Netflix har været lidt af en succes, når det gælder deres filmatiseringer af berømte og legendariske videospilserier. Efter de utroligt godt modtagne Arcane, Castlevania og Cyberpunk: Edgerunners, blandt mange andre, vender streameren nu sin opmærksomhed mod en af de mest velkendte og elskede franchises nogensinde: Tomb Raider. Denne adaption er også lidt mærkelig af en meget væsentlig grund; tematisk fortsætter den den voksende historie om Lara Croft, som vi har set udforsket i løbet af de sidste 11 år i Crystal Dynamics' actioneventyrtrilogi. Dette er ikke en selvstændig historie, der dykker ned i en mindre del af Tomb Raiders større verden, dette er en næste fase i udviklingen af Lara Croft som karakter, en udvikling, der tager den mere rodfæstede og menneskelige version af ikonet, som vi så i de seneste spil, og sætter hende på et lynkursus med den oprindelige version af Lara Croft, som mange genkender hende som.
Men før jeg går i dybden med, hvad jeg mener med dette, vil jeg gerne give en hurtig forklaring på, hvad denne historie handler om. Efter begivenhederne i Tomb Raider-trilogien møder vi en Lara Croft, der er langt fra den pige, vi kendte i begyndelsen af spillet fra 2013. Lige siden de begivenheder, hun oplevede i Yamatai, Sibirien og Sydamerika, er Lara blevet fjern og adskilt fra livet. Hun bekymrer sine venner med konstante skøre og farlige eventyr over hele verden og har mistet den omsorgsfulde og ufejlbarlige tilstedeværelse, som vi forventer af hende. Indtil en tyv stjæler et artefakt fra Croft Manor, et artefakt, der hurtigt får planeten til at gå i opløsning, og det er op til Lara at spore tyven, stoppe hans endelige mål, redde verden og samtidig forsøge at beskytte og reparere båndene til dem, hun holder af.
Helt ærligt er det en ret typisk eventyrhistorie uden mange overraskelser undervejs, men det betyder ikke, at den ikke er autentisk Tomb Raider. Det er en verdensomspændende historie, der fører Lara ind i Asiens jungle, Paris' travle forstæder, det iskolde vand i Arktis og alle mulige andre spændende steder undervejs. Og da dette ikke er en oprindelseshistorie (se spillet fra 2013), får vi en Lara, der er udstyret med mange af hendes ikoniske værktøjer og gadgets - hvad enten det er issylen eller bue og pil - og en Lara, der er frygtløs, atletisk, stærk og ubarmhjertig. Som du allerede kan se, går vi i Tomb Raider: The Legend of Lara Croft fra den mere menneskelige og relaterbare version, vi kendte for nylig, til en mere superhelteagtig, ultimativ eventyrer - som Lara ofte er blevet kaldt gennem tiden. Med dette i tankerne lægger serien ikke skjul på, at den også omfavner Laras berømte sexappeal og giver os en udgave af figuren, som ikke bare er beundringsværdig stærk, men også elegant og stilfuld, som en kvindelig Indiana Jones. Dog ikke i samme grad som i Angelina Jolie-filmene...
I begyndelsen var jeg ret usikker på, hvorfor Netflix og Crystal Dynamics ikke ville have Camilla Luddington tilbage som Lara i denne serie, men efterhånden som serien skrider frem, og Lara bliver mere og mere til det actionikon, vi kendte hende som før den seneste origin-trilogi, tager Hayley Atwells præstation også form. Hun giver en mere heroisk udgave af karakteren, en der har mere Captain Carter-flair. Da Lara fortsætter med at udføre stadig mere umulige bedrifter, er denne stemme- og toneændring mildest talt passende, uden at hun mister den elegance og dannelse, vi forventer.
For dem, der spekulerer på, om denne serie formår at bevare den videospillignende hellighed i Tomb Raider, kan jeg med glæde fortælle, at den tager flere skridt for at sikre, at dette bevares. Der er hyppige lejligheder, hvor Lara og partneren Jonah skal løse miljømæssige gåder, eller endda øjeblikke, hvor hun får en »opgradering«, om man vil, for at forbedre sine eventyrfærdigheder. For fans af det oprindelige Tomb Raider, den version, der fik os alle til at forelske os i Lara Croft i 90'erne, kan vi bare sige, at Lara i denne serie endelig også får fat i et par længe ventede våben. Derfor er transformationen stort set fuldført.
Med det store antal af disse Netflix-animeprojekter i disse dage, især videospilrelaterede, vil jeg sige, at kunstretningen og stilen ikke rigtig slog benene væk under mig. Den fungerer og har masser af detaljer, men hvis man sammenligner den med Castlevania, Tekken: Bloodlines, Dota: Dragon's Blood, Dragon's Dogma, you name it, ville du have svært ved at se den store forskel. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis Netflix skal blive ved med at pumpe disse serier ud, er de nødt til at tage flere risici i animationsmæssig forstand, som de f.eks. gjorde med Arcanes fantastiske udseende.
Men bortset fra dette er Tomb Raider: The Legend of Lara Croft endnu en stærk adaption fra Netflix. Den er autentisk Tomb Raider, præsenterer os for fantastisk action, en version af Lara, der er mere beslægtet med den historiske og ikoniske version af figuren, bruger ikke tid på at rode rundt med forudsigelige oprindelseshistoriske elementer og overskrider ikke sine otte episoder på ca. 30 minutter. Hvis du elsker Tomb Raider, vil du også nyde din tid med denne serie.
