For et par dage siden meldte 2K ud, at man som basketfan godt kunne begynde at holde øje med spillets sociale kanaler, da de inden længe ville afsløre nye detaljer om NBA 2K23.
Det har udgiveren nu gjort i form af en præsentation af spillets forsidestjerne. Det drejer sig om selveste Michael Jordan, historiens måske største navn inden for basketball.
Den tidligere Chicago Bulls-stjerne har vundet hele seks NBA-titler og er blevet et kulturelt ikon blandt andet grundet sin rolle i filmen Space Jam og Nike-skoen Air Jordan.
Der er dog den lille hage ved det hele, at Michael Jordan kun pryder forsiden på luksusudgaverne Michael Jordan Edition og Championship Edition. Det vides endnu ikke, hvem der er på forsiden af standardudgaven, men rygterne går på, at det er Devin Booker fra Phoenix Suns.
I forbindelse med præsentationen af den nye forside, har NBA 2K23 også fået en udgivelsesdato. Det udkommer d. 9. september til PC, PlayStation, Xbox og Nintendo Switch.

