Hvis du kaster dig over anmeldelserne af de første par afsnit af Ahsoka, så beskriver de et lidt ujævnt tempo, lidt for stoiske og uinteressante skuespillerpræstationer og en lettere sløv åbning. Med fare for at være den mest begejstrede anmelder i lokalet, så havde jeg det ret så modsat. Via den tredje sæson af The Mandalorian, Andor før det og nu Ahsoka, så følte jeg fra start af at Disney, og måske mest af alt Dave Filoni og Jon Favreau, havde fået et bedre greb om universet, og nu ledte det i interessante nye retninger.
Det skulle vise sig at Ahsoka kun blev bedre som afsnittene kørte afsted, og selvom at der fortsat er plads til forbedringer hist og her, så forbliver serien noget af det bedste vi har set fra Star Wars-universet i lang, lang tid.
Det stod klart ret kort tid efter den smukke, solidt iscenesatte åbningssekvens, at Filoni havde i sinde at bruge Ahsoka som et påskud på at overføre den populære Rebels-animationsserie til live-action, og samtidig fortsætte hvorfra han slap. Det centrale cast er stort set det samme, og selvom at tonen har taget en drejning mod noget lidt mørkere, så forstår Filoni genre- og toneblandinger på ret mesterlig vis.
Men måske vigtigst af alt beviser Ahsoka er Star Wars sagtens stadig kan handle om Jedi og Sith, om mystiske artefakter og gamle profetier, uden at man øjeblikkeligt får ubehagelige flashback fra The Last Jedi og Rise of Skywalker. Ahsoka bær nemlig både præg af den nye kreative retning formet af The Mandalorian, som både ses i set design og i tone, men samtidig er det også mere old school Star Wars, med intense dueller, Kurosawa-inspireret forskydninger i billedet og mystiske MacGuffins, som alle karakterer desperat forsøger at få fingrene i. Det virker, og serien formår tværs over sine otte afsnit at bevise at der er masser af liv i den gængse Star Wars-præmis endnu.
I min optik leverer Rosario Dawson en solid præstation som Ahsoka Tano. Hun er, igennem mange år, blevet hærdet, og selvom at hun fortsat udviser affektion for sine nærmeste, så er der en distance, en ironi, en beskyttelsesmekanisme. Det er skuespil i det subtile, og det fungerer. Det samme kan siges om både den desværre nu afdøde Ray Stevenson, der giver den hele armen som Baylan Skoll, og selvom at jeg ikke er helt vild med Lars Mikkelsens statur som Thrawn, så er han godt sminket, og giver en overbevisende præstation som mester strateg.
Kombiner det med decideret glimrende set design, et godt stykke musik her og der og en fantastisk episode i midten hvor Hayden Christensen virkelig formår at binde en mindeværdig sløjfe på sin tid som Anakin Skywalker, og så er det her altså svært at kalde andet et hit.
Der er små problematikker hist og her, naturligvis. Skuespillerinden bag Sabine Wren, Natasha Liu Bordizzo, har ikke helt samme rækkevidde, og serien kan ikke dy sig for at binde tilbage til mere klassiske Star Wars-karakterer. Særligt én udveksling virker særlig doven, og det leder mig til et større ankepunkt. Jeg er træt af at alle disse spændende, nye fortællinger skal ske indenfor den her lille tidsramme, hvor vi allesammen ved hvad der kommer lige akkurat over den næste horisont. Jo, der er mange år til at First Order får magten, men samtidig synes det bare efterhånden at være nødvendigt for Star Wars at kaste Skywalker-lænkerne fra sig, og tænke ud af boksen rent kronologisk.
Ahsoka behøver virkelig, virkelig ikke at foregå i den her tidsperiode. Vi behøver ikke at høre mere om Leia, og klonkrigene, og Anakin, og alt den anden narrative bagage, der forhindre Ahsoka i at gå i en helt anden retning.
Men udover det så har Filoni helt fat i den lange ende her.