Det er umiddelbart svært at greje præcis hvordan den egentlige premiere er gået for The Lord of the Rings: The Rings of Power, men skulle jeg lægge hovedet på blokken, så ville jeg mene at Amazon nok er ret tilfredse med både seertallene, der satte rekord med 25 millioner seere den første dags tid, og anmeldelser. Naturligvis er der fortsat dem der ser serien som en pest, en blodsugende igle på Tolkiens underfundige værk (se min holdning til det i anmeldelsen af de første to afsnit).
Så nu er den storstilede premiere overstået, så nu handler det om at vedligeholde det momentum. Så hvordan er det gået? Jamen, med fare for at lyde som en "broken record", så synes jeg det er gået decideret glimrende.

Det tredje afsnit følger op på de centrale tråde der blev lagt ud i første, og andet, afsnit. Galadriel og Halbrand udforsker Númenor, og særligt Galadriel finder ud af hvor forbitret relationen mellem elvere og mænd er gået hen og er blevet. Arondir opdager at ondskaben nærmest trives i The Southlands, en region der senere skal blive kendt som "The Dark Land", og blive en del af Saurons domæne. Vi når at checke ind hos samtlige centrale karakterer, der hver især har etableret sig som solide fortællinger, og som bidrager til én samlet rød tråd; nemlig den gradvise realisering af selvom Morgoth er faldet, så er ondskaben ikke blevet drevet fra Middle-earth. Vi introduceres også både for Elendil og Isildur, hvoraf særligt førstnævnte leverer et brag af en præstation.
Der er igen intet mindre end storslået cinematografi hele vejen igennem, og alt lige fra tronsalen i Númenor til et uhyre detaljeret Harfoot-ritual i Rhovanion. Det hele har kostet kassen, det kan man se, men igen er det værd at slå fast, at intet beløb kan erstatte kunstnerisk opfindsomhed, leg med lys og farver og smuk kontrast. Rings of Power er bare en gudesmuk serie, ingen tvivl om det.
Velspillet er den altså også, hvor særligt elverne ledt an af Arondir spillet af Ismael Cruz Córdova og førnævnte Elendil spillet af Lloyd Owen leverer her. Dog synes jeg det er værd lige at nævne, at vi den her gang faktisk ser orkere helt tæt på, og de har bibeholdt samme centrale karakterværdier som Peter Jackson introducerede i hans trilogi. Glimrende praktiske effekter, solide præstationer, det er direkte glimrende.
Desuden er det fortsat en god beslutning at en række af disse karakterer ikke nødvendigvis er hvem de giver sig ud for at være, eller vil blive til noget vi endnu ikke kan forudse. Der er mange passionerede entusiaster der allerede spekulerer på livet løs, men eksempelvis Halbrand og The Stranger (der nu kaldes Meteor Man online) byder på mysterier som sagtens kan fastholde interessen uge for uge.

Jeg elsker stadig at serien tør at se sig selv i øjnene, og droppe alle de forcerede jokes som aktivt underminerer egen præmis. Rings of Power er en seriøs serie, og tager sig selv, og sit kildemateriale seriøst. Der er ingen quippy humor her, og selvom at dette afsnit også har en replik eller to der gerne måtte være undladt (Isildur har udvekslinger med sine skibskammerater jeg gerne så fjernet, og brændt), så er kvaliteten sikret endnu en uge.
Rings of Power er en storladen, pompøs fantasy-serie. Jeg ville mene at det er på sin plads, og jeg kan allerede ikke vente til næste uge.