Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har både læst og endnu vigtigere set denne (nøjagtige) historie. En succesfuld datter/søn, som engang flygtede fra en plaget opvækst i et klaustrofobisk landligt miljø, vender hjem for at yde assistance inden for sit fagområde til en problematisk politiefterforskning. Vi har alle set det før. Gang på gang. Ikke mindst i den svenske klassiker Jægerne eller hvorfor ikke i februars store Netflix-premiere; The Åre Murders.
I The Glass Dome møder vi Lejla, en højt profileret FBI-profiler (hehe), der bor i San Diego, og som under introduktionen modtager et opkald fra sin adoptivfar Walter om, at hendes mor er gået bort efter en sygdomsperiode. Hjemme i den lille svenske landsby Granås bliver det klart, at Lejlas bedste ven er blevet myrdet, og at hendes niårige datter er blevet kidnappet, noget som vores hovedperson i høj grad kan relatere til, og som påvirker hende dybt. 23 år tidligere blev hun også kidnappet og anbragt i en plexiglascelle i en kælder, før politiet endelig fandt hende og anbragte hende hos plejefamilien i Granås.
Livet på landet er stort set, som det altid er i disse serier. Højtråbende racister med uregistrerede jagtvåben, en stresset politichef, der er plaget af beskyldninger om nepotisme, og venskaber, der har lidt skade af de sidste 14 års fravær. Lejla er dog skarp nok til hurtigt at gøre sig uundværlig for de gættende landbetjente, og sammen med sin pensionerede politicheffar Walter indleder de deres egen lille efterforskning for at forsøge at finde den kidnappede pige, hvilket fører dem derhen, hvor ingen af dem troede, de ville ende.
Léonie Vincent känns lite som en urkraft i huvudrollen och bär därmed upp många scener som annars hade fallit platt.
The Glass Dome er skrevet af Amanda Högberg, men når serien starter, står der med stor skrift, at den er skabt af Camilla Läckberg, som ifølge de kilder, det er lykkedes mig at finde, mest ser ud til at have sat sit i dag stærke navn på produktionen. Manuskriptet er som sagt supertypisk og låner næsten hvert eneste lille aspekt, der udgør både grundhistorien og nogle sidespor, fra andre nordiske krimier eller thrillere (i bogform). Her mangler originalitet og en egen stemme, i stedet har man på manuskriptfronten kun spillet på det sikre, skrevet dialog, der kan forudsiges til sidste stavelse, og brugt denne utroligt snævre fortællestil, når det stort set altid kun handler om fem personer. Eller fire. Ankdamm-følelsen og den klaustrofobi, der konceptuelt følger med en krimi af denne type, er aldrig til at tage fejl af, og her er Läckberg som regel lige så medskyldig som Steen eller Stieg Larsson. Det bliver så fladt og så fattigt i omfang og skala, at skuespillet, der i stedet har godt af at skalere ned og snævre ind, også lider under for snævre rammer og monotone tankebaner.
<billede>
Heldigvis er skuespillet, i modsætning til i The Åre Murders, godt. For det meste. Léonie Vincent er rigtig god i hovedrollen og formår at formidle det mørke og den smerte, hun bærer på, uden at være dramaten-agtig eller gabende. Hun spiller sin rolle som Lejla stramt og tilbageholdende, men udtrykker alligevel sårbarhed under overfladen. Mindst lige så god er Johan Hedenberg som den pensionerede politichef Walter, og det mærkes, at han er i en liga for sig selv her. Johan Rheborg falder ind i dele af sin Percy-karakter et par gange, og hans præstation mangler nærvær og frem for alt intensitet, men det gør ikke så meget. The Glass Vault er ikke unik og heller ikke særlig spændende, men den er acceptabel takket være god instruktion og godt skuespil fra Vincent/Hedenberg.