Da jeg hørte, at der ville blive lavet en spinoff-serie om Idris Elbas Knuckles, som blev introduceret i Sonic the Hedgehog 2, var jeg ærlig talt skeptisk. Jeg var ikke sikker på, at figuren havde det, der skulle til for at bære en hel tv-serie, som normalt er længere end spillefilm. Faktisk, med den tredje store film, der kommer ud i december, var jeg virkelig bekymret for, at denne serie ville være et bindeled, der ikke rigtig gjorde en hel masse for at tilføje til Knuckles' persona og karakter, og at den i stedet bare ville sætte scenen for, hvad der kommer til at ske. Til min store positive overraskelse kan jeg konstatere, at dette langt fra er tilfældet.
Den bedste måde at beskrive Knuckles på er en roadtrip-komedie med venner. Ja, det var nok ikke det, du forventede, vel? Heller ikke mig. Knuckles og Wade Whipple, vicesheriffen i Green Hills spillet af Adam Pally, begiver sig ud på et eventyr fyldt med løjer fra deres ydmyge hjem hele vejen til Reno, Nevada, i håb om at deltage i en bowlingturnering. Hvorfor skulle en galaktisk kriger som Knuckles have nogen interesse i det, spørger du? Han ser det simpelthen som sin næste store chance for sejr og ære, og som vi lærer undervejs, fordi han gerne vil støtte Wade i hans bestræbelser på at blive stærkere, mere selvsikker og en sand kriger, der er Knuckles' godkendelse værdig.
Selvfølgelig bliver parret undervejs viklet ind i alle mulige mere alvorlige og vigtige situationer. G.U.N.-agenter spillet af Kid Cudi og Ellie Taylor skaber kaos, dusørjægere gør det de nu gør og så er der også Rory McCanns store skurk. Så selvom der er antagonister i denne historie, er den faktisk bedst, når den følger og udforsker de mere intime og personlige historier om hovedpersonerne. Man skulle måske ikke tro, at Wade har det, der skal til for at være en central helt i en historie, når man ser på, hvad vi så af ham i hovedfilmene, men Pally er virkelig charmerende og morsom, og han gør et fantastisk stykke arbejde med at lette spændingen og give en menneskelig dimension og comic relief til at polarisere Elbas deadpan og alvorlige titelhelt.
Når vi taler om Elbas version af Knuckles, er det et meget bedre forsøg i denne serie. Han føles mere ægte og tilgængelig, sammenlignet med hvordan han føltes i Sonic the Hedgehog 2, hvor han virkede mere som en hård negl, der manglede dybde. Det virker mærkeligt at sige, men Elba er ved at vokse ind i rollen, og serien har gjort underværker for at gøre Knuckles til en vigtig og ledende figur i det Sonic-verse, der ser ud til at være under udvikling.
Men når sandheden skal frem, er det, der får serien til at skille sig ud og forblive underholdende, dens latterlige kernefortælling. Dette er ikke en traditionel og forudsigelig familie-actionserie, der er hele episoder dedikeret til Whipple-familien, som fejrer shabbat og terroriserer hinanden som i en amerikansk sitcom. Og så er der masser af selvbevidste og fjollede jokes, der gør grin med serien og Sonic the Hedgehog-franchisen, med gode referencer til andre populære popkulturelle værker, plus det sædvanlige udvalg af Sonic og videospil, der vil glæde fans af det elskede brand. Det bedste var dog en hel episode i form af en low-budget rockopera, som helt ærligt var noget af det mest absurde, jeg har set i år, men også en så velkoreograferet og underholdende forestilling, at det fik mig til at tænke på, om resten af serien kunne overgå og forbedre det, den præsterede. Hvis du nød rockoperaen i Alan Wake 2, vil du også elske denne episode af Knuckles.
Det, jeg vil sige, er, at jeg synes, at skurkene er lidt forspildt potentiale. Jeg forventer ikke, at nogen vil levere en præstation på niveau med Jim Carreys Dr. Robotnik i Sonic-universet lige med det samme, men der kunne godt have været lagt lidt mere vægt på tempoet, og hvordan skurkene blev inkorporeret bedre i serien. En lille road trip-komedie fungerer fint, men hvis man også vil involvere en af verdens største våbenhandlere, skal der være en bedre balance mellem de to idéer.
Men ellers er scenografien fremragende, animationerne og inkorporeringen af ikke bare Knuckles, men også de korte optrædener af Sonic og Tails føles passende, og tonen virker helt perfekt til det, som denne serie ønsker og har til hensigt at være. Hvis du kunne lide de to hovedfilm, er der også meget at elske ved denne serie. Det er ikke mesterligt tv med den samme dybde, som vi har set fra andre filmatiseringer på det seneste, men der er masser af charme og sjov at hente her, uanset om man er fan af Sonic-serien eller en forælder, der leder efter noget at underholde børnene med i et par timer. Det er endnu en vinder for Paramount og Sega.
