Skip to main content
Gamereactor Hardware Samsung Galaxy Book 4 Pro
Hardware

Samsung Galaxy Book 4 Pro

Samsung har styr på det fundamentale, men en lidt for høj pris ødelægger festen.
Magnus Groth-Andersen 7 marts 2024

Da Apple introducerede deres seneste MacBook Pro-redesign, så var det mildest talt et paradigmeskifte, for ikke bare tilbød deres egne M-chips overlegen ydeevne, de gjorde på mindre strømbudget, og tilbød bedre skærmopløsning og 120Hz refresh-rate, MagSafe, TouchID og mange andre små firnuligheder der gjorde det samlede produkt til en triumf.

Siden hen har Windows-baserede konkurrenter kæmpet for at vinde ind, og særligt Intels seneste Ultra laptop chips har endelig lukket meget af den distance, der tillader selv relativt slanke laptops bedre displays og mere imponerende ydevne, samtidig med at der kan reklameres med en batterilevetid der er nogenlunde indenfor skiven.

Det leder os til Samsungs Galaxy Book 4 Pro, det seneste skud på stammen fra en producent der hurtigt er gået fra vaklende tiltro til laptop-segmentet til virkelig at kaste ressourcer efter selvsamme. Er du villig til at kaste lidt penge efter din Book 4 Pro, så kan du få op til 32GB LPDDR5X RAM, integreret Intel ARC-grafik, en 1TB SSD og Intels Core Ultra 7. Det er slet ikke så ringe endda, og det er altså uden at selve maskinen overstige de 2 kilo, faktisk vejer den "bare" 1.56 kilo, og nøjes du med en 14 tommer så er det 1.23 kilo, som må siges at være fint.

Der er andre "Pro"-features, også nogle ting som selv Apple stædigt nægter at implementere. Der er et touch-screen, eksempelvis, som også kan tage imod en pen, som dog sælges separat, og et numpad også, som ikke er synderligt afgørende for mig, men som jeg er sikker på at mange sætter pris på. Derudover er hele chassiset i aluminium, og det hele er meget "MacBook"-esque. Det er et kompliment, for med et massivt trackpad, en slank profil, et solidt udvalg af porte og den førnævnte lave kampvægt, så er det her et tigerspring fra slanke performance laptops fra bare få år siden.

Selve displayet er glimrende. Vi snakker 16" 16:9 touch-baseret AMOLED i WQXGA+ opløsning, som oversættes til 2880x1800. Der er 120Hz, Variable Refresh-Rate og det dækker 120% af DCI-P3 farvespektrummet, der er bedre end det meste. Det eneste Samsung virkelig ikke kan matche er Apples HDR, som opnås via Pro-modellernes miniLED-paneler. Her rammer vi lige knapt 400 NITS, som ikke er nok til at overkomme direkte sollys, og som faktisk kan være til gene i visse situationer. Om det direkte distraherer, ved jeg nu ikke, men det er værd at tage med. Har du spottet et centralt ankepunkt? Ja, selvom at den hedder "Pro", så prøver Samsung at slippe afsted med en massiv hage i skærmforholdet 16:9, som er så uendeligt gammeldags, og er noget nær fornærmende. Skærmkanten foroven er ligeledes alt, alt for stor, og selvom at denne elimineres i Ultra-varianten, så er det for vildt at selve panelet skal ligne noget fra 2015 i en laptop der kalder sig selv "Pro". Fy, Samsung.

Udover det er de fundamentale ting som de skal være, dog med undtagelser på begge sider. Højtalerne er tilforladelige, trackpaddet er massivt og responsivt, tastaturet er fint men med så slank en profil er der ikke meget plads til at give de enkelte taster den taktile feedback, nogen måske forventer. Webcamet kører i 1080p, og selvom det ikke er på MacBook-niveau, så er det samtidig bedre end de fleste konkurrerende laptops.

Batterilevetiden er også tilforladelig, hvis ikke direkte imponerende baseret på hvor vi er kommet fra. Ved blandet brug præsterer den cirka otte timer fra sit 76Wh batteri (som er lidt mindre i 14" varianten), og den lader relativt hurtigt takket være den lille telefonagtige lader, der dog kan afgive op til 65W.

Det er dog meningen at Intels Core Ultra 7 virkelig får lov til at skinne i den slags laptops, og pardannet med 16GB LPDDR5X RAM og integreret Arc-grafik, så var det vores primære fokusområde. Mere specifikt er det 155H-varianten, der giver en Geekbench-score på 2275 single-core og 11299 multi-core fra den 16-kernede CPU (der dog indeholder NPU-enheden) og 22 threads. Det er dog bare syntetisk, og vi er ikke i tvivl om at Book 4 Pro kan håndtere Premiere Pro-videoredigering, billederedigering og det meste andet du kan kaste efter den.

Frame-rate i de fleste spil er ikke noget at skrive hjem om, særligt grundet den integrerede grafik. Jo, displayet går til 1800p, men i 1080p er det ikke meget over 30fps du kan klemme ud, men fordelen er så er Book 4 Pros ventilation sjældent kan høres, og ydermere blev den ikke synderligt varm, der vidner om effektiv køling.

Book 4 Pro er endnu et skridt i den rigtige retning for såkaldte "MacBook Pro"-dræbere. Men for den en Ultra 7/16GB RAM-model tager Samsung godt og vel 15.000 for maskinen, det samme som en MacBook Pro 14". Det er en skidt strategi, eftersom dette, hvis positioneret anderledes, er mere end MacBook Air-dræber end noget andet, men den kan fås for 11.799 kroner for den nye M3 chip.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.