Hvorimod mange andre har haft ret hårde, kritiske ord til overs for Paramounts tilsyneladende kontroversielle skildring af Master Chief og Halo-universet, så har jeg, fra start af, været relativt stor tilhænger af de kreative risici der er blevet taget med kildematerialet for at sikre at historien er lige så spændende at følge i passiv form, som det har været selv at interagere med karakterer, Forerunner-artefakter og Needler-våben set fra Master Chiefs ikoniske Mjolnir-visir.
Det har så sandelig ikke været overbevisende hele vejen igennem, og særligt pacing-problematikker har spøgt i kulissen tværs igennem både første såvel som denne nu afsluttede anden sæson. Det betyder også at Halo ikke er det der ligner en perfekt fortolkning af det spraglede univers Bungie, og 343, har formet, men jeg synes nu fortsat, i brede træk, at det fungerer det meste af tiden.
Denne anden sæson har haft den svære tjans at give os en fortolkning af en af de mere skelsættende begivenheder fra Halo-spilserien, nemlig planeten Reach' fald, og overgangen fra mere passiv skyggekrig til en mere direkte konfrontation med Covenant-sammenslutningen, og naturligvis, til syvende og sidst, den egentlige opdagelse af den første Halo-ring. De indviede ved at det er landgangen på denne ring, bedre kendt som Installation-04 eller "Alpha Halo" (den ene af i alt syv styks), der markerer begyndelsen på Halo: Combat Evolved, så der har været pres på.
Og måske er det værd at slå fast fra start af, at Halo fortsat døjer med særligt problemer omkring vedligeholdelsen af et specifikt tempo, uden alt for forvirrende og skurrende udsving i form af enten narrative bølgetoppe eller dale. Ligesom Halo vinder fart, så synes serien altid at punktere sine egne hjul, eller snuble over egne ben, og dvæle lidt for længe ved personlige indsatser og motivationer, og dermed tabe fokus på den bredere helhed. Det sker i mindre grad her sammenlignet med første sæson, men de er ikke helt af med den her ujævnhed, der plager særligt afsnittene før og efter den hæsblæsende invasion af Reach, der fortsat står som lysende eksempel hvor god serien kan være, når den giver sig tid til at dyrke krigsførelse og særligt Master Chiefs unikke position som leder og ikon.
Det er det supplerende karaktergalleri der for det meste står for selvsabotagen, såsom Makee, der synes have tabt sin indflydelse og egentlige rolle indenfor den bredere ramme, og det samme kan i øvrigt siges om Kwan Ha, der ikke bliver meget mere end et glorificeret plotdevice. Det samme gælder for Soren, og hans hustru. Halo har et godt centralt galleri, men væver alt for ofte i et febrilsk ønske om at præsentere et Game of Thrones-tapet af unikke personligheder, og det behøves slet ikke.
Effekterne er som regel bedre end forventet, musikken supplerer altid den givne scene og Pablo Schreiber er fortsat et glimrende anker, den helt rigtige mand til jobbet, og han får også lidt mere fleksible scener at vise rækkevidde her. Jeg synes ikke vi skal dvæle for meget ved om han har sin rustning nok på eller ej. Jeg er enig i Schreibers centrale argument om, at Halo sagtens kan være en fortolkning hvor Chief positioneres mere som et emotionelt holdepunkt, og at han derfor bør ses uden hjelm på oftere. Det er desuden langt lettere at tilgive, når nu Schreiber virkelig tilføjer dybde. Samtidig indrømmer jeg, at Halos anden sæson mangler action, spektakel og... ja, Mjolnir-rustninger, der er begrænset til bare få scener tværs over hele sæsonen.
Der er rigeligt med problematikker at tage fat på, men generelt betragtet synes jeg fortsat at netop det her hold showrunnere, en god portion af det samlede cast, den visuelle æstetik, er ret tæt på hvordan jeg selv forestillede mig en storstilet seriefortolkning af det her sprudlende univers, og mere end noget andet håber jeg at holdet får lov til at fortsætte, at de får de midler de skal bruge til at realisere visionen og at de tager feedback til sig. For Halos anden sæson er en markant forbedring, og det er ret ofte også godt fjernsyn. Det er ikke det samme som at man ikke lige serverer en stikpille eller to, det skal der til, men rammen virker. Og det er jeg ret glad for.