Yay, mere fra found footage-skuffen! Denne gang handler det om et tv-hold, der tager ud til et forladt sindssygehospital for at undersøge spøgelsesaktiviteten. Som en person, der synes, at trashy shows som Ghost Adventures faktisk kan være ret underholdende, så må jeg indrømme, at Grave Encounters faktisk var en ret fed idé: Vi tager nogle såkaldt "paranormale undersøgere", der egentlig er mere interesserede i at få et fedt show i kassen end at bevise noget som helst (de bestikker en gartner, der lige er begyndt på jobbet og aldrig har været indenfor, til at lyve om hvor spooky stedet er), og losser dem ind et sted, der rent faktisk er hjemsøgt.

Anden fjer i hatten for filmen er den måde, filmholdet ender med at blive fanget inde på hospitalet: udgangen viser sig simpelthen bare at lede videre til endnu en lang gang. Så når lortet endelig rammer ventilatoren, så er de helt og aldeles på røven.

Naturligvis kan man indvende de sædvanlige anker mod found footage-genren: hvorfor helvede bliver de ved med at filme, selv lang tid efter, det går op for dem, at de er på skideren? Jo, vores hovedperson og ærede leder er lidt af en medieluder og er totalt forhippet på at lave den ultimative paranormale episode. Men selv han måtte da på et tidspunkt indse, at det ikke just hjælper på moralen, at han hele tiden skal have fat i kameraet hver gang, der sker noget spændende. Og de kamerabatterier holder godt nok i lang tid.

Grave Encounters ender desværre med at være en lidt blandet fornøjelse, på trods af det udmærkede setup. Der er, som vanligt for genren, alt for meget renden rundt og unødvendig skrigen og råben, selv når der ikke sker en skid. Nogle af spøgelseseffekterne er nok så effektive; andre rammer milevidt fra målet og er bare decideret fjollede.

Så selv om det er en af de bedre forsøg indenfor genren, så er der alligevel lidt for meget tomgang og lidt for meget unødvendig hysteri til at man for alvor finder sig selv limet til sædet.

6/10

Det er altid forfriskende at se en indie horrorfilm med et godt præmis og en original idé. Det er også ret nedtrykkende at se den pisse sit potentiale væk.

Tingene starter ellers lovende nok. Et fredeligt kærestepar bliver hijacked af en forbryder og hans doped-up kæreste, men inden længe befinder de sig indelukket på en forladt tankstation mens et creature med pigge prøver at komme ind til dem og fortære dem.

Det gode først: Creaturet er pissegodt fundet på. Det slår dig ikke bare ihjel; det stikker dig med sine pindsvinepigge og inficerer dig, æder dit blod, skider i din blodstrøm, og giver dig muskelspasmer, der ville få selv hende tøsen fra The Last Exorcism til at måbe.

Det slemme: Vi får aldrig rigtig creaturet at se, fordi kameramanden er på stoffer. Der er så meget shaky-cam i denne film, at jeg seriøst var ved at blive søsyg. Var filmmagerne skuffede eller forlegne over deres creature effekter? For jeg syntes ellers, de så ret godt ud, i de ultrakorte glimt hvor man rent faktisk så noget af dem. Selv når der ikke sker noget, svajer kameraet frem og tilbage. Sikke noget lort.

Nummer to: Skuespillerne er okay, men shit, hvor de mumler og taler i munden på hinanden. Og takket være en manuskriptforfatter, der tydeligvis ikke kan skrive dialog, så består over halvdelen af replikkerne af sætningerne "wait a minute" eller "come on".

Nummer tre: Jeg køber ikke helt nogle af de løsningsmodeller, hovedpersonerne anvender i filmen, men det er nok fordi, jeg ikke er ved at tage Ph.D. i biologi ligesom ham den ene af dem.

I hænderne på en mere kompetent instruktør, havde det været en god film. Creaturet er som sagt fascinerende og skræmmende og pissegodt lavet. Det er synd, det ikke blivet brugt til noget.

6/10

Torture porn-genren skal man vist være af en bestemt støbning for at nyde. Den er svær at retfærdiggøre, ligesom exploitation-genren fra 70'erne. De fleste torture porn-film prøver da også at gemme sig bag et eller andet ofte ironisk "budskab", så de er lettere at retfærdiggøre.

The Loved Ones er noget så sjældent som en australsk torture porn-film om en upopulær gymnasiepige, der kidnapper skolens populære dreng, binder ham fast til en stol, og lader sin underdanige og let-manipulerede fader udsætte ham for den ene pinsel efter den anden. Filmen prøver vist nok også at have lidt mere på hjerte omkring "skindet bedrager", eller om "det er de stille, man skal være bange for", eller "kogende vand i kraniet er usundt", eller whatever. Det er knap så vigtigt i denne sammenhæng, for ethvert forsøg på intellektualisering tager et decideret bagsæde til fordel for, bogstaveligt talt, at strø salt i såret på vores lidende offer.

Det, der lige hæver The Loved Ones over det sædvanlige affald indenfor genren, er dens sjældent sete selverkendelse. Filmen har en dyb, sort streg under al torturen af sort humor, både på bekostning af ofret og hans bødler. Og det er sært forfriskende.

I sidste ende er den ligesom alle andre film i sin genre, der bare prøver på at chokere ved hele tiden at skrue op for gru-niveauet, men dens humoristiske tilgang til det gør den næsten parodierende. Så man ender faktisk med oprigtigt at trække på smilebåndet, da filmen egentlig langer lige så hårdt ud efter dem, der torturerer, som ham, der bliver tortureret. Og selv om det ikke ligefrem gør det til nogen specielt god film, så er det i det mindste rart at se en film i denne genre, der for en gangs skyld er klar over, at den på ingen måde kan tages seriøst.

6/10

Det er sjældent, at en horror film kan få mig til at sidde tilbage mens rulleteksterne kører med åben mund og højlydt proklamere, "What the fuck did I just watch?" Men det kunne The Woman. Og det mener jeg yderst positivt.

Det er en dybt foruroligende fortælling om en patriarkalsk familiefar, der har et meget særpræget forhold til opdragelse og et nærmest absurd konservativt syn på kvinders rolle i samfundet. Men filmen lader hans psykopati folde sig gradvist og nærmest subtilt ud, hvilket både er et skulderklap til et velskrevet manuskript og en særdeles stærk skuespillerpræstation.

Familiefaderen finder en feral vildkvinde i skoven på en jagttur og lænker hende fast i kælderen. Han beder sin underdanige familie om at hjælpe ham med at passe på hende, men som tingene skrider frem, står det hurtigt klart, at han har andet i tankerne end bare at rehabilitere hende. Hvad der så sker, skal jeg ikke afsløre, men det hele leder op til et dybt forstyrrende, men dybt tilfredsstilende klimaks.

Det er en af den slags film, man kan nyde på flere niveauer. Man kan både have dansklærer-fortolker-brillerne på og snakke om kønsroller, eller man kan nyde den som en stærk og forstyrrende fortælling om mandsdominerende psykopati. Men på alle leder og kanter er det en skidesprælsk film. Og det sært kontrastfyldte hygge-indie-pop soundtrack gør kun tingene endnu mere bizarre. Stærkt anbefalet, hvis du tror, der ikke er flere film tilbage i verden, der kan rasle dig helt ind til benet.

9/10

Hvis du også er ved at være træt af "cabin in the woods" gysere, så skylder du næsten dig selv at se denne low-budget mindfuck film. Plot twistet er ret genialt skruet sammen og både manuskriptet og instruktionen er så godt håndteret, at man bliver oprigtigt overrasket når tiøren endelig falder.

Det er kun filmens sidste 10 minutter, hvor budgettet ikke kan stå til måls med special effekternes ambitioner, at filmen desværre mister lidt momentum og begynder at køre lidt på autopilot. Men på det tidspunkt er man allerede blevet kræs-fodret med et godt mysterium, gode skuespillerpræstationer, et exceptionelt godt manus med god dialog og en kildende, ubehagelig følelse af klaustrofobi, så man kan sagtens tilgive Enter Nowhere for lige at klemme citronen en tand for hårdt til sidst.

Se den, hvis du kan finde den. Det er en stemningsfuld og opfindsom gyser, der ikke spilder tid på kedelige jump scares eller overdreven gore. I stedet vil den ind under huden på dig og rive tæppet væk under dig. Og, ulig så mange dumsmarte koncept-gysere, så lykkes det den rent faktisk.

9/10