Nicolas Winding Refn, eller "NWR" som han elsker at betegne sig selv, lavede Drive. Det ved vi allesammen godt, og Drive var ret god. Drive var et neonsvøbt voldsepos forankret af stærke skuespillerpræstationer, og måske mere kritisk; en central rød tråd.
Men det er altså 12 år siden, og det virker lidt som om at NWF løbende har forsøgt at genskabe den samme magi lige siden, ved at replikere samme visuelle stil, samme hyperbolske vold, ja sågar samme tone. Hvis du er en af dem der har fulgt interesseret med igennem årene, og har udsat dig selv for både Only God Forgives, The Neon Demon og seneste Amazon-serien Too Old to Die Young, så ved du alt det her i forvejen. De er, på en måde, allesammen et destillat af Drive. Eller, hvis man ønsker at være mere kritisk anlagt, skyggerne som Drive har kastet.
Det er Copenhagen Cowboy egentlig også. Samme kriminelle underverden, samme leg med kameraet, samme farverige neonbelysning, og måske mere kritisk; samme underforståede historiefortælling som har domineret i stort set samtlige værker efter Drive.
Det er også derfor vi ankommer til en lidt kuriøs del af denne anmeldelse nu, hvor jeg skal forsøge at direkte forklare hvad der egentlig foregår i Copenhagen Cowboy. Vi følger Miu, en enigmatisk og måske også magisk, skikkelse, som købes og sælges af centrale figurer i den danske underverden, som ønsker at bruge hende til at fjerne migræner eller blive gravide. Hun er en menneskelig "good luck charm", om man vil, og vi som seere fragtes fra den ene selvfikserede, aparte og til tider direkte uforståelige krimi-baron, som så oftest enten blærer sig med sin penis, eller er besat af "pikenergi", som cameo-rollerne Mads Brügger og Mikael Bertelsen siger som stofglade designere.
Enigmatisk underforståethed har længe været et narrativt trækplaster for NWR, og selvom at hans universer så sandelig kan være dragende og stemningsfulde, så er Copenhagen Cowboy måske det klareste eksempel på behovet for mere traditionel dramaturgi. Via et hav af filmfestivaler og prisuddelinger hylder vi ofte film og tv-serier der strækker forståelsen af hvordan blandingsforholdet imellem vildt formsprog og traditionelle størrelser som karakterudvikling fungerer. Men NWR er måske nået til punkt, hvor han, for at sige det mildt, simpelthen ikke giver fem flade for struktur, for form, for sammenhæng og samhørighed. Cowboy har ingen af delene, og selvom at serien er kortere end en traditionel Netflix-produktion, så når den her fidus med at viske dig videre til den næste iscenesatte, isolerede scene at blive gammel rigtig, rigtig hurtig.
Igen; det kan være at der sidder nogle af jer derude, der fnyser af kedelig, kendte størrelser. I vil have innovation, et brud med de traditionelle strukturer, og det forstår jeg godt. Men Copenhagen Cowboy besidder simpelthen ikke evnen til bevidst at danse på den line imellem det direkte uforståelige, og det er spændende, det dybe og det rebelske.
Men igen; NFW får lov til at lave forskellige versioner af den samme centrale idé igen og igen, så måske er der et ihærdigt publikum, der elsker hans "disruptor"-rolle på den internationale filmscene. Jeg er ikke personligt iblandt dem, og da han ikke længere umiddelbart kan trække på den visuelle distinktion der gjorde Drive til sådan en milepæl, så er det svært at finde meget at elske ved Copenhagen Cowboy.
Måske er det anderledes for dig, måske elsker du at hver enkelt scene er flot iscenesat, og til tider udvikler sig i en spændende og uventet. I så fald kan du måske mere ud af de fem-seks timers NWR i den her omgang. For mit vedkommende så mangler der bare alt det kedelige, eller om ikke andet nok af det til at balancere mere direkte med den opulente æstetik.
Jeg ville sådan ønske at NWR kunne tøjle sig lidt, eller at han kunne blive tøjlet, så alle de her spændende ideer, hans Lynch-agtige kameraleg, hans efterhånden ikoniske lyssætning, og hans spændende, bizarre fortolkning af kriminalitet og kriminelle underverdener, kunne blive bare en kende mere strukturerede. Jeg ønsker ikke at hans projekter skal blive direkte dumme, eller sågar konventionelle. Men måske er det på tide at indrømme, at tv-serier på seks afsnit af en time har brug for noget man kan... ja, følge.