Tidligere på ugen udgav Valve den længe ventede Perpetual Testing Initiative til Portal 2, der kort fortalt er et baneredigeringsværktøj, der er så strømlinet og intuitivt, at hvem som helst kan kaste sig over det.
Og det er der tilsyneladende masser, der har gjort. Siden værktøjet udkom i tirsdags, har brugerne skabt 35.000 nye baner til spillet, og disse er blevet downloadet mere end 1,3 millioner gange.
Samtidigt er der i øvrigt udsalg på både Portal 2 og Skyrim på Steam, da begge spil benytter den såkaldte Steam Workshop til deres brugerskabte herligheder. Derfor kan man lige nu få Portal 2 til under en halvtredser. Det er en jævnt godt køb, skulle vi hilse og sige.