Det er ingen hemmelighed at markedet for "custom" keyboards er for voksne. Der er dem som køber en færdig løsning, man så selv kan ændre på bagefter, og der er dem der køber hver eneste lille del individuelt og selv bygger som var det et meget tungt sæt Lego. Lige meget hvad, så er det lidt af en disciplin. Razer forsøger med deres nyeste V4-serie at give dig, som Hannah Montana så fint siger det; "the best of both worlds".
Som det er god skik, så kommer tastaturet med Razer Orange switches, taktile men stille taster, de har en god modstand, og selvom at jeg er mere til de Purple man finder i Huntsman-serien, så er det her langt mere på linje med kontakter fra Gateron som bruges af mange DIY-entusiaster. Keyboardet er lavet så alle 3- og 5-pin kontakter passer. Som så mange andre blærer sig med, så er kontakterne smurt ab fabrik, og så hører der naturligvis et lille - branded- stykke værktøj med til at fiske kontakterne op, det er nu faktisk lavet i god kvalitet.
Det er ganske fornøjeligt at bruge, men de stille kontakter bag de dobbeltstøbte taster er også så stille at det man primært hører er når tasten rammer bunden, og det er en lyd man skal kunne lide. Der er et relativt højt reset-punkt, men vigtigere for mig er der 1.5 millimeter vandring før kontakten rent faktisk aktiveres, og der er en god taktil fornemmelse.

Opbygningen er god Razer-standard, hvilket også har været god DIY-standard længe, altså strømlinet design, ren og enkel opbygning, og en aluminiumtopplade. Der hører i øvrigt en fin håndledsstøtte med. Inde i er der brugt dæmpeskum to forskellige steder, og printpladen understøtter 8000Hz polling-rate for alle kontakter.
Prisen er på 1700 kroner, og det er virkelig mange penge. Personligt ville jeg nok kigge på Keychrons Q2 QMK, der er billigere, men så til gengæld ikke har samme flashy RGB-belysning. Til gengæld er selve tastaturets chassis lidt større, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg mangler lige et stykke ramme om særligt piletasterne til at hvile min finger. Til gengæld er det tape-modificeret fra fabrikken, et trick hvor man bruger brandhæmmende tape på printet, der på den måde absorberer og dæmper de mest højfrekvente lyde.
Razer Synapse er som sædvanligt en fantastisk suite - men den fylder godt på harddisken. Til gengæld kan den alt, og den er både pædagogisk og nem i daglig brug.
Rullehjulet i øverste højre hjørne er i fin kvalitet, men jeg har set Razer gøre det bedre, medietasterne virker, men kunne godt have haft RGB-lys eller andet i dem da markeringerne på toppen af dem er svære at se i mørke. Til gengæld er der også underbelysning hele vejen rundt som en ægte brian-bil fra årtusindeskiftet. Kontakterne er i øvrigt i et gennemsigtigt hus så der er endnu mere smæk på LED'erne, idet at der er en decideret fokusering af lyset.
Der er to års garanti, eller en lidt mere arbitrær rating på 100 millioner tastetryk. Det er vel omkring 137.000 tastetryk om dagen, eller lige omkring 3.5 timer i streg hvor man taster lige så hurtigt som Barbara Blackburn, i mange år anset for at være verdens hurtigste på tangenterne. Garantien forfalder dog hvis man modificerer tastaturet som jeg lige læser det med småt. Razer sælger i øvrigt selv lidt forskellige taster hvis man er mest tryg ved det.
Razer BlackWidow V4 75% er på ingen måde et dårligt keyboard, tværtimod giver det en god skrivefornemmelse, og både kontakter, afstivere og taster er i fin kvalitet, det samme er byggekvaliteten. Problemet ligger nok mere i at så mange andre også laver tastaturer der går efter 75% formfaktor-kunderne, og som tilbyder at man kan skifte kontakter selv efter behov, det er et ret mættet marked, og det er et meget prisbevidst marked, og der løber Razer ind i det faktum at 1700 kroner for et tastatur altså bare er mange penge, uanset hvad.