Skip to main content
Gamereactor Hardware Withings Scanwatch Horizon
Hardware

Withings Scanwatch Horizon

Trods en ærgerlig software-fejl synes vi ret godt om dette "halve" smartwatch.
Magnus Groth-Andersen 22 december 2023

Man skulle umiddelbart have troet, at Google og Samsung kunne have fuldstændig løbet med smartwatch-markedet for forbrugere med Android-telefoner, hvis der havde været et mere koordineret skub efter introduktionen af Wear OS 3-platformen. Det er ikke sket, men det betyder jo så heldigvis, at et bredere marked af mere ukurante producenter fortsat kan trives, og tilbyde netop det som Android-entusiaster elsker; et utal af forskellige stilarter og udtryksformer.

Tag Withings, eksempelvis, de har i ret lang tid tilbudt en meget specifik blanding af smarte features og en mere klassisk form, der gør dem særligt egnet til dem der gerne vil have et smartere ur, men ikke et der er alt for smart, og skal lades op i tide og utide heller.

Horizon er deres flagskib, og det ligner et klassisk herreur, og kan faktisk relativt let, for nogle om ikke andet, misforstås i forbifarten som et ret high-end ur fra Tag Heuer eller måske Breitling. Urkassen er i rustfrit stål kombineret med safirglas og en tyk stålkæde, der tilføjer både hæft og følelsen af pålidelig vægt. Urskiven er enten i dyb marineblå eller en Jaguar-inspireret grøn, heller ej ved nærmere inspektion lader der til at være noget synderligt smart over det her smartwatch.

Men oppe i toppen sidder et lillebitte cirkulært display, hvorfra du ved at klikke på den aktive krone på siden, kan navigere igennem en række indstillinger. Det er også herfra at du kan få serveret relativt basale notifikationer. Det meste af tiden er dette lille display slukket, og derfra er der ingen måde at se det som noget andet end et almindeligt ur, men det lille display giver dig adgang til Withings' ekstensive suite af helbredsfeatures, og hvis du får en SMS, eller en besked på Messenger, så kan du scrolle den forbi ved at rotere kronen. Nej, det er ikke synderligt rummeligt, eller overskueligt, men det virker.

Withings satser mere på den samlede oplevelse, det er tydeligt. Derfor får du et værktøj med i kassen der gør det muligt at tilpasse stålkædens led til en længde der passer dit håndled, samt en gummirem i matchende farve til urskiven. Det er også derfor at det er vandtæt ned til 100 meter, samt at holde batteri i noget der ligner 14 dage baseret på vores tests.

Jeg tilpassede mig ret hurtigt Withings' måde at vise information på, og selvom at jeg gennem testperioden savnede en række features jeg bruger relativt ofte på mit Apple Watch, og til tider mit TicWatch Pro 5, såsom at tænde og slukke lys i huset, sende SMS'er og sågar en checke en email i ny og næ, så må jeg samtidig indrømme at Withings Scanwatch Horizon gør alt det hele basale, som et smartwatch skal.

Der er naturligvis alle de helbredsbaserede features man kunne forvente. Du kan tage en EKG, den kan spore iltniveauet i blodet, der er et hav af træningsmodes, der skræddersys til netop den aktivitet du udøver, og der er naturligvis sleep tracking. Det fungerer alt sammen relativt sømløst, og fordi displayet er så lille, så satsede jeg primært på at uret selv opdagede, hvis jeg sov, eller rørte mig mere end normalt i testperioden. Det virkede da også det meste af tiden, og Withings' app er samtidig ret overskuelig.

Der er dog nogle begrænsninger, begrænsninger der ikke bør være i et ur til næsten 3000 kroner. Der er ingen GPS, så al sporing sker via din telefon. Der er heller ingen SIM-mulighed, hvis du gerne vil være forbundet uden at have telefonen i nærheden. Der er ingen stemmekontrol til SMS'er, eller til at kunne sætte en timer eller en alarm.

Det største problem, og jeg er sikker på at Withings helst så mig ignorere det her, er en fejl som kun florerer i øjeblikket, eller måske mere specifikt; mens jeg testede uret. Jeg snakker om en problematik introduceret via opdatering 6.1.0, der pludselig så Withings-ure bløde igennem de telefoners batterier, de var forbundet til. Min OnePlus Open-batteristatistik viste kronisk at Withings appen alene havde brændt igennem 80-90% af telefonens batteri. Som du kan se på denne support-side sker det specifikt på Android, og mange har delvist løst det ved at gå tilbage til den tidligere software-version, eller direkte droppe notifikationsunderstøttelse til uret. Withings selv har sagt for to uger siden at deres "development team is still working on this issue."

Scanwatch Horizon har for mig været en ret anderledes måde at se et smartwatch på, et hvor vi kun med nød og næppe får serveret smarte features på håndleddet, men så til gengæld kan nyde det at gå med et lækkert luksusur på en helt anden måde, uden at andre omkring os nødvendigvis ved hvad det kan. Det er den perfekte løsning til dig der gerne vil have den smarte fremtid, men uden nødvendigvis at opgive klassisk design.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.