, og jeg vil derfor ikke bruge tid på det. Derimod er Tearaway et absolut fantastisk og Vita eksklusivt spil. Det har en absolut magisk verden og gameplayet er den første Vita titel hvor jeg føler alting er på sin plads og ikke føles som en dum gimmick. Det er den fulde udnyttelse af konsollen. Jeg var aldrig særligt imponeret over den vita eksklusive Little Big Planet, men de kom 100% efter det med denne titel.

Guacamelee, Mutant Blobs Attack, Sly, Walking Dead, Sound Shapes, Thomas Was Alone, Jak & Daxter, Ratchet & Clank er alle titler også tilgængelige på Vitaen som også er på de store konsoller. Især Guacamelee og Mutant Blobs anbefales på Vitaen, hvor særligt Mutant Blobs burde foretrækkes på den håndholdte.

Racerspil gør sig fænomenalt godt på konsollen. Wipeout 2048 burde tale for sig selv med dets enorme mængde indhold, smukke grafik og ekstremt velpolerede gameplay. Det er dog NFS: Most Wanted jeg har hygget mig mest med. Vita udgaven er identisk til de store konsoller, men det er lækkert at navigere kortet med en touchscreen, og de små løb passer perfekt til Vitaen. Da de annoncerede at de ikke ville udgive Rivals på konsollen, var jeg i tvivl om jeg nogensinde skulle have det, men PS4'eren lokkede mig alligevel. Den lille håndholdte viser dog enormt potentiale for genren, og jeg så gerne mere af det. Fuldblods motorstorm spil ville heller ikke være af vejen. Det der er der nu, et slags micro machines agtigt spil, er imo ikke meget værd.

Action/RPG: Dette er imo genren hvor Vitaen gør sig bedst. Har man PSplus kan man fra starten sammen med Uncharted altid hente det fantastiske Gravity Rush. En gudesmuk sandkasse med helt igennem unikt gameplay. Et spil der ikke kan anbefales nok. Lige for tiden hygger jeg mig helt vildt med Ys: Memories of Celceta, der nok er det bedste RPG jeg har spillet siden... Skyrim? Action RPG med enormt vanedannende kampsystem, og kan fås på shoppen for den nette sum af 300 kr. En pris kun meget få spil (*host*Fifa*host*) overstiger, og generelt set er multiplatformstitlerne billigere på Vita, på trods af identisk indhold.

Persona 4: Golden har jeg også smidt en 15 timer i, og har kun lige skrabet overfladen. Det spil er enormt. Sådan... ENORMT! Og eneste grund til jeg endnu ikke har gennemført det, er at det simpelthen opsluger mig hver gang. Sidste gang startede jeg kl. 22 og lagde til at sove kl 5 om morgenen. Absolut fantastisk remake af det gamle PS2 spil. Dog med ekstra indhold, og det er lækkert man uden problemer kan vitaens svar på "shift-tabbe" til internettet for at søge info om spillet. Har altid hadet at sidde med en PC ved siden af mig når jeg spiller på de store konsoller.

Dragon's Crown udkom også til PS3, men burde være at foretrække på vitaen. Højre styrepind behøves ikke her blive brugt da man blot kan pege på de objekter ens tyvepartner skal hjælpe med. Det er Sidescrolling action RPG med et kampsystem der minder om en blanding mellem Castle Crashers og Golden Axe. RPG elementet er dybt, og så hjælper det selvfølgelig også at dette spil nok er det smukkeste på konsollen. Dets håndtegnede grafik kan skubbe flere større titler af banen selv på den lille håndholdte. Lydsiden er ligeledes lige så fantastisk.

Vitaen er i det hele taget endelig begyndt at få en lang række RPG titler som PSPen havde det. Atelier, Disgaea, Rainbow Moon, Valhalla Knights, Little Kings Story, Dynasty Warriors (bedste spil i serien imo) og Sorcery Saga, bare for at nævne et par stykker. Tæller man hunter spil i stil med Monster Hunter spillene, har Vitaen også fået et rigt udbud: Jeg har ikke selv spillet Ragnarok Odyssey eller Toukiden: The Age of Demons, men særligt sidstnævnte ligner en fuldblods rival til Monster Hunter, og er en gudesmuk titel. Har fulgt et let's play den japanske version i noget tid, og når det falder lidt i pris fra det nuværende 300 kr., så hopper jeg helt sikkert på det. Lige nu er tiden bare ikke til det. Noget af svaret skal også findes i at jeg endnu ikke har gennemført Soul Sacrifice. Et spil jeg synes er umådeligt svært, men samtidigt meget belønnende. Følelsen af det rigtige setup og strategi mod en såkaldt Archfiend er fantastisk, og man bliver såmænd oveni belønnet med en lækkert fortalt og takket være vitaens touch omfavnende historie der skaber en fantastisk stemning.

Puzzlers: Jeg er Lumines fanboy. Både konen og jeg elsker serien, og selvom jeg for længst har opgivet at være i nærheden af så god som min bedre halvdel, så har jeg sunket utallige timer i spillet. Det er ikke så godt som Lumines II på PSP, men stadig købet af en Vita værd hvis man værdsætter serien lige så meget som jeg gør det. Der er en lang række gratis spil til konsollen hvoraf en af de bedre er Treasures of Montezuma. En tidsdrevet version af Bejeweled uden nogensinde at matche sidstnævnte. Det er dog en lækker lille tidsrøver når man er på toilettet eller andre steder med 5 minutter at bruge.

Sidst men ikke mindst har vi strategispillene. De er ikke kommet i det omfang, og af den kvalitet jeg ønskede men de er der. Med lidt god vilje kan man godt få megen morskab ud af spil som Zombie Tycoon og Patton. Jeg bruger dog det meste af min tid på de Tower Defense spil der er til konsollen. Med Playstation mobile inkorporeret i maskinen (sammen med PSP kompatibilitet for digitale spil), er der masser at vælge imellem. Vil man til gengæld have trophies, så er der kun få titler som Plants VS Zombies, Pixeljunk Monsters og Fort Defense med disse.

Konsollen har i det hele taget en lang række titler der er værd at spille. Ofte får disse næsten ingen opmærksomhed, da det lader til at meget af pressen har opgivet at dække den. Jeg forstår dem godt, da disse sikkert ikke får så mange hits som titler til større konsoller.

Men står du og overvejer en Vita, så kan jeg helt klart anbefale den. Evt. også i stedet for en tablet, hvis man også vil spille på en sådan.

Gode features: Kan bruges som tablet. Hurtigt skift mellem spil, apps, etc. Enormt lækkert interface. Skærmen med touch er også i højklasse.

Spilanbefalinger kort: Ys: Memories of Celceta (Action RPG med fantastiskt kampsystem) Killzone: Mercenary (FPS. Bedste kampagne i serien) Dragon's Crown (Gudesmukt og dybt sidescrolling RPG) Tearaway (adventure/platformer. Konsollens absolutte must titel. Fantastisk) Lumines (Enormt vanedannende puzzler) Persona 4: Golden (JRPG af den gamle skole. Enormt spil med masser af indhold. Dog et remake) Super Stardust Delta (Stickshooter. Bedste version af Super Stardust) Need For speed: Most Wanted (mindst lige så god på vitaen som på de store) Gravity Rush (sandkasse action/adventure spil med RPG elementer. Gudesmukt og værd at leve sig ind i)

Med undtagelse af NFS og Dragon's Crown, som jeg foretrækker på den håndholdte af både praktiske men også tekniske årsager, er alle ovenstående Vita eksklusive titler der holder 100%. Vitaen kan rivalisere selv de store konsoller. Det er synd den til stadighed er så negliceret af folk der mener den ikke har nogle gode titler. Det er simpelthen forkert.

Hvis du har gidet at læse alt ovenstående, så mange tak. I bedste fald håber jeg at enkelte anbefalinger er noget der kan bruges. Tak :)

For efterhånden en del tid siden gik min gamer PC i stykker. Jeg aner ikke hvad den fejler, men den første diagnose på crashet grafikkort viste sig ikke være det helt rigtige. Dette resulterede i en elendig investering på 2500 til nyt kort jeg aldrig fik til at virke, og jeg opgav håbet.

I dag besluttede jeg mig så for endelig at bestille den nye PC. Det sker nu primært for at bæstet er klart til release på det kommende Total War: Rome 2, som undertegnede glæder abnormt, ekstremt, og über meget til. Bæstet blev bestilt fra Føniks computere og kostede den nette sum af 10k. En investering jeg håber kan give mig mange sjove stunder i de næste år.

På trods af at min tidligere maskine afgik ved døden, så har mellemtiden ikke været tam for mit spillende hjerte. Civilization V kan sagtens køres på min bærbare og er blevet trasket godt igennem igen, mens PS3'en har fået en del opmærksomhed, og er særligt blevet forkælet med Borderlands 2, Bioshock: Infinite og Last of Us. Black Ops 2 er det også blevet til abnormt mange timer med på krampecontrolleren, og selvom savnet af en mus og et keyboard var stort, så har jeg haft det sjovt. Jeg havde regnet med at RPG titler ville være det dominerende nu hvor jeg satte mig i sofaen igen, men er på pause i Mass Effect serien som jeg ellers svor skulle gennemføres fra ende til anden, og Ni No Kuni er jeg endnu ikke kommet særligt langt i.

Noget af grunden skal måske findes i min Vita. Min elskede Vita. Jeg forguder denne konsol, og er ALT hvad jeg kunne ønske mig af et bærbart underholdningsmedie. Der går sjældent en dag uden den bliver taget i brug. Lige for tiden står den på at jeg igen prøver at blive færdig med New Little Kings Story, men både Playstation Allstars og Unit 13 har jeg fundet fantastisk underholdende på det seneste. Især sidstnævnte har jeg før sagt var kedeligt, men takket være plus kan jeg nu glad sige at jeg simpelthen var en idiot.

Ellers er der blevet erhvervet både Soul Sacrifice og Persona 4: Golden til den håndholdte efter jeg opgraderede den til et 32gb memory card. Dog er det kun det førstnævnte har fået en prøvetur, og virker ENORMT lovende. Glæder mig til de lidt koldere nætter i sengen med dem begge.

Steam Summer Sale er netop også afsluttet, og jeg var jævnt skuffet over udvalget. Ikke fordi det var dårlige titler, men jeg ejede bare det meste af det interessante i forvejen. Sins of a Solar Empire og Chivalry: Medieval Warfare blev dog erhvervet, og er nok blandt de første titler der skal spilles på min nye PC. Ellers har jeg for læææænge siden købt Sniper Elite v2, hvor jeg særligt glæder mig til Zombie delen.

Sommeren har dog sat en lille stopper for noget af mit spilleri. Små ture hist og pist såvel som det gode vejr, har mest givet mulighed for kortere spilsessioner til tider. Men mon ikke det ændrer sig nu?

Jeg ønsker jer alle en rigtig god sommer, og så vil jeg sætte mig og glæde mig lidt mere til min kommende PC og Rome 2 :)

Vi kender det alle sammen: Man er kommet igennem et svært sted på sværeste sværhedsgrad, haft et fantastiskt run i multiplayer, grindet sig til et specielt achievement/trophy, opnået en vild score på et leaderboard eller opbygget noget spektakulært i et strategispil... det er en helt speciel følelse af stolthed man kan opnå i disse situationer.

Jeg har i lidt tid gået og tænkt på nogle af de bedste følelser jeg har haft i spil, hvor jeg enten tager det lettede pust, eller bliver helt pumpet op, og man føler sig helt stolt over hvad man lige har opnået. Jeg tænkte jeg ville dele nogle af disse små historier med jer, og håber da også på at I kan fortælle lidt om jeres stolte øjeblikke.

Ghost Recon: Jeg ELSKER det første Ghost Recon, det er et fantastiskt spil der ikke kun belønner præcision og planlægning, men også straffer dig for det samme. Sværeste sværhedsgrad er utaknemmelig hvis du bare stormer igennem, og da jeg satte mig for at køre spillet igennem uden quicksaves og uden at miste én eneste squadmate på den sværhedsgrad (der vidst kræver headshots for kills så vidt jeg husker), så vidste jeg godt at ville være intenst. Det at jeg fjernede min sikkerhed i quicksaves gjorde at jeg ikke tog nogle dumme chancer, og selvom jeg kendte banerne til døde, så var det alligevel en enormt intens oplevelse, der i nogle baner helt tog pusten fra mig. Absolut et af de mest imponerende mål jeg nogensinde har nået i et spil (jeg tog også udvidelserne i samme stil). Det tog lang tid, var enormt forberedelsestungt og i ildkampe hvor du SKAL ramme i første skud, også virkelig svært. Men mindeværdigt, det er det. Jeg er også enormt stolt over det trophy i Future Soldier der siger man skal gennemføre alle challenges i alle baner. Det er ENORMT svært, og jeg er stolt over kun at have måttet bruge guide til én enkelt episode, og der fandt jeg ud af at spillet ikke altid stillede op til at det faktisk var muligt, så jeg måtte prøve banen forfra.

Total War: Besluttede mig for at tage hele serien i én samlet blob. Jeg er enormt stolt over det sørgelige faktum at jeg har, på legit vis, gennemført Rome med alle factions (også dem man kun finder med modding). Det vil sige, jeg har overtaget hele kortet, og adskillige af disse var på very hard. Very hard er ikke meget svært, men hver eneste gang har jeg, på trods af mikromanagement helvede i slutningen, følt en stor glæde over hvad jeg har opbygget. Den ene gang hvor jeg overtog hele den spilbare verden i Empire er nok usammenligneligt, da det er sjovt at sidde med ét SÅ stort spil og mene man har opnået det hele. Shogun 2 er dog det første i serien der formåede at gøre slag mod AIen så intense at man nærmest skreg af glæde når man endelig vandt. Husker tydeligt ét slag hvor jeg med 2 hære (den ene nær eksklusiv bondehær) slår hele 4 hære af samuraier tilbage. Slaget var langt, intenst, og da jeg endelig vandt var det kun med min ene general og en enkelt bueskytte enhed tilbage... det var ganske enkelt fænomenalt, for hvis jeg tabte slaget ville spillet have været forbi for mit vedkommende.

Leisure Suit Larry 6: Da jeg endelig, trods mine svage engelskkundskaber gennemførte spillet var det fantastiskt. Men da jeg bagefter besluttede mig for at lave et speedrun samtidig med at finde alle hemmeligheder, var jeg enormt stolt da jeg fik det gjort på en eftermiddag.

Call of Duty: Masser af intense øjeblikke i multiplayer, hvor måske særligt min 38-3 score kun med five-seven i Blops2 står ud, så tror jeg bestemt at kampen på bakken i CoD2 på veteran er noget af det mest nervepirrende jeg har spillet. Jeg husker at da jeg gennemførte det på Xbox360, at det også var den sidste achievement jeg skulle ha' for at få de 1000/1000 i spillet. Fænomenalt. Forsvaret af pariserhjulet i CoD4 på veteran var af samme kaliber. Hold da kæft hvor var jeg glad og stolt da jeg endelig fløj væk derfra.

Men of War: Assault Squad: Coop delen i dette spil er fantastisk... altså, fantastiskt svært. Men følelsen når koordinationen, samarbejdet, indforståelsen af hinandens timing ender ud i en sejr på hard er usammenlignelig. Husker hvordan vi sad og nærmest skreg til hinanden til allersidst når vi endelig vandt særligt én bane vi havde forsøgt os med ca. 20 gange i forvejen.

Nå, det var blot nogle af de ting jeg har opnået i spil som jeg er stolt af. Glad for du gad at læse med, og jeg håber på at høre nogle af dine episoder. Det er altid sjovt at sammenligne hvordan folk bliver begejstrede for forskellige ting :)

Ved ikke hvad I andre mener om GR, men jeg går ud fra at de fleste af jer, ligesom mig, kommer til siden for at få de seneste nyheder om spil og snakke om samme. GR er heldigvis også en side der tilbyder andre diskussioner, og det er ikke uvant for siden at være vært for ophedede politiske diskussioner, såvel som sjove anekdoter... og dette til et dansk publikum.

Jeg kan godt li' GR, ellers ville jeg jo ikke komme på siden. Og ligesom Lee "brokkede" sig over i sin over-the-top blog af arrogance ekstravaganza, så er jeg da også træt af at folk konstant skal påpege det negative ved GR, men alligevel altid kommer tilbage for mere. Jeg sætter pris på at GR bærer præg af personlige preferencer, hobbies og mere. Det kan ikke komme bag på den faste læser af nyhedssektionen at Thomas Blichfeldt elsker kampsport og at Lee elsker sin iPhone dims, men er det ikke netop dette vi ofte efterspørger? At vi læser hvad folk synes, self med et fornuftigt tillæg af objektivisme? Dette synes jeg vi får fra redaktionen her på siden, og jeg er åbenlyst begejstret, ellers ville jeg ikke forsvare den gang på gang, når folk skriver idiotkommentarer som "GR ER XBOX FANBOIZZZ" eller "NEUW... LÅRTEANMÆLDELSE, spillet fik 10 af IGN, og de har altid ret".

Mens jeg bifalder redaktionens deltagelse, så sad jeg lidt uforstående med Lees tilgang til problemet med brugere der viser interesse i siden. Gamereactor tjener penge på os brugere. Vores aktivitet på siden er hvad der tiltrækker reklamer, og at det antallet af klik på sidens artikler, uanset om disse klik kan li' indholdet eller ej, der bestemmer prisen på disse annoncer. Så selvom redaktionen til tider føler sig uretfærdigt behandlet, så må de ikke glemme hvad der er basis for deres virksomhed. Det er ikke det gode frivillige arbejde som nogle af dem yder. Nej, det er som sagt annoncørerne der kun er her fordi der faktisk er folk der er interesseret i siden.

Så mens jeg forstår at man som skribent skal forholde sig til hvad man synes er mest spændende, så må man ikke glemme alsidigheden, og slet ikke afvise folk og kalde dem flabede. Nu kender jeg ikke de specifikke detaljer omkring de diskussioner Lee har haft, så jeg giver bare mit indtryk til kende. Redaktionens job, betalt eller ej, er vel at sørge for at folk forbliver aktive brugere på siden? Og det inkluderer vel at svare på vores spørgsmål, også selvom præcis det samme er blevet stillet 20 gange det sidste måned?

I sidste ende kommer jeg her fordi jeg kan li' siden, og denne blog skal ses med positive øjne. Mine tanker om siden, som jeg synes er et dejligt sted at frekventere, særligt nu med en øget aktivitet fra redaktionen. Redaktionen skal dog ikke "se sig for fine til" (høhø... forstod I den?), til at tage imod dumme spørgsmål, og slet ikke glemme hvad det er der holder siden kørende :)

Nå, men hvad synes I er godt ved siden? Og måske lige så vigtigt, er der noget der er skidt?

Så i dag i nyhedssektionen, hvordan 13.000 gamere havde stemt på de bedste spilslutninger nogensinde, og jeg synes den var lidt sær, så jeg besluttede mig for at lave min egen liste. Listen er i øvrigt rimeligt spoilerfri.

10: Heavy Rain Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg syntes Heavy Rain var et enormt skuffende spil, og selvom plottet havde sine store huller, og karakterudviklingen til tider var sær, så tog slutningen godt nok fusen på mig. Historien er overordnet virkeligt velskrevet, men den falmer lidt pga. førnævnte problem. Ikke desto mindre kunne jeg ikke komme i tanke om mange andre spil med så fed en historie, og især, for mig, overraskende slutning.

9: Ghost Recon: Advanced Warfighter 2 Ghost Recon er ikke godt pga. dets historie. GRAW2 havde egentlig en okay én af slagsen, men det var nu mere den enormt episke slutning og de mange hektiske og lettere paniske kampe, hvor man alligevel blev nødt til at slå koldt vand i blodet for at overleve (særligt på hard, da du ikke kan regenerere liv) der gjorde det for mig. Jeg husker bare følelsen af at jeg er den største badass i historien mens man stadig sad tilbage med "WAUW" fornemmelsen. Begyndte forfra med spillet lige bagefter.

8: Red Dead Redemption Faktisk synes at slutningen var lidt tam første gang jeg spillede det. Det at jeg ikke kunne fortsætte med den karakter jeg havde bygget op irriterede mig. Men i tiden efter tænkte jeg egentlig over hvor fed den egentlig er, og mindede mig af sære årsager om The Legend of Zelda, hvilket på sin egen måde også havde en fantastisk historie med en overraskende slutning, der faktisk på en rigtig god måde afsluttede historien.

7: Warcraft III Mens jeg sad og overvejede titler, kom der flere titler op som jeg synes alle havde en god slutning. Har allerede nævnt Legend of Zelda, men også Starcraft, Okami, GTA IV, Call of Juarez - Bound in Blood, var alle titler jeg overvejede. Først sent i forløbet kom jeg i tanke om Warcraft III, hvilket er sært, da jeg faktisk synes det er den mest velfortalte historie nogensinde i et RTS, og den sidste mission er bare fantastisk episk, for slet ikke at nævne videoen. Enormt velfortalt historie, med en både lettere overraskende slutning samtidig med at den er episk. Jeg sad tilbage med en dejlig og lettere ubeskrivelig følelse da jeg gennemførte spillet første gang. Da jeg gjorde det igen mange år efter (2 år siden), var følelsen sjovt nok meget den samme, hvilket er et testamente til kvaliteten af dette spil. Kom så Blizzard... drop jeres StarCraft II, Diablo III og WOW helvede, og kom i gang med den eneste serie. Jeg har stadig et håb om at kunne købe mindst et af jeres spil igen.

6: Mass Effect Mass Effect er for mig blandt de mest overvurderede spil nogensinde. Dette betyder ikke jeg ikke nød det, for det gjorde jeg, og især slutningen er nok det mest spektakulære jeg endnu har set i et spil. Ikke fordi jeg synes slutmissionen var god, den var tværtimod elendig, men slutfilmen og følelsen af at ens lange rejse nu var slut. Enden kunne man delvist selv bestemme, og jeg huske bare hvor intuitivt jeg handlede, for min karakter var ligesom blevet mig med mine handlinger, og selvom det var den største beslutning i spillet blev den taget på under 1 sekund. Fantastisk at det jeg bestemte mig for, så så skide episk ud. Lækkert.

5: Dead Space Har aldrig forstået hvorfor så mange ikke var tilfreds med slutningen i dette. Jeg var fuldstændigt tabt i Dead Space universset, og jeg nød hele fremskridtet i historien, men slutningen synes jeg er blandt de bedste nogensinde. DS kan prale af at have en af de få sidste boss kampe, jeg faktisk nød i fulde drag og samtidig også have en lettere rørende og, for mig, overraskende slutning.

4: Call of Duty: Black Ops Lad os først lige få på plads at jeg stor fan af Call of Duty, og her synes jeg endda at Black Ops er det bedste CoD til dato. Treyarch skabte med Black Ops en actionpræget fortælling der blev smidt ind i en historisk kontekst, helt uset i de ellers lettere tamme CoD historier. Slutningen var egentlig ikke overraskende, men en historie af så høj kaliber, der endda bliver fortalt med så lækkert et tempo, munder ud i noget som den slutning vi ser i Black Ops. Ja, jeg synes bestemt spillet fortjener sin plads i toppen af enhver liste.

3: Mafia II Jeg elsker mafia historier. Egentlig er Mafia II historien ikke noget unikt, men det føles lidt som om man er med i en interaktiv gangster film. Alle missioner er fantastiske, og faktisk synes jeg at den sidste mission er lidt tam, men til den tid havde jeg, begge gange, en følelse i kroppen der gjorde at enden bare gav sådan en "JAAAAAAAAA..." fornemmelse. Og selvom spillet lagde op til et Mafia III, så synes jeg det blev afsluttet så ædelt som et spil kan afsluttes.

2: BioShock Lad os for det første slå fast at slutbossen var tåbelig og passede slet ikke ind i forhold til resten af spillet. Med det sagt så sad undertegnede med åben mund og udspilede øjne, da plot twisted kom i slutningen af historien. Var det ikke fordi jeg konstant søgte at få afsluttet historien, så havde jeg nok danset rundt af ren begejstring over dette. Ikke nok med at universet, forhistorien, fortællingen, dybden og hvad ved jeg var i top klasse, men slutningen blæse alt andet væk. Jeg bliver dog nødt til at smide det på andenpladsen for både den tåbelige og antiklimatiske bosskamp, men også fordi det spil der ligger på nummer et, bare er den smule mere gennemført i sin levering.

1: Assassins Creed II Jeg elsker historie. Assassins Creed II dykker ned i historien som ingen af de andre AC titler har gjort hverken før eller efter. Hvordan spillet udfylder de huller der er i den virkelige historie med sin egen, er intet mindre end fænomenalt. Da jeg spillede spillet, lavede jeg ALT hvad der var at lave, og slutningen gav så meget stof til eftertanke, mens den både afsluttede ACII, og fortsatte også historien fra det originale AC (som også havde en fantastisk slutning). Spillet blev for mig et oplæg til at dykke ned i den rigtige historie for at finde huller, men endnu uden succes. Slutningen passer forbavsende godt sammen i alle henseender.