28 Years Later

Der er altså gået 28 år siden Rage-virussen satte sit præg på Storbritannien... og 23 faktiske år siden vi biografgængere første gang blev introduceret til en af de mest uhyggelige zombiefilm, der nogensinde er lavet. Danny Boyle og Alex Garland er nu igen gået sammen for at levere en spritny historie, som udspiller sig på de forladte britiske øer. Denne gang følger vi en 12-årig dreng og hans rejse sammen med sin far ind på fastlandet (spillet af Aaron Taylor-Johnson), et karantæneområde hvor de levende døde er muteret til noget langt værre...

Jeg vil begynde med at sige, at det ikke startede særlig godt - i hvert fald ikke i løbet af de første fem minutter. Åbningsscenen er overraskende sløv og ugennemtænkt. Men når vi så springer frem i tiden, føles det som om vi biografgængere er "hjemme" igen, og etableringen af det isolerede fællesskab på de britiske øer føles realistisk, mens klipningen er fræk og febrilsk på den helt rigtige måde. Det er kun begyndelsen på en voldsom og bizar rejse ind i hjertet af fastlandet, hvor vores hovedperson ikke blot lærer at overleve de værst tænkelige mareridtsvæsener - han lærer også ting om sig selv og sin far, som sætter hele hans fremtid i bevægelse.

28 Years Later er ikke særligt uhyggelig. Det er en besynderlig efterfølger, som ikke har så meget interesse i at genskabe den klaustrofobiske rædsel fra originalfilmen og i stedet er mere optaget af at føre serien i en ny retning - noget, jeg virkelig satte pris på. I sin kerne er filmen en sørgmodig coming of age-historie om at bryde fri fra ubehagelige rammer og turde skabe sin egen vej - en vej, der tilfældigvis er kantet med uhyggelige zombier i forskellige former. Men filmen er mere end bare en blodig zombiefilm: den er også en slags undersøgelse af, hvordan de levende døde er blevet integreret i vores økosystem og dermed er blevet en del af livets kredsløb. Samtidig fortælles det hele med den dér forfriskende Boyle-punkede fortællestil, hvor soundtracket er helt uden sidestykke.

Det er dog i filmens sidste akt, når den forvandler sig til en kontemplativ dødsmesse, at den virkelig skinner. Denne del er lige så deprimerende, som den er poetisk, smuk og en lille genistreg i sin uundgåelige tragedie. Det er bare synd, at de sidste tre minutter er så ringe, at de trækker lidt af magien ud af den stemning, filmen ellers havde bygget op - men det peger til gengæld ret klart i retning af, at der meget vel kommer en fortsættelse til dette britiske postapokalyptiske mareridt allerede næste år.

Det er en mærkeligt sammensat film, som vil så meget, at den næsten sprækker af alle sine idéer. 45 graders bullet time-scener, eksplosioner ved tankstationer, naturskønne zombieinficerede landskaber, dødsfilosofi, en svensk NATO-soldat der fungerer som comic relief, en gigantisk nøgen alfa-zombie der flår rygraden ud på folk som var den Predator, forældreskab og sekter bestående af akrobater i blonde parykker - alt sammen ingredienser, der ikke burde fungere sammen. Og alligevel er det netop denne vilde kreativitet og retningsløshed, der gør 28 Years Later så fascinerende, vanvittig, original og tankevækkende.