Da jeg var udstyret med væsentligt mindre mave, og væsentligt mere fritid, var kongen af kabinetter Cooler Masters HAF-serie, som står for "High Air Flow". Store kasser med store blæsere, enhver nørds drøm.
Det er nu genoplivet med HAF 700 (med tilnavnet Berserker), og en undervariant der er mere fancy udgave kaldet HAF 700 EVO - men for nu holder vi os til standardmodellen der med en pris på lige under 3000 kroner hører til blandt de absolut dyrere modeller - altså, bortset fra at de her ekstravagant store kabinetter åbenbart kører med finansieringsplaner, for der findes andre der har lavet kabinetter i samme størrelse, og med samme formål der går over 15.000 kroner, så desværre, Cooler Master er næsten billige i sammenligning.
Der er naturligvis også lidt blæsere med, en 120mm i bunden, hvor der er plads til tre, to 120mm i bagenden og så to 200mm i fronten, alle fra ARGB PWM SickleFlow-serien. Nu betaler Cooler Master jo ikke samme pris som vi andre for individuelle blæsere, men der er alligevel for en del penge.

Hele humlen ved dette kabinet er at der er plads til alt den køling man ønsker, nærmere bestemte er der plads til 420mm AIO'er tre steder, et enkelt sted kan man gå op til 480mm - men det kræver at man fjerner de præinstallerede dobbelte 200mm blæsere, og så sidder der præinstalleret to 120mm'er. Den ene 420mm kan i øvrigt erstattes af to gange 360mm. Sagt på dansk - der er plads nok.
Men fordi at der kan indtages luft i fem forskellige retninger, så er det også meget svært at lave en samlet uniform luftgennemstrømning, og det er svært ikke at trække falsk luft, om end at 480mm-monteringen kan lukkes af. Så, måske gælder det der "less is more"? Bundmonteringen giver i øvrigt mulighed for at vinkle sine blæsere, det giver ikke så meget kølingsmæssig mening, det ser flot ud.
Jeg brugte ikke alle muligheder, men smed tre 120mm i bunden, to 140'ere i toppen og en 420mm i siden, og beholdt de præinstallerede. Det er svært at forestille sig at det ikke vil skabe noget turbulens, men med glassiden åben må jeg indrømme at der var nok tryk på til at man fryser.
Og så er der det værktøjsfri installation. Ideen er genial, og langt hen af vejen er det gjort godt. Næsten alt monteres med små slidsker og så en kraftig drejekanp til at låse, samt fjedre. Men, men kan ikke tage siden af og arbejde på eksempelvis sit bundkort som på mange andre, man er tvungen til at fjerne hele toppen, og så er det begge sidepaneler der pludseligt er løse. Det forstår jeg ikke, for det gør det noget mere besværligt at skifte eksempelvis grafikkort.
Der er flere ting et så stort kabinet gør nemmere, eksempelvis kan man rent faktisk komme til hullerne hvor kablerne til de to ekstra CPU-strøminput sidder i øverste venstre hjørne, selv hvis der er en køler installeret i toppen - det er genialt. Knapt så genialt er det at man har valgt at placere hullerne til 24-pins bundkortstrømkabler og grafikkort-strømkablerne en centimeter for langt til venstre, med det resultat at hullerne er halvvejs dækket af bundkortet, og således gør det besværligt at trække kablerne, og potentielt kan skade dem.

Der er tænkt lidt over knapperne, genstart knappen er således væsentligt mindre end sluk knappen, der er stik til mikrofon og hovedtelefoner - der også tager kombi stik, USB-C og så ikke mindre end fire USB-A porte, tak. Det burde være noget alle gør. Pladerne der dækker for den sideverse montering af en 420mm radiator kan i øvrigt bruges til montering af SSD, harddiske eller sågar et reservoir til custom vandkøling.
Der er indbygget PWM og ARGB hub, og så er meningen at man kan styre det hele igennem MasterPlus+ softwaren der er udmærket og kun fylder 315MB - endelig nogen der kan finde ud af at begrænse sig.
Herudover er harddiske, strømforsyning og kabler gemt af vejen bag større plader, "chamber" er måske ikke en korrekt betegnelse, men det hele er opdelt i zoner, og særligt harddiske buret der er nemt at bruge har jeg været glad for. Og så forstår jeg ikke helt at der ikke er et støvfilter i toppen.
Så, nemt at bygge i, virkeligt mange muligheder, nem installation af alt, solid byggekvalitet, massiv luftgennemstrømning, men måske knapt så mange muligheder for at ensrette luftstrømme og ikke ligefrem dyr. Og så er den bare stor - 55x28x54 cencimeter.