Bethesdas Starfield fik en stærk start, men ret hurtigt stabiliserede spillertallet sig på Steam til et sted mellem 7.000 og 10.000 daglige samtidige spillere ifølge siden SteamDB.
Det hører selvfølgelig med til historien, at mange givetvis spiller på Xbox eller gennem Game Pass til PC, men isoleret set var faldet fra omtrent 300.000 daglige spillere i lanceringsmåneden alligevel til at tage at føle på. Og sammenligner man med The Elder Scrolls V: Skyrim og Fallout 4 ser det endnu værre ud, da de efterhånden ret gamle spil dagligt når op på et sted mellem 16.000 og 20.000 samtidige spillere.
Bethesda havde kort sagt behov for at tilføje deres nye rum-RPG en ordentlig omgang raketbrændstof, men indtil videre virker udvidelsen Shattered Space mere som 10 liter blyfri 95.
Oven på lanceringen den 30. september ramte man ganske vidst 21.646 samtidige spillere, men allerede den 2. oktober var dette 24-timers peak faldet til 17,074.
Den nye udvidelse, der sælger for 30 euro, har også fået en lunken reception, når man ser på Steams brugeranmeldelser, og på Metacritic har syv anmeldelser foreløbig resulteret i en Metascore på sølle 54.
