Replaced fik en del opmærksomhed, da det blev annonceret tilbage i 2021, takket være sin spektakulære sci-fi-pixelgrafik. Siden da har vi ikke hørt meget til spillet, men vi fik dog bekræftet sidste år, at det vil blive udgivet i anden halvdel af 2023.
Desværre kommer dette alligevel ikke til at ske, da udgiveren Thunderful netop har leveret deres seneste kvartals-rapport, hvor de har flyttet titlen til 2024. Det rapporterer Twitter-brugeren MauroNL.
Sad Cat Studios, der står bag Replaced, hører hjemme i Hviderusland, og er derfor påvirket af de sanktioner fra Vestlige lande, der har ramt landet oven på Ruslands invasion af Ukraine, der blandt andet foregik fra Hviderussisk territorium.
Forhåbentlig formår de at få spillet klar til næste år.
