Som årene er gået er jeg blevet ret overbevist om, at Windows 11 simpelthen ikke er nogen god software-platform hvorfra en habil, effektiv og problemfri spiloplevelse kan nydes, om ikke andet i en håndholdt setting. For jo, Windows 11 forbliver det OS hvorfra stort set samtlige PC-spilentusiaster affyrer spil via Steam, GOG og andre økosystemer, men løftet om den konsollignende håndholdte spiloplevelse, det kan Windows bare opfylde.
Med tiden kan det være at Microsoft for nosset sig sammen til at udgive en udgave af Windows, eller en slags Xbox-centreret platform, men for nu er jeg et eller andet sted nødt til at indrømme, at personligt synes jeg at SteamOS via en Steam Deck er den mere strømlinede og brugervenlige måde at spille PC-spil via en håndholdt.
Men lad os derudover lade som om at du nu alligevel sidder derude og allerede har besluttet dig for, at SteamOS' naturlige begrænsninger ikke er noget for dig. Måske elsker du det faktum at der kører et fuldblods desktop OS nedenunder dit gaming overlay, måske du gerne vil spille de titler AntiCheat blokerer på SteamOS, eller som endnu mangler optimeret Linux-ports, eller måske er en bred del af din spilkollektion bare på andre storefronts end Steam. Lige meget hvad, så er der et marked for Windows-baserede håndholdte, og her er det svært at anbefale andet end en ROG Ally X fra Asus.

ROG Ally har i forvejen været et slags defacto-valg for mange i den her specifikke markedsafkrog, og med rette, og Ally X adresserer stort set samtlige ankepunkter, dog foruden at rykke centrale komponenter, eftersom denne opgraderede variant simpelthen ikke har noget ny, forbedret AMD SoC-platform at rykke videre til - endnu. En Ally 2 vil efter al sandsynlighed benytte sig af AMD's kommende Strix Point Mobile APU'er, men det vides ikke med sikkerhed endnu.
Det vi får er dog ret signifikant alligevel, om ikke andet som et "mid-generation refresh". Først og fremmest er der tale om en fordobling af batteristørrelsen fra 40 til 80Whr, som gerne skulle give... ja, en fordobling af den aktuelle batterilevetid, om det så er under fuld smadder eller i Silent. Og nu hvor vi taler om de her specifikke profiler, så har Asus skruet lidt op for Ally X's power-budget med et par watt. Det er kun 2-3 stykker i hver profil, men kombineret med hurtigere og mere RAM, mere specifikt 24GB DDR5 ved 7500 MT/s (tak Linus Sebastian for endelig at lære mig at dette er et bedre parameter at måle efter). Kombineret med at du nu får en lidt bedre 1TB SSD i form af en PCIe 4.0 NVME m.2. 2280 og førnævnte batteriforøgelse, så er der tale om en gedigen opgradering. Maskinen bruger desuden det samme display som før, et 1080p/120Hz IPS display på 7 tommer. Det er lidt ærgerligt at Asus ikke har fundet en måde at reducere kanten rundt om, for der er meget plads der går tabt her, men skærmen var ikke tidligere et centralt ankepunkt, og det fungerer stadig fint.
Der er lige nu masser af kontroverser omkring særligt Asus og deres mildest talt mangelfulde kundesupport, og som det står lige nu, har de lovet at vende hele deres tilgang på hovedet. Var særligt opmærksom når du køber noget fra Asus, men jeg er som det er i dag langt mere fornærmet over at du ikke får nogen taske med. Det holder altså ikke. Det er dog rart at se Asus droppe det proprietære XG Mobile-format, og i stedet overgå til almindelig USB 4, som betyder at du kan tilslutte ethvert eksternt grafikkort.
Det lyder som småting, men samlet set er X-modellen en ret signifikant opgradering, som giver mening i et hav af situationer, mest af alt grundet det langt, langt større batteri. Der er nogle enkelte spil hvor vi sporede lidt flere frames i udvalgte titler tværs over samtlige power profiler, og lidt forbedret ergonomi (samt mulighed for at skifte analogpinde ud med Hall Effect-varianter), og det er slet ikke ingenting. Det kommer dog, naturligvis, an på hvor sultne de givne spil du har er efter mere RAM. Cyberpunk 2077 udgør et ret slående eksempel, og slår både Lenovo Legion Go og den tidligere Ally ret så rundhåndet, og ligeledes Shadow of the Tomb Raider og Hitman 3 lader til at være glade for den ekstra RAM med forøgelser på mellem 15 og 20%. Forza Horizon 5 er dog stort set det samme.

Men med det bliver vi nødt til at cirkle tilbage til Windows. Desværre. Og jeg ved desuden at det virkelig ikke er alle der bliver generet af platformens åbenhed og tilpasselighed. Hvis det er dig, jamen så er Ally X stort set perfekt, men for mit vedkommende bliver det kun mere og mere tydeligt at Windows bare ikke er kompatibel med en oplevelse, der udelukkende kan tilgås via en controller. Alene opsætning den her gang tog flere timer, blandt andet fordi Windows slet ikke er i stand til at anerkende at dette ikke er nogen traditionel computer, og derfor spørger mig om hvorvidt jeg vil boote fra en cloud-baseret back-up af en arbejdscomputer tilbage fra april. Touch-baseret styring bliver nødt til at komme i spil igen og igen, og selvom Armory Crate SE er et fint software overlay, så kommer Windows i vejen for sig selv konstant.
SteamOS er på alle måder det her styresystem overlegent, men det er også mere begrænset, og ydermere er det virkelig, virkelig ikke Asus' skyld at Windows ikke fungerer optimalt som platform. Via Armory Crate SE har Asus så absolut gjort det bedste de kan.
Derudover er det dog værd at slå fast, at som et refresh er Ally X kun yderligere bevis på at Asus har det bedre bud blandt Windows-baserede håndholdt, der via simpel optimering, strømlining og strategisk sammensatte komponenter leverer den mest alsidige håndholdte overhovedet. Der er ingen begrænsninger her, og solid grobund for yderligere tilpasning. Om hvorvidt du så tør stole på Asus når så der sker noget med din Ally X, det er en helt anden historie, og forhåbningen er at de virkelig har i sinde at transformere deres kundesupport og service indenfor den overskuelige fremtid, som de lige påstår at de vil gøre.